Det første folketingsvalg fandt sted 4. december 1849 efter udstedelsen af den demokratiske forfatningGrundloven 5. juni samme år. I den forbindelse oprettedes parlamentet Rigsdagen bestående af andetkammeret Folketinget og førstekammeretLandstinget med hver deres valgregler. I tidens løb ændredes valgreglerne for de to ting flere gange, bl.a. med de nye grundlove i 1866 og 1915. Med grundloven af 1953 gik man imidlertid over til etkammersystem, hvilket betød at Landstinget sløjfedes, og at Folketinget derefter var og er Kongeriget Danmarks parlament.
Seneste folketingsvalg foregik d. 1. november 2022, og næste folketingsvalg skal derfor senest afholdes 31. oktober 2026.
Folketingets mandater fordeles ud fra vælgernes stemmer ved proportional repræsentation: 135 kredsmandater i de ti storkredse fordeles ved hjælp af D'Hondts metode, og 40 tillægsmandater udligner resultatet, så de 175 mandater samlet set er fordelt efter den største brøks metode.
Det danske valgsystem er reguleret i lov om valg til Folketinget, i 2024 i henhold til seneste Lovbekendtgørelse [1]. En række af de grundlæggende principper om valgret, valgbarhed og valgmåde er fastlagt i grundloven fra 1953.
Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1953 fastslår i kapitel 4 bl.a. følgende:
Folketinget består af højst 179 medlemmer, heraf 2 valgt på Færøerne og 2 valgt på Grønland.
Folketinget vælges ved almindelige, direkte og hemmelige valg
Valgmetoden skal sikre en lige repræsentation af anskuelserne blandt vælgerne og ske ved benyttelse af forholdstalsvalgmetoden eventuelt i kombination med valg i enkeltmandskredse.
Der skal ved den stedlige mandatfordeling tages hensyn til indbyggertal, vælgertal og befolkningstæthed.
Folketinget vælges for 4 år.
Mandaterne bortfalder ikke, før nyvalg har fundet sted.
Folketinget afgør selv gyldigheden af sine medlemmers valg.
Kongen kan til enhver tid udskrive nyvalg, hvorved de bestående mandater bortfalder, når valget har fundet sted. (Kongen/dronningens rolle er kun formel. Reelt er det statsministeren, der bestemmer, hvornår der skal være folketingsvalg.)
I ét tilfælde skal regeringen træde tilbage: Hvis den får et mistillidsvotum fra Folketinget. Hvis den ikke kan få finansloven vedtaget i Folketinget, er det almindeligt, at det medfører regeringens fald. I disse tilfælde skal der enten udskrives nyvalg eller (efter en kongerunde) findes en ny forhandlingsleder med henblik på at finde en statsministerkandidat, der ikke er i mindretal i Folketinget.[2]
Grundloven overlader til Folketinget at fastsætte de nærmere regler for valgrettens udøvelse og selve valgmåden. Det sker i lov om valg til Folketinget.
Normalt regnes med at et folketingsvalg kan udskrives med tre ugers varsel regnet ud fra fristerne i valgloven. Bestemmelsen om, at kongen til enhver tid kan udskrive nyvalg, indebærer imidlertid, at visse af valglovens tidsfrister må vige for grundlovens ord, såfremt valget udskrives med kort varsel. Minimumstiden mellem valgets udskrivelse og dets afholdelse bestemmes således alene af praktiske hensyn. I praksis er der da også set både kortere og længere perioder før valget.
Kongeriget Danmark er efter kommunalreformen 2007 og lovene om Folketingsvalg i både Grønland og på Færøerne, opdelt i tre landsdele og valgområder.
Danmark er opdelt i 10 storkredse med i alt 92 opstillingskredse.
Færøerne og Grønland er opdelt som valgområder.
For at afgøre fordelingen af mandater benytter folketingsvalget en kombination af forholdstalsvalg i såkaldte storkredse (kredsmandater) og landsdækkende tillægsmandater, der udjævner resultatet, så det afspejler partiernes styrkeforhold på landsplan.[3]
Ved Folketingsvalget anvendes stemmesedler af hvidt karton, hvor vælgeren skal sætte ét kryds til højre for enten et partinavn eller et kandidatnavn.[4]
Er vælgeren forhindret i at møde ved valgstedet på valgdagen, kan man stemme pr. brevstemme på et vilkårligt rådhus. Her er stemmesedlen i hvidt karton i størrelsen A6. Der er 3 felter til udfyldelse: Partibogstav, partinavn og evt. kandidatnavn. I stemmeboksen er der kandidatlister over de nærmeste valgkredse til rådighed. Stemmesedlen forsegles i konvolut og foranlediges fremsendt til vælgerens valgsted.
De partier, der blev valgt ind i Folketinget ved sidste valg og fortsat er repræsenteret i dette, har ret til at deltage i folketingsvalget, det vil sige de er automatisk opstillingsberettigede.
Nye partier, der ønsker at deltage i folketingsvalg, skal anmeldes for indenrigsministeren senest kl. 12 femten dage før folketingsvalget. Sammen med anmeldelsen skal partiet indlevere et antal vælgererklæringer, der mindst svarer til 1/175 af samtlige gyldige stemmer, der blev afgivet ved det sidste folketingsvalg. Ved folketingsvalget den 5. juni 2019 blev der afgivet 3.569.521 gyldige stemmer. Et nyt parti skal derfor for tiden indsamle mindst 20.397 vælgererklæringer for at blive opstillingsberettiget til folketingsvalg.
Inden et nyt parti kan gå i gang med at indsamle vælgererklæringerne, skal partiet ansøge Valgnævnet om at få godkendt partinavnet og den formular, som partiet vil anvende til at indsamle vælgererklæringerne.
Hvis et opstillingsberettiget parti får mindst 2 procent af stemmerne ved folketingsvalg, så kommer partiet i betragtning, når de 40 tillægsmandater skal fordeles. Et kredsmandat kan også udløse tillægsmandater.
Det er også muligt at opstille udenfor partierne (såkaldt løsgænger). Det kræver dog, for at blive valgt, at den opstillede opnår et kredsmandat. I 1994 blev Jacob Haugaard i Aarhus Amtskreds valgt med 23.253 personlige stemmer. Tidligere er det lykkedes Hans Schmidt fra Slesvigsk Parti at vinde et løsgængermandat i 1953.
Ved folketingsvalg på Færøerne og Grønland er partierne der er repræsenteret i hhv. Løgtingið og Inatsisartut der er opstillingsberettigede. Man kan ikke stille op som nyt parti men man kan stille op som løsgænger, hvilket kræver mindst 150 stillere på Færøerne og mindst 100 stillere på Grønland[5][6].
Beregningen af valgresultatet, sker i Danmark ved et dobbelt forholdstalsvalgsystem. De 135 kredsmandater fordeles ved d'Hondts metode i landets ti storkredse, som hver råder over et fastlagt antal mandater. De 40 tillægsmandater bruges til at udligne resultatet på landsplan, sådan at partierne får netop det antal mandater der svarer til deres del af stemmerne via den største brøks metode. Små partier har typisk svært ved at opnå kredsmandater, men får via tillægsmandaterne alligevel det korrekte antal mandater. Partier er dog udelukket fra tillægsmandater hvis de ikke når over en af de tre spærregrænser. I praksis er der kun en spærregrænse, den som kræver, at partiet får over 2 procent af stemmerne for at få tillægsmandater – derfor kaldes den ofte blot spærregrænsen.