Faktaboks

Li Xiannian
Født
23. juni 1909
Død
21. juni 1992

Li Xiannian var en kinesisk politiker og præsident for Folkerepublikken Kina 1983-1988.

Veteran fra den lange march

Li Xiannian blev medlem af Kinas Kommunistiske Parti i 1927 og deltog i den lange march i 1934-35. Efter kommunisternes overtagelse af magten i 1949 var han partisekretær i Hubei provinsen og kommandant for provinsens militærkommission. i 1954 blev han udnævnt til finansminister og vice premierminister. Modsat mange andre højtstående kinesiske partikadrer blev han ikke udrenset under Kulturrevolutionen.

Støttede Deng Xiaoping

Efter Maos død i 1976 støttede han udrensningen af Firebanden. Han var ligeledes en stærk tilhænger af Deng Xiaopings rehabilitering i 1977. Da præsidentposten blev genindført i 1983, blev Li Xiannian udnævnt til embedet. Han var medlem af Politbureauets Stående Udvalg fra 1977 til 1987 og dermed medlem af den ledelse, der i 1978 styrede Kina ind på reformkursen. Efter sin tilbagetræden som præsident var han formand for den Politisk-Konsultative Konference indtil sin død i 1992.

En af de "otte udødelige"

Li Xian tilhørte kredsen af indflydelsesrige kinesiske ledere, der blev kendt under navnet "de otte udødelige". Gruppen, der udover Li Xiannian blandt andet talte Deng Xiaoping og Chen Yun, havde så meget magt, at de i maj 1989 kunne afsætte daværende generalsekretær Zhao Ziyang og sætte hæren ind mod de strejkende studerende natten til d. 4. juni 1989.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig