Vers. 12
Denne version blev publiceret af Gyldendals leksikonredaktion 6. marts 2013. Artiklen blev ændret 1 tegn fra forrige version.

Murens fald, (hentydning til Berlinmuren), almindelig betegnelse for kommunismens sammenbrud i Østeuropa og Sovjetunionen med udgangspunkt i begivenhederne i Berlin 9./10. november 1989.

Ved et møde i DDR's regeringsparti SED's centralkomité havde man i løbet af den 9. november rutinemæssigt sanktioneret et forslag til nye udrejsebestemmelser, som skulle dæmme op for DDR-borgeres hidtidige kaotiske masseflugt til Østrig og Vesttyskland via Tjekkoslovakiet og Ungarn, som yderligere nedsatte DDR's internationale omdømme.

Politbureaumedlemmet Günter Schabowski, der var nyudpeget som "ansvarlig for omgang med medierne", men ikke havde deltaget i mødet, fik rakt et A4-ark med de nye bestemmelser, for at han kunne forelægge dem ved en international pressekonference, som skulle finde sted kl. 18 samme aften.

Det meste af konferencen brugte Schabowski til at referere fra SED's igangværende partikongres under Egon Krenz. Først kl. ca. 18.54 nåede han frem til de nye bestemmelser, der skulle sikre DDR-borgere fri udrejse til Vestberlin og Vesttyskland. Schabowski var i skyndingen ikke blevet gjort bekendt med, at disse bestemmelser først skulle træde i kraft næste morgen kl. 4.

På en forespørgsel fra salen mente han, at de gjaldt "fra nu af" og "med det samme". Pressekonferencen blev transmitteret direkte i DDR's fjernsyn, men Schabowskis uformelle, næsten sjuskede aflevering af den afgørende oplysning bevirkede, at seerne havde svært ved at tro deres egne ører. Først da nyhedsudsendelserne i både det østtyske og det vesttyske fjernsyn senere på aftenen focuserede på Schabowskis udtalelse som dagens vigtigste begivenhed, gik budskabet ind som et faktum, der ikke længere lod sig annullere.

Allerede ved 19-tiden havde smågrupper af østberlinere sat sig i bevægelse mod de skarpt bevogtede overgangssteder for at efterprøve Schabowskis udsagn. Ingen af de ansvarlige officerer for grænsetropperne var informeret og påhørte i begyndelsen de tilstrømmendes insisteren i tavshed.

Efterhånden som de sammenstimlende blev flere og mere utålmodige, forsøgte officererne at indhente direktiver fra overordnede, ministre og partiinstanser pr. telefon, men i de fleste tilfælde forgæves. Kun indløb der en besked om, at man kunne slippe "provokatører" igennem og med et stempel hen over billedet i pas eller ID-kort markere, at disse skulle nægtes genindrejse, hvis de vendte tilbage.

Som timerne gik, blev det umuligt at opretholde denne bureaukratiske fremgangsmåde. Omkring kl. 23.30 blev grænsebommene hævet, så mængden af fodgængere og biler, fortrinsvis af mærket Trabant, kunne strømme ukontrolleret og uhindret igennem. I intet tilfælde blev der grebet til våben, selv om grænsevagterne havde aflagt ed på at forhindre ethvert anslag mod DDR's statsgrænse med alle til rådighed stående midler.

Yngre vestberlinere, der havde hørt nyheden i fjernsynet, valgte i vid udstrækning det symbolladede Brandenburger Tor som udflugtsmål. Her var der intet overgangssted, men her kunne man klatre op på selve Muren, som lå inde på DDR's område. I begyndelsen forsøgte man fra østsiden at spule dem ned ved hjælp af vandkanoner, men da det i længden ingen effekt havde, opgav man. De dristigste hoppede ned på østsiden og fortsatte uhindret gennem ingenmandsland til Unter den Linden.

Især den kollektive folkefest natten mellem den 9. og den 10. november 1989 i Vestberlin, hvor DDR-borgere for første gang siden august 1961 kunne besøge slægtninge og venner og færdes frit, fik en emotionel ladning uden sidestykke i nyere tysk historie.

Udviklingen kunne lige så godt have eskaleret til en katastrofe, hvis blot enkeltpersoner havde forløbet sig. De sovjetiske troppers passivitet, DDR-regeringens inkompetence og grænsevagternes konduite bidrog sammen både østberlineres og vestberlineres civilcourage og selvdisciplin til det harmoniske resultat.

Muren faldt ikke i bogstavelig forstand den 9. november, grænsebomme blev hævet eller væltet, Muren blev besteget og forceret, men betegnelsen Murens fald satte sig hurtigt fast som dækkende, selv om den konkrete betonmur først blev revet ned langt senere.

Læs videre om Berlinmuren.