Venera, [Ve-nje-ra] (russ.: Venus) serie af sovjetiske rumsonder opsendt med det formål at studere Venus. De første venussonder blev opsendt i februar 1961, men kun den ene fløj forbi Venus. Den fik navnet Venera 1, mens den anden blev forbigået i tavshed. I Vesten blev den betegnet Sputnik 7, fordi man troede at det var en jordsatellit. Sonderne var designet til at kunne flyde på et eventuelt venusiansk hav, men man mistede kontakten med Venera 1 efter 15 dage. Uden kurskorrektioner har den ikke kunne ramme Venus.
I 1962 opsendte USSR tre venussonder men da ingen af dem forlod Jordens kredsløb fik de ikke Venera-numre. Vesten betegnede dem Sputnik 19, 20 og 21. I 1962 opsendtes endnu en venussonde der ikke forlod Jorden og denne gang benævnede Sovjetunionen selv sonden Kosmos 21 for at skjule fejlen.
I 1965 blev Venera 2 og 3 opsendt og Venera 3 var den første sonde, der ramte en anden planet (1966). Imidlertid havde man mistet radiokontakten med begge sonder kort før ankomsten til Venus.
Venera 5 og 6 (1969) landede blødt, men sendte ikke data tilbage, da de ophørte med at fungere inden landingen pga. de høje temperaturer og tryk i Venus' atmosfære. Først med Venera 7 (1970) var man i stand til at modtage data fra overfladen i 23 minutter. Venera 3 til 8 lod moderfartøjet brænde op i atmosfæren, mens atmosfæresonden var beskyttet af et varmeskjold. Mens det hang i en faldskærm kunne det måle tryk, temperatur og sammensætningen af atmosfæren. Den kunne også lytte efter lyn. Ved venusoverfladen er temperaturen ca. 450 °C og lufttrykket er ca. 90 bar. Kosmos 96, 167, 359 og 482 var mislykkede venussonder.
Med anvendelsen af den større Protonraket kunne man sende 1,6 ton tunge landere til Venus. Hos disse landere virkede parabolantennen som faldskærm det sidste stykke for at forkorte flyvetiden og forlænge levetiden på overfladen. Landerne blev nedkølet inden mødet med atmosfæren og kunne nå op på 127 minutter på overfladen.
Venera 9 og 10 (1975) sendte de første billeder af overfladen tilbage til Jorden. Venera 11 og 12 (1978) målte den kemiske sammensætning af Venus' atmosfære, inden de landede. Venera 13 og 14 (1981) var også landingsmoduler, mens Venera 15 og 16 (1983) kortlagde en del af overfladen med radar.
De sidste Venera-sonder (1984) blev kaldt VeGa 1 og VeGa 2 (Venera-Galeja; Venus-Halley), da de efter at have afleveret landere og ballonsonder på Venus fortsatte mod Halleys Komet i 1986.