Det er så yndigt at følges ad
Det er så yndigt at følges ad | |
---|---|
Navn | Det er så yndigt at følges ad |
Forfatter | N. F. S. Grundtvig, 1885 |
Komponist | w:C.E.F. Weyse, 1833 |
Midi | se MuseScore |
MuseScore | MuseScore
|
Det er så yndigt at følges ad
for to, som gerne vil sammen være,
da er med glæden man dobbelt glad
og halvt om sorgen så tung at bære;
ja, det er gammen
at rejse sammen,
når fjederhammen,
er kærlighed.
Det er så hyggeligt allensteds,
hvor små og store har ét i sinde,
og det, som drager de store læs,
i hjertekamret er inderst inde;
ja, det er gammen
at holde sammen,
når ja og amen
er hjertets sprog.
Det er så herligt at stole på:
vi har en Herre, som alting mægter,
han os ej glemmer, når vi er grå,
hans nåde rækker til tusind slægter;
ja, det er gammen,
at allesammen
er ja og amen
Guds nådes ord.
Det er vemodigt at skilles ad
for dem, som gerne vil sammen være,
men, Gud ske lov! i vor Herres stad
for evig samles de hjertenskære;
ja, det er gammen
at leve sammen,
hvor ja og amen
er kærlighed.
Hvert ægtepar, som med kærlighed
i Jesu navn holder bryllupsgilde,
skønt alt i verden går op og ned,
skal finde tidlig og finde silde:
det er dog gammen
at sidde sammen,
hvor arneflammen
er kærlighed.