Frankere: Forskelle mellem versioner

'''Frankerne''' dukker for første gang op i de skrevne kilder ved begyndelsen af vores tidsregning. Betegnelsen dækker sandsynligvis over et stammeforbund af flere [[germansk]]e folk, der boede på østsiden af [[Rhinen]], dvs. uden for romerrigetsRomerrigets grænser. Det var grupper, der ikke var knyttet til romerriget[[Romerriget]] og heller ikke til andre betydningsfulde folkeslag. [[Gregor af Tours]] beretter, at frankerne først boede i [[Pannonien]], og først senere slog sig ned ved bredderne af Rhinen. Det [[latin]]ske navn ''francus'' (fletalflertal: ''franci'') betyder "fri" på de [[germansk (sprog)|germanske sprog]]. Oprindelsen til ordet ''frank'' findes i et andet germansk ord, ''frekkrfrekr'' (= "hårdfør", "tapper").

Deres rige undergik mange og gentagne delinger, for deres sønner arvede ejendom i lige store dele. Da de betragtede riget som kongens privatejendom, er det til tider meget besværligt at fastsætte præcise datoer, herskerlister og fysiske grænser for frankerriget[[Frankerriget]] og dets mange delriger. Den betydelige mangel af skrivefærdighed på frankerrigetsFrankerrigets tid gør kun problemet værre.

Et særkende for frankernes [[religion]] var dyrkelsen af en række åndevæsener efter [[kelterne|keltisk]] mønster. Dyrkelsen af [[Odin]] stammer vist fra kelterne, og den skal have haft sit hovedsæde hos frankerne, inden den nåede til [[longobarder]]ne, [[angelsakser]]ne og [[nordbo]]erne. Indbyggerne i det oprindelige frankiske landskab, [[Tuenthe]], dyrkede [[Mars Thingsus]], der sædvanlig tydes som [[Tyr (krigsgud)|Tyr]]. Indskrifter hos frankerne nævner gudinden [[Hludana]], der kendes hos nordmændene som [[Hlodyn]]. Hos de saliske frankere og [[kimbrerne]] findes dyrkelse af en gud i [[tyr (kvæg)|tyreham]]; fra ham afledte [[Merovinger]]ætten sin herkomst.

Frankerne adskilte sig fra andre [[germaner]]e på to vigtige måder.

# De slap aldrig kontakten med deres oprindelige hjemsted, men udbredte sig over et større og større område.

# De blev [[katolik]]ker i modsætning til de fleste andre germanske stammer, der bekendte sig til den [[arianisme|arianske]] retning af [[kristendom]]men. I [[Rom]] omtalte den [[Katolskekatolske kirke]] frankernes rige som "Roms ældste søster". Tilsvarende kaldes nutidens [[Frankrig]] for "Kirkens ældste datter".

[[Fil:Charlemagne.jpg|thumbnailthumb|right|190px|Statue af [[Karl den Store]] i [[Frankfurt am Main]]]]

Den tidligste, frankiske historie er uklart belyst.

* [[Gregor af Tours]] skrev ''Historia Francorum'', (''Frankernes historie''), der går til [[594]]. Den er hovedkilden til forståelse af frankernes historie. Han citerer fra nu tabte kilder som [[Sulpicius Alexander]] og [[Frigeridus]], og værket nyder gavn af Gregors nære forbindelse til flere af frankernes ledere.

Frankerne havde ved begyndelsen af vores tidsregning et område på begge sider af [[Rhinen]], og de stammer, der senere blev kendt som frankerne, omtales første gang på [[Julius Cæsar]]s tid. På hans tid blev de presset mod vest af de fremtrængende [[sveber]]e. Senere blev frankerne trængt af [[sakser]]ne, der tog magten over landskabet [[Borahtra]] ([[Westfalen]]) i [[697]]. Romerne overflyttede på Kristi tid forskellige frankere til den venstre Rhinbred, men senere blev frankernes indtrængen så stærk og stadig, at de ikke mere kunne opsluges.

I året [[250]] benyttede en gruppe frankere sig af, at romerrigetRomerriget var svækket, og trængte så dybt ind i det, at de nåede [[Tarragona]] i det nuværende [[Spanien]]. Her forpestedehærgede de området en halv snes år, indtil romerske styrker underkuede dem og drev dem ud af riget. Omtrent fyrre år senere havde frankerne fået kontrol over [[Schelde]]s munding og blandede sig i trafikken til og fra [[Romersk Britannien|Britannien]]. Romerske tropper nedkæmpede dem, men drev dem ikke ud af riget.

De havde det til fælles, at de kæmpede mod [[allemanner]]ne (af germansk ''alle mand'' dvs. os alle), som på deres side selv var en sammenslutning af stammer på østsiden af Rhinen. I løbet af [[folkevandringstiden]] trængte frankerne ind i områder, hvor der i dag tales [[frankisk (sprog)|frankisk]] dialekt ([[Bayern|Nordbayern]], det sydlige [[Thüringen]], [[Hessen]], [[Rheinland-Pfalz]], [[Saarland]], de nordlige dele af [[Baden]] og [[Württemberg]], [[Luxemburg]], [[Belgien|Østbelgien]], [[Lorraine]] og det nordlige [[Alsace]]).

Ved begyndelsen af det [[5. århundrede]] lå centrum i frankernes område endnu omkring Köln. Ifølge langt senere og ret upålidelige kilder gik en del af dem i året [[420]] over Rhinen og drog mod vest under ledelse af hertug [[Faramund]] og hans tilhængere. På den måde forklares den deling af frankerne, der skulle blive betydningsfuld i de følgende århundreder. Der dannedes to grupper: Mod vest boede nu de såkaldte [[Saliskesaliske frankere]] ("saltfrankerne") og mod øst boede stadig de oprindelige [[Ripuariskeripuariske frankere]] ("flodfrankerne").

De arkæologiske fund viser, at frankerne først blev optaget ganske fredeligt og langsomt i det romerske Gallien, hvor de fik tildelt jord og blev betragtet som „forbundsfæller“. Deres senere fremtrængen mod sydvest kan tænkes at være udløst af [[angelsakserne]]s udvandring fra den nederlanskenederlandske kyst til [[England]] omkring [[450]]. Hen mod slutningen af det [[5. århundrede]] var frankerne hjælpetropper i den romerske hær, der allerede da var ”barbariseret” i vidt omfang. Her deltog de i kamp mod andre, mere truende barbarer som [[hunner]]ne.

=== Grundlæggelsen af frankerrigetFrankerriget ===

I perioden [[355]]–[[358]] måtte den senere kejser [[Julian]] atter nedkæmpe frankerne, som havde genvundet kontrollen med sejladsen på Rhinen. Rom gav dem derefter en stor del af [[Gallia Belgica]], og fra den tid blev de ''forbundsfæller'' for romerrigetRomerriget. I et område, der svarer til nutidens [[Flandern]] og [[Nederlandene|Netherlandene]] omkring og syd for Rhinens [[floddelta|delta]], tales stadig [[germansk (sprog)|germansk]] sprog, og den nederfrankiske dialekt, der er blevet til [[hollandsk (sprog)|hollandsk]], dominerer hele området. På den måde blev frankerne det første folkeslag, somder blev bosat indenforinden for det romerske rige.

Se dette på et eksternt [http://www.roman-emperors.org/nouest4.htm kort] {{Webarchive|url=https://web.archive.org/web/20051028140552/http://www.roman-emperors.org/nouest4.htm |date=28. oktober 2005 }}.

Fra deres kerneområde erobrede frankerne gradvistgradvis det meste af Gallien nord for [[Loire (flod)|Loire]] dalen og øst for det [[vestgoterne|vestgotiske]] [[Aquitanien]]. I mange år hjalp de til med forsvaret af grænserne. Det skete fx,f.eks. da en stor invasion af østgermanske stammer krydsede Rhinen i [[406]], og frankerne kæmpede mod de indtrængende. Hovedpresset i invasionen gik syd om Loire, og romersk administration kunne – delvis ved hjælp af en alliance med frankerne – fastholdes i [[Paris]] området indtil [[486]], dvs. ti år efter at de sidste, vestromerske kejsere i [[Ravenna]] var faldet.

I [[496]] knuste frankernes konge, [[Chlodovech 1.]], [[allemanner]]nes rige og udstrakte sit område til [[Main]]-egnene og Øvrerhinen. Frankerriget under Chlodovech 1. og hans efterfølgere ([[merovinger]]ne og [[karolinger]]ne) omfattede fra begyndelsen af det [[6. århundrede]] og indtil delingen bl.a. den vestlige del af det nuværende Tyskland og store dele af Frankrig foruden det nuværende Belgien, Nederlandene, Luxemburg, Lichtenstein og Schweiz.

Opdelingen af frankerne lagde grunden til delrigerne [[Neustrien]] og [[Austrasien]], og endnu senere (efter [[Traktaten i Verdun]] [[843]]) til rigets deling i staterne [[Frankrig]] og [[Tyskland]]. I begyndelsen af det [[9. århundrede]] var opdelingen af frankerne ophørt med at have praktisk betydning, og kun ved visse retsagerretssager kunne den være afgørende for, hvor sagen skulle føres. I store dele af Frankrig og den keltoromansk prægede, sydlige del af det nuværende [[Belgien]] ([[Wallonien]]) gik frankisk sprog og kultur tabt, mens det [[oldfransk]]e satte sig igennem. Kun navnet "Frankrig" blev tilbage som en rest af det frankiske rige.

Salfrankerne var blandt de germanere, somder var gået i tjeneste hos romerrigetRomerriget. Den legendariske forfader til deres kongeslægt, [[Merovech]], som var en [[halvgud]] i deres germanske religion, blev den vigtigste begrundelse for kongernes krav på magten.

I det 5. århundrede var deres konge blevet [[prokonsul]] i [[Gallien]], dvs. at han havde skaffet sig romerske magtbeføjelser med tilladelse til at kalde sig ''general''. Frankerne var derefter solidt etableret i [[Neustrien]], hvor deres militære funktioner gjorde dem til en vigtig magtfaktor i en urolig tid. Den unge [[Klodevig 1.|Chlodovech 1.]] (latiniseret germansk: ''Hlodowecus'', som senere blev til fornavnene Ludovic eller Ludwig i Tyskland og Louis i Frankrig) blev deres konge i [[Tournai]] omkring [[481]]. Han fik dog brug for andet og mere end den guddommelighed, som den germanske [[mytologi]] forlenede ham med, når han skulle møde [[biskop|bisper]], [[patricier]]e og den menige, [[gallo-romansk]]e befolkning, som var delvistdelvis kristne. Chlodovech oprettede sit kongesæde i [[Soissons]], hvor han havde besejret den sidste romerske statholder, [[Syagrius]], og dér kom han uden tvivl under påvirkning af sin dronning, burgunderen [[Clothilde]], der var omvendt til den katolske kristendom, og af ærkebisp [[Remi]] af [[Reims]].

Det var muligvis under et vigtigt slag mod [[alemannerne]], slaget ved [[Tolbiac]], at han lovede at omvende sig til katolicismen, hvis han sejrede. Han holdt ord og blev døbt i [[496]] eller [[498]] i [[Reims]] sammen med 3.000 krigere. Derefter begyndte han at indføre den kristne tro hos sit folk, der ellers stort set havde fastholdt deres germanske tro. Det skulle blive et vendepunkt i Europas historie, at han lod sig omvende til kristendommen.

Efter en serie sejre over rivaliserende, barbariske folkeslag, først og fremmest [[burgunderne]], fremstod Chlodovech som én af de stærkeste germanske ledere, der havde omvendt sig til den dominerende retning inden for den kristne religion, nemlig den romersk-katolske. Det stod i modsætning til [[vestgoterne]], [[langobarderne]] og [[allemannerne]], der alle var [[arianisme|arianere]].

Efter slutningen af det [[7. århundrede]], da de politiske forhold var bestemt af blodige krige mellem frankerne i Neustrien (vest) og Austrasien (øst), blev de sidste merovinger henvist til en rolle som kransekagefigurer. Den reelle magt lå i hænderne på aristokratiet. Den romerske kultur gik efterhånden i opløsning, for en økonomisk krise uden fortilfælde havde bragt hele det antikke vesten ud af balance: det skyldtes hovedsagelig, at handelsruterne mellem landene omkring [[Middelhavet]] var blevet afbrudt på grund af [[araberne]]s erobringer.

Det var underUnder disse forhold, atbegyndte en ny familie begyndte sin opstigning. Blandt de reelle magthavere lykkedes det i praksis hushovmesteren, ''[[major domus]]'', hos de austrasiske konger at tiltvinge sig kontrollen med hele det frankiske rige, før de officielt afsatte den sidste merovinger og skabte deres eget dynasti, ''pepiniderne'', der senere blev bedre kendt under navnet [[karolingerne]]. I deres stræben efter at bevise lovmæssigheden af deres [[statskup]] henviste pepiniderne til, at de nedstammede fra en vis sagnagtig “Francus” fra Troyes, og på den måde knyttede de sig endnu en gang til Rom.

Karolingernes magtovertagelse markerede den reelle begyndelse på [[Middelaldermiddelalder]]en. Navnet Gallien forsvandt fra kilderne og i stedet stod ''Francie''. Samtidig blev magtcentret forskudt mod øst og de gamle bispebyer tabte indflydelse til de karolingiske grevers landlige herresæder. Det er bemærkelsesværdigt, at netop da de lærde blev bevidst om den antikke kulturs forsvinden, forsøgte de at genoplive den ved at skabe den [[karolingisk renæssance|karolingiske renæssance]]. [[Karl den Store]], den anden og mest berømte karolingiske hersker, blev kronet i Rom som "kejser for frankerne og romerne" i året [[800]]. Begge disse forsøg på at genopbygge det vestlige kejserdømme løb dog ud i sandet.

* [[hesser]]ne i [[Hessen]]

Frankerne brugte [[langsværd]], korte [[sværd]], [[hellebard]]er (lanser med en hage, som kunne hægtes i modstanderens skjold) og [[stridsøkse]]r. Disse våben, som var teknologisk højt udviklede, blev brugt af frankerne med en betydelig kamperfaring, der var opøvet under uafbrudt pres fra deres germanske, keltiske og romerske naboer. Tilsammen betød det, at det blev dem, der udfyldte [[magttomrum]]met efter romerrigetRomerriget, men det skete gennem hårde kampe.

* [[Frankiske generaler i romerrigetRomerriget]]

* [[Franske konger]]

* [[Germanske folk]]

* Patrick J. Geary: ''Before France and Germany: the Creation and Transformation of the Merovingian World'', 1988 {{ISBN |0-19-504458-4}}

* [httphttps://runeberg.org/salmonsen/2/8/0684.html ''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind VIII, s. 647; opslag: Franker (ved Gudmund Schütte)] {{Webarchive|url=https://web.archive.org/web/20120419112302/http://runeberg.org/salmonsen/2/8/0684.html |date=19. april 2012 }}

* [http://www.historisches-franken.de/herkunft/ Herkunft der Franken] {{Webarchive|url=https://web.archive.org/web/20160316181635/http://historisches-franken.de/herkunft/ |date=16. marts 2016 }} (tysk)

[[Kategori:TidligereFranker| folkeslag i Europa]]