Struds, en. [sdrus] (tidligere m. lang vokal: Strûs. Moth.S870. jf. APhS.VI.120). (nu ikke i rigsspr. Struts (Strutz). Klevenf. RJ.96. Brenderup.§100. jf. Strutsfugle. Holb. Herod.170). flt. -e (allr. Moth.S870) ell. (nu ikke i rigsspr.) -er (Jer.50.39(1931:Strudse). Funke.(1801).I.234. Oehl.Er.III.136. MO. SvGrundtv.); gen. d. s. ell. -es (tidligere -is. Nysted.Rhetor.46). (glda. strutz (Dyrerim. 11), strusse (3Mos.11.16 (GldaBib.)), oldn. strúz, mnt. strus; fra mlat. strutio, lat. struthio, gr. strūthíōn, afl. af strūthós, spurv og (egl. i forb. ho mégas strūthós) struds) 
den største nulevende fugl, Struthio (der lever i Afrika og det sydvestlige Asien og efterstræbes p. gr. af sine pragtfulde fjer); ogs. d. s. s. Strudsfugl 2. Job.30.29. Selv var han med sin magre, benfaste Skikkelse som en Struds. Goldschm.L.I.196. Lieberkind.DV.VII.79. amerikansk struds, den sydamerikanske strudsfugl nandu (Rhea). Kielsen.NHM.50. BøvP.III.126. australsk struds, kasuar. smst.II.585. m. h. t. det forhold, at strudsen er meget graadig og ogsaa sluger ufordøjelige ting som sten og jærn. LTid.1728.621. *Han var jo i den lykkelige Alder . . | Hvor Følelsen lig Strudsen Alt anfalder, | Og let fordøier Staal og Steen og Jern. PalM.AdamH.I.149. Kierk.P.XI,2. 72. jf. Struds(e)mave: De Tydske hâr uden Tvil en Strudsis Mave, (h. e. er meget haardføre,) eftersom de kand fordøje saa meget Jern (h. e. Krig og Fejde.). Nysted. Rhetor.46. m. h. t. det forhold, at strudsen under forfølgelse tror at skjule sig ved at stikke hovedet i sandet ell. i en busk (se u. Busk 2). Winth.VIII.182. Kofoed-Hansen.KA.I. 151. (sj.) som personbetegnelse; dels som nedsæt. betegnelse i al alm.: Hør, hvor ble de a', de to gamle Strudse (dvs.: to gamle tanter). KAbell. E.61. dels, især i best. f., som øgenavn for (ved lydlig tilknytning til) Struensee: Nye danske Historier . . indeholdende en Samtale imellem Dyrene, angaaende Strutsens Forseelse imod Løven og hans Familie. (bogtitel.1772). jf. HBrix.JE.58.
den største nulevende fugl, Struthio (der lever i Afrika og det sydvestlige Asien og efterstræbes p. gr. af sine pragtfulde fjer); ogs. d. s. s. Strudsfugl 2. Job.30.29. Selv var han med sin magre, benfaste Skikkelse som en Struds. Goldschm.L.I.196. Lieberkind.DV.VII.79. amerikansk struds, den sydamerikanske strudsfugl nandu (Rhea). Kielsen.NHM.50. BøvP.III.126. australsk struds, kasuar. smst.II.585. m. h. t. det forhold, at strudsen er meget graadig og ogsaa sluger ufordøjelige ting som sten og jærn. LTid.1728.621. *Han var jo i den lykkelige Alder . . | Hvor Følelsen lig Strudsen Alt anfalder, | Og let fordøier Staal og Steen og Jern. PalM.AdamH.I.149. Kierk.P.XI,2. 72. jf. Struds(e)mave: De Tydske hâr uden Tvil en Strudsis Mave, (h. e. er meget haardføre,) eftersom de kand fordøje saa meget Jern (h. e. Krig og Fejde.). Nysted. Rhetor.46. m. h. t. det forhold, at strudsen under forfølgelse tror at skjule sig ved at stikke hovedet i sandet ell. i en busk (se u. Busk 2). Winth.VIII.182. Kofoed-Hansen.KA.I. 151. (sj.) som personbetegnelse; dels som nedsæt. betegnelse i al alm.: Hør, hvor ble de a', de to gamle Strudse (dvs.: to gamle tanter). KAbell. E.61. dels, især i best. f., som øgenavn for (ved lydlig tilknytning til) Struensee: Nye danske Historier . . indeholdende en Samtale imellem Dyrene, angaaende Strutsens Forseelse imod Løven og hans Familie. (bogtitel.1772). jf. HBrix.JE.58.
