Artiklen

Alle ændringer

orienteringsløb

Vers. 87
Denne version blev publiceret af Autokorrektur 31. december 2023. Artiklen blev ændret 28 tegn fra forrige version.

Orienteringsløb er en idræt, hvor man skal finde vej ved hjælp af kort og kompas i ukendt terræn, og hvor deltagerne på kortest mulig tid skal finde et antal poster på banen.

Orienteringsløb er en udpræget breddeidræt, hvor der er deltagere i mange forskellige aldersgrupper, men der er en vis overvægt blandt ældre løbere, og sporten har de senere år haft svært ved at rekruttere ungdomsløbere.

Orienteringsløb indgår også i militære idrætsgrene som terrænsport og feltsport, hvor Dansk Militært Idrætsforbund arrangerer mesterskaber. Endelig er der tradition for at arrangere orienteringsløb i spejderbevægelsen.

For at gøre sporten lettere tilgængelig for nye løbere har Dansk Orienterings-Forbund skabt permanente orienteringsbaner 300 steder i landet. Her kan løbere hente kort på www.findveji.dk og prøve sporten. Klubbernes konkurrencer og træningsløb findes på www.orienteringsløb.dk.

Orienteringsløb opstod som sport i militært regi i Norge og Sverige i 1890'erne. I Sverige var orienteringsløb en del af Stockholm Garnisonens årlige idrætslege i 1893, og det første civile orienteringsløb fandt sted i 1897 i udkanten af Oslo. I Danmark findes omtale af et natorienteringsløb i 1915, men sporten blev først mere udbredt i slutningen af 1930'erne.

Midt i 1970'erne fik sporten en kraftig opblomstring, der blandt andet var båret frem af Mona Nørgaards succes ved VM i orienteringsløb i 1974 ved Silkeborg. Siden da er medlemstallet dalet langsomt og i dag er der ca. 7.000, der er medlem af en orienteringsklub.

De nordiske lande er stadig blandt de bedste, men flere europæiske lande som Schweiz, Frankrig og England gør det også godt på eliteplan.

I 1942 blev idrætten organiseret under Dansk Ski- og Orienterings-Forbund, der samme år afholdt det første individuelle DM. Siden 1950 har Dansk Orienterings-Forbund administreret orienteringsløb i Danmark.

Den internationale organisation – International Orienteering Federation (IOF) – blev stiftet i København den 21. maj København i 1961 af 10 lande – blandt andet Danmark. I dag er 78 lande repræsenteret i IOF.

Orienteringssporten organiseres i Danmark hovedsageligt under Dansk Orienterings-Forbund, der er et specialforbund under Danmarks Idrætsforbund. Forbundet har omkring 70 lokale klubber, hvoraf knap 10 er tilknyttet Forsvaret eller Politiet. Samlet set er der ca. 7.000 organiserede løbere i forbundet.

Orienteringsløb dyrkes både som dag- og natløb samt individuelt og som stafet. Endelig findes der en divisionsturnering, hvor alle landets klubber klubberne konkurrerer mod hinanden.

Større stævner har baner, der er afstemt i længde og sværhedsgrad efter køn, aldersgrupper og forskellige færdighedsniveauer. Her kan der være mere end 30 forskellige klasser fra under 10-årsalderen og op til 80-årsalderen. For ungdomsløbere strækker aldersgrupperne blot over et par år (10, 12, 14, 16 og 18 år), mens der for voksne løbere normalt er inddelt på baner for hver 5. eller 10. år.

Deltagerne får først kortet udleveret i start-øjeblikket, og det gør, at især starten af løbet er kendt for at stresse løberne. Deltagere på begynderbaner får normalt mulighed for at læse kortet 2 minutter før start.

I terrænet er posterne markeret med orange og hvide trefløjede skærme på 30x30 cm. Ved natløb er posterne forsynet med refleks.

Det korrekte gennemløb dokumenteres ved, at løberen "stempler" (eller "klipper") hver post i den viste rækkefølge. Til de fleste løb stempler man poster elektronisk med en lille brik, som løberen medbringer, og som aflæses efter løbet. Tidligere benyttede man manuelle klippetænger og de fungerer stadig som backup, hvis de elektroniske systemer ikke fungerer.

Orienteringsløb dyrkes som hovedregel til fods, hvor deltagerne løber eller går fra post til post, men der findes flere officielle varianter.

I de senere år er mountainbikeorientering begyndt at vinde popularitet. Her cykler deltagerne rundt, men i modsætning til fodorientering må man i Danmark som hovedregel kun færdes på veje og stier. Kortene er typisk tegnet i større målestok for, at der er plads til hele banen.

Skiorientering er af natulige årsager ikke særligt udbredt i Danmark, men dyrkes især i Norden og i lande omkring Alperne. Ved skiorientering indeholder kortet signaturer, der viser præparerede løjper, og deltagerne holder typisk kortet med en særlig kortholder, der er monteret på brystkassen.

Der er også udviklet en særlig variant – præcisionsorientering (Præ-O eller Trail-O) – der ligestiller kørestolsbrugere med almindelige løbere. Her skal deltagerne ved udvalgte positioner bl.a. udpege en blandt flere poster i terrænet. I nogle klubber tilbydes paraorienteringsbaner, hvor posterne er placeret, så kørestolsbrugere kan nå frem til dem.

I træningsregi er det ikke usædvanligt, at løberne får baner med særlige udfordringer. Det kan være pointløb, hvor løberne frit kan vælge rækkefølge på posterne eller linje-løb hvor løberne skal følge en bestemt vej gennem terrænet og notere, hvilke poster de møder undervejs.

Orienteringsløb afvikles på særlige kort udarbejdet efter fælles internationale standarder. Kortene indeholder flere detaljer end de fleste andre kort og er udviklet for at minimere tilfældigheder og gøre det nemmere for den gode kortlæser at vælge det bedste vejvalg.

Ved skovorientering løbes der sædvanligvis på kort i målestoksforholdet 1:10.000 eller 1:15.000, og kortene viser ikke blot stier, søer, moser og grøfter, men også højdekurver, og hvor tæt skoven er.

Til såkaldt sprintorientering i parker og byområder løbes på kort i 1:4.000. Her indeholder kortene endnu flere detaljer som enkeltstående træer, og det er gjort nemt at læse fx mure, hegn, hække og haver, der ikke må passeres.

Løbere over 60 år får som regel mulighed for at løbe på kort i hhv. 1:7.500 og 1:3.000, så det er lettere at læse detaljerne på kortet.

Posternes præcise placering vises med symboler, der på samme måde som kortene er tegnet efter den samme standard i hele verden. På postdefinitionslisten kan løberne samtidigt se, hvilket nummer posten har, så de er sikre på at klippe den rigtige post.

Orienteringsløb kan dyrkes uden at anvende særligt udstyr. Men løbere, der jævnligt løber orienteringsløb, vil som regel anskaffe sig følgende:

  • Orienterings-/trailsko: Meget lette sko med dupper, der gør det muligt at stå fast i vådt og glat terræn. Skoene er typisk lavet af materialer, der ikke suger vand, så de ikke bliver tunge. Skoene findes også i varianter med metaldupper.
  • Kompas: Et tommelfingerkompas gør det hurtigt og nemt at nordvende kortet, men nogle løbere anvender også et traditionelt pladekompas.
  • Postdefinitionsholder: Til større konkurrencer sættes postdefinitionerne og kontrolnumrene i en holder på armen, så løberne kan læse postbeskrivelsen uden at folde kortet ud.
  • Åndbart løbetøj: Orienteringsløbere løber som regel i meget lette trøjer og bukser. Bukserne er som regel lange for at beskytte benene mod brombær og brændenælder.
  • Pandelampe: Til natorienteringsløb benyttes altid en pandelampe, så løberne kan læse kortet og lyse terrænet op.
  • Løbeur: De fleste løbere benytter et løbeur med gps til at tracke løbet både tidsmæssigt og geografisk. Det gør det muligt bagefter at analysere og sammenligne vejvalg mellem løberne. Men løberne må ikke anvende hjælpemidler til at vise, hvor de er.

En række flerdages etapeløb er faste indslag i sæsonkalenderen for orienteringsløbere herhjemme. Danish Spring, der har været arrangeret i Nordsjælland siden foråret 1991, fungerer som verdenselitens sæsonpremiere. I Jylland hører Påskeløbene i Syd- og Midtjylland og Jysk 2-dages i Nordjylland til de store begivenheder, mens Höst Open på Bornholm er populær hos både danske og svenske løbere.

På internationalt plan stikker to løb ud som de absolut største og mest prestigefyldte: O-Ringen i Sverige er et 5-dages løb der tiltrækker ca. 20.000 deltagere. I Finland deltager næsten 20.000 løbere i det samlede Venla og Jukola stafet-orienteringsløb.

En stribe lande har i sommerperioden flerdages løb, der tiltrækker flere tusinde deltagere. Det gælder fx Swiss Orienteering Week, Scottish 6-days og 5 Days of Italy.

Sporten har tidligere været svær at dække på tv, fordi konkurrencen afgøres ude i skoven. Men gps-tracking, live-kameraer, drone-kameraer og live-tider fra udvalgte poster har gjort det muligt at skabe en langt mere formidlingsvenlig udgave af sporten. I dag dækkes både VM og flere World Cup-løb live på tv.

Der er afholdt stafet-DM siden 1964, natløbs-DM for herrer siden 1968 og for damer siden 1974, langdistance-DM siden 1976 og kortdistancemesterskaber siden 1993.

Internationale mesterskaber er afholdt med Nordiske Mesterskaber siden 1955 og VM siden 1966. I 1974 blev danskeren Mona Nørgaard individuel verdensmester, hvilket gav stor presseomtale og en stærk opblomstring af orienteringsløb i Danmark.

Siden 1986 er der afholdt World Cup. De første år blev konkurrencen kun afholdt hvert andet år, men siden 2005 har der været en årlig World Cup-konkurrence. I 1991 afholdtes det første kortdistance-VM, og siden 1996 er verdensomspændende parkorientering (Park World Tour) med gode tilskuerforhold blevet gennemført på privat initiativ.

I disciplinen mountainbikeorientering, hvor der har været afholdt VM siden 2002, har Danmark markeret sig internationalt med flere VM-titler.

IOF arbejder aktivt for at få orienteringsløb på det olympiske program, men indtil videre er orienteringssporten i stedet en del af World Games.

År Disciplin Navn
1974 individuelt Mona Nørgaard
1993 klassisk distance Allan Mogensen
1997 stafet Torben Skovlyst, Carsten Jørgensen, Chris Terkelsen, Allan Mogensen
2014 Sprint Søren Bobach
2015 Sprint Maja Alm
2015 Mix-stafet Maja Alm, Emma Klingenberg, Søren Bobach, Tue Lassen
2015 Kvinde-stafet Maja Alm, Emma Klingenberg, Ida Bobach
2015 Lang Ida Bobach
2016 Sprint Maja Alm
2016 Mix-Stafet Maja Alm, Søren Bobach, Tue Lassen, Cecilie Friberg Klysner
2017 Sprint Maja Alm
2018 Sprint Maja Alm