Bladhovedtidsel (Cirsium) - eller bare Tidsel - er en slægt med ca. 200 arter, som er udbredt i Europa, Nordafrika, Nordamerika og Asien. Det er én-, to- eller flerårige, urteagtige planter, som er stærkt tornede. Stænglerne kan være forgrenede. Bladene er hele med tandet eller 1-3 dobbelt lappet rand. Samtlige spidser munder ud i nålefine torne. Blomsterne er samlet i endestillede stande med én til flere kurve i hver. Kurvene består af 25-200 rørformede enkeltblomster, som er lyserøde, røde eller gule. Frugterne er nødder med fjerformet fnok.