Vers. 9
Denne version blev publiceret af Den Store Danske 30. september 2024. Artiklen blev ændret 0 tegn fra forrige version.

Taxi, taxa, bil med chauffør, der mod betaling medtager passagerer, og som ikke kører i fast rute. Taxier kan hyres ved særlige holdepladser, stoppes på gaden eller bestilles via en central.

I Danmark udstedes taxibevillinger af kommunale hyrevognsnævn. For at få godkendelse som chauffør kræves siden 1998, at man har gennemgået et kursus. Der er ca. 5800 taxier i Danmark (2010), og branchen beskæftiger ca. 12.600 personer og har en årlig omsætning på ca. 5 mia. kr. (2007).

De første taxier fremkom i USA og Europa i 1890'erne. I 1891 havde man i Tyskland opfundet et mekanisk taxameter, der kunne måle strækning og tid og derved muliggjorde en nøjagtig udregning af betalingen. I Danmark blev det københavnske Taxamotorkompagniet (nuv. TaxaMotor) oprettet i 1908.

Siden 1970'erne er elektroniske taxametre blevet almindelige, fra slutningen af 1990'erne ofte suppleret med satellitbaseret positionsbestemmelse (GPS) og avancerede computersystemer til turtildeling.