Émile Zola

Hans første værker vidner om en romantisk-mystisk inspiration, fx Contes à Ninon (1864), men med Thérèse Raquin (1867, dansk 1901) begynder de naturalistiske fænomener at slå igennem i form af en biologisk inspireret materialisme og en med stor energi tilstræbt naturtro virkelighedsskildring. Den har sin rod i tidens videnskabstro, og er inspireret "af det bedste i den tids videnskabelige arbejder", som Michel Serres har formuleret det. Selv nævner Zola i Le Roman expérimental (1880), at han er inspireret af Claude Bernards Introduction à la médicine expérimentale.

I forordet til anden udgave af Thérèse Raquin udmøntes denne tendens i en slags videnskabsideal for romanen: Det enkelte menneske og den individuelle psykologi bør træde i baggrunden til fordel for det repræsentative tilfælde, hvor individet anskues som et biologisk produkt i en given social virkelighed.

Romanen simulerer således alt i alt et videnskabeligt eksperiment, der består i at indsætte et individ med bestemte (nedarvede) egenskaber i en præcis social ramme og nøje følge den udvikling, der er sat i gang på det grundlag. Der er derfor en væsensforskel mellem de to store realister i 1800-tallet, Balzac og Zola: Balzac ser mere på de individuelle karakteristika som sådan, mens Zola er optaget af, hvad der frembringer dem. Zolas tilgang til virkeligheden begrunder samtidig, at han iagttager virkeligheden i så vidt muligt alle dens bestanddele, ikke så meget for detaljernes skyld, som for at danne sig et samlet indtryk, som han selv pointerer.

Det billede, der fremstår af denne bestræbelse, er Zolas billede af samtiden og den moderne verden, sådan som den tegner sig i industrialiseringens tidsalder med ændringerne i samfundsstrukturen, de politiske forhold og de nye masser. Alt sammen, som han understregede, "set gennem et temperament", med plads til den kunstneriske skabelse, til symboler og myter, og uden at han så det som et bindende princip at frembringe en strengt objektiv gengivelse af tiden og miljøet. Men ét forhold tilskrev han dog stor betydning: teorien om nedarvede egenskaber.

Disse idéer, som Émile Zola udbygger væsentligt i Le Roman expérimental, anskueliggøres i hovedværket Les Rougon-Macquart (1871-1893), en 20-binds romancyklus om det franske samfund under Det Andet Kejserdømme. Spændvidden i Zolas samfundsbillede fremgår af de mest læste titler i serien, L'Assommoir (1877), Nana (1880) og Germinal (1885), der rækker fra storbyens underklasse over det depraverede borgerskab til den nye, farlige arbejderklasse.

Seriens hovedpersoner indgår i en vidt forgrenet familie, og alle bærer de på kernen af en nedarvet psykisk brist, som udsættes for de mest forskellige påvirkninger og derfor giver sig vidt forskellige udslag. Såvel "eksperiment" som "resultat" er selvsagt ren fiktion, men i sin minutiøse opregning af sociale årsagsforhold kommer værket til at inkarnere en slags visionær naturalisme, hvis deterministiske livssyn holder alle moralbegreber på afstand.

I 1902, da Zola døde, var der tale om følgende oplagstal for nogle af mest solgte romaner i Rougon-Macquart-serien, alene i Frankrig:

• La Débacle, 1892 (på dansk Det store krach, 1892; senere med titlen Det store nederlag) om Frankrigs nederlag til Tyskland i 1870 og Pariserkommunen, et nationalt traume, som naturligt satte romanen øverst på listen i mange år: 207.000.
• Nana, 1879 (på dansk i 1882) om den forførende og korrumperede skønhed og hendes tragiske skæbne som genstand for mændenes begær: 193.000.
• L'Assommoir, 1877 (på dansk 1882, Mukkerten) om de lavere samfundsklassers elendighed og forfald: 145.000.
• Germinal, 1885 (på dansk Det dages, 1885) om en minearbejderstrejke og arbejdernes sociale kamp: 110.000.
• La Bête humaine, 1890 (på dansk Menneskedyret 1890), en kriminalhistorie med mord og dyriske drifter: 99.000.

Ca. hundrede år senere havde tallene ikke ændret sig meget. Igen for oplag i Frankrig alene så de ud som følger, og de store titler havde givet anledning til diverse filmsucceser og et stort antal lærte og kritiske skrifter:

• Germinal, 3.578.000 (filmatiseret i 1993 med Gérard Depardieu blandt hovedrollerne).
• L'Assommoir, 2.400.000 (filmatiseret i 1956 med Maria Schell).
• La Bête humaine, 1.363.000 (filmatiseret i 1938, instrueret af Jean Renoir med Jean Gabin).
• Nana, 1.226.000 (filmatiseret i 1926, instrueret af Jean Renoir).

I to senere romanserier fra Zolas hånd, Les Trois villes (1894-1898) og Les Quatre évangiles (1899-1903, sidste ufuldendte bind Justice, posthumt 1927), genfinder man den minutiøse samfundsskildring. Men en vis moraliserende tone slår efterhånden igennem, specielt i den sidstes sociale utopier.

Som engageret samfundsdebattør var Zola kendt for talrige artikler. Størst betydning fik hans berømte avisforside J'accuse (Jeg anklager), et åbent brev til republikkens præsident i avisen L'Aurore (1898), hvor han påviser den dømte Alfred Dreyfus' uskyld og anklagede den franske generalstab for korruption. Artiklen kostede ham en fængsels- og bødestraf, og Zola tilbragte et år i eksil i London. På længere sigt blev hans indgriben af afgørende betydning for rehabiliteringen af Dreyfus i 1906.

Émile Zola døde uventet i 1902 i en alder af kun 62 år i sin pariserbolig, hvortil han og hustruen med kort varsel var kommet ind fra landet. Dødsfaldet er omgærdet med megen mystik, idet kun han – hustruen overlevede – døde som følge af kulilteforgiftning. Under stor folkelig deltagelse blev han begravet på Montmartre-kirkegården, hvorfra han i 1908 blev overført til Panthéon.

Hans eftermæle blev dog ikke endegyldigt lagt fast af den grund. Det samlede værk studeres stadig, og nye måder at betragte det på fremlægges fortsat. Zolas efterladte notater og manuskripter til Rougon-Macquart-serien og Les Quatre évangiles befinder sig siden 1904 på det franske nationalbibliotek, Bibliothèque nationale de France. Der er tale om tusindvis af løsblade; alene til La Bête humaine foreligger således 1.400 sider.

• Frankrigs litteratur
• naturalisme

• Becker, Colette (1994). Émile Zola. Paris: Hachette.
• Mitterand, Henri (1986). Zola et le Naturalisme. Paris: PUF.
• Nelson, Brian, ed. (2007). The Cambridge Companion to Zola. Cambridge: Cambridge University Press.
• Serres, Michel (1975). Feux et signaux de brume. Zola. Paris: Grasset.