Hans Brachrogge
Hans Brachrogge | |
---|---|
Født | 1590 |
Død | 1638 |
Statsborger | Kongeriget Danmark |
Beskæftigelse | Komponist |
Information med symbolet hentes fra Wikidata. |
Hans Brachrogge (ca. 1590 – ca. 1638) var musiker, sanger og komponist ved Christian 4.s hof.
Som med andre personer i den tids danske musikliv vides ikke meget om Brachrogge. Hans fødsels- og dødsår såvel som hans fødested er ukendte. Han kendes faktisk kun fra hofmusikkens regnskaber. Han kom allerede som dreng ind i Kantoriet (hofmusikken), hvor han blev sat i lære hos daværende hoforganist Melchior Borchgrevinck.
Allerede i 1602-1604 blev han for kongelig regning sendt til Venedig sammen med andre af de unge musikere for at lære af Giovanni Gabrieli. Efter læretidens udløb i 1611 fik han fast plads blandt kongens musikere. I 1611-1614 var han dog i England, hvor kongens søster Anne var gift med kong James I og senere igen i Italien.
1619 fik han trykt en samling trestemmige madrigaler, Madrigaletti a III voci første bind, som er den eneste musik af ham, der findes i dag. Der kendes ikke noget bind 2. Fra 1621 fik han løn gennem et kirkeligt embede i Roskilde uden at skulle fungere i det, en tradition, der var overleveret fra den katolske tid. Han står opført i hofmusikkens regnskaber i hvert fald frem til 1635, og er angiveligt død kort derefter.
Se også
[redigér | rediger kildetekst]- Jacob Ørn og Mogens Pedersøn med hvem han var i England for at uddannes.
Litteratur
[redigér | rediger kildetekst]- Angul Hammerich: Musiken ved Christian den Fjerdes Hof. Et Bidrag til dansk Musikhistorie. Kjøbenhavn 1892.
- Angul Hammerich: "Brachrogge, Hans" (i: Salmonsens Konversationsleksikon, 2. udgave, bind III (1915); s. 795)
- V.C. Ravn: "Brachrogge, Hans" (i: Dansk biografisk Leksikon, bind II (1888); s. 580)
- Pdf-filer med madrigalerne i Det Kongelige Bibliotek