Orddelen minde, afledt af substantivet mund, betyder i en række (ældre) navnedannelser '(ud)munding' fx af en å, en fjord eller et nor. Det ses som forled i fx Mindegabet og som efterled i fx Kerteminde og Torsminde.

Et helt andet substantiv minde, i betydningen '(positiv) erindring (om)', indgår som efterled i især hus- og gårdnavne. Denne navnetype vandt stor popularitet i 1800-tallet og har måske sit udspring på Brahetrolleborg Gods, hvor udflyttergårde i 1780'erne fik navne med poetiserende, abstrakte efterled, som fx også -ro, -fred og -lyst.

Forled i disse navne henviser blandt andet til steder som til Ærø i Ærøsminde, men oftest til personer, således gennem slægtsnavnet Bernstorff i Bernstorffsminde (efter J.H.E. Bernstorff) og Wessel i Wesselsminde (formentlig efter Peter Wessel Tordenskjold). Mest frekvent er fornavne som forled, fx mandsnavne i Eriksminde, Larsminde og Olesminde. Denne gruppe fremviser en forholdsvis høj repræsentation af kvindenavne som i Elsesminde, Grethesminde, Katrinesminde og Sofiesminde.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig