Paul Gauguin, 7.6.1848-8.5.1903, fransk maler og billedhugger. Forældrene døde tidligt, og sønnen stak efter endt skoletid til søs. Han bosatte sig 1872 i Paris, hvor hans værge, Gustave Arosa (1818-83), skaffede ham ansættelse som bankier i et vekselererfirma. Gauguin giftede sig i 1873 med en dansk pige, Mette Gad (1850-1920), og begyndte samme år at male i sin fritid. Hans tidlige forbilleder var bl.a. Camille Corot, som han kunne studere i Arosas store kunstsamling. Gauguin fulgte en tid aftenundervisningen på Académie Colarossi, og i 1876 fik han sin debut som maler på Salonen. Fra samme tid stammer hans første skulpturer. I 1878 opløstes og bortsolgtes Arosas samling; i stedet begyndte Gauguin selv at samle værker af impressionisterne, som han beundrede og søgte at nærme sig i sit eget maleri. Gennem Camille Pissarro kom han i personlig kontakt med denne kreds og deltog derefter i dens udstillinger.
Med oliebilledet Syende kvinde (Glyptoteket) skabte han i 1880 et tidligt impressionistisk hovedværk, som vistes på gruppens sjette udstilling. Kritikeren J.K. Huysmans' rosende omtale nærede Gauguins stigende ønske om at droppe sit — lidet succesrige — engagement i forretningslivet til fordel for en professionel kunstnerkarriere. Hans problemer med at forsørge familien, der foruden hustruen kom til at omfatte fem børn, blev dog endnu i mange år en hindring for realiseringen af dette ønske. I 1885 flyttede familien til Danmark i håb om at etablere et bedre økonomisk livsgrundlag her. Det viste sig ikke muligt, og opholdet blev kun af ca. et halvt års varighed. Gennem Th. Philipsen fik Gauguins maleri betydning for flere danske kunstnere.
I sidste halvdel af 1880'erne tog Gauguin jævnligt ophold i landsbyen Pont-Aven i Bretagne, og her udviklede han en ny fladebetonende og symbolsk udtryksform, kaldet syntetisme eller cloisonnisme. Omkring ham samledes en kreds af unge kunstnere, bl.a. Émile Bernard, Paul Sérusier, Maurice Denis, Paul Ranson, Édouard Vuillard, Pierre Bonnard og Félix Vallotton, den såkaldte Pont-Aven-skole. Blandt Gauguins hovedværker fra denne periode er Vision efter prædikenen. Jakobs kamp med englen (1888, National Gallery of Scotland, Edinburgh) og Den gule Kristus (1889, Albright-Knox Art Gallery, Buffalo, USA). Han udførte også skulpturer i træ og keramik med inspiration fra europæisk middelalderkunst og etnografika fra Java og Peru, fx en krukke udformet som et hoved med hans egne ansigtstræk (1889, Kunstindustrimuseet).
Gauguin følte en stigende lede ved den europæiske civilisation, hvori al menneskelig oprindelighed efter hans opfattelse var ofret til fordel for åndsforladt materialisme. I 1891 rejste han til Tahiti, hvor han med afbrydelse 1893-95 boede til 1901, derefter til sin død på øen Hiva Oa blandt Marquesasøerne. Her søgte han at forny sit liv og sin kunst i inspirerende nærkontakt med polynesiernes "primitivt" naturnære levevis og mytiske livsforståelse. Det lykkedes ham i sine billeder at sammensmelte bibelske emner med polynesisk mytologi, træk fra middelalderlig europæisk kirkekunst med impulser fra japanske træsnit, egyptiske vægmalerier og tahitianernes polykrome ornamentik. Hovedværket er livsfrisen Hvor kommer vi fra? Hvad er vi? Hvor går vi hen? (1897-98, Museum of Fine Arts, Boston). I danske museer findes bl.a. Tahitikvinde med en blomst (1891, Glyptoteket) og Adam og Eva (1902, Ordrupgaardsamlingen). Gauguin har selv beskrevet sine sydhavsår og redegjort for sit dermed forbundne kunstsyn i to bøger, Noa-Noa (1901, da. 1944) og Avant et après (udgivet 1950, da. Før og Efter, samme år). Gauguin betragtes som en af den europæiske symbolismes hovedskikkelser og som en af de vigtigste banebrydere for 1900-t.s modernisme. Det var frem for alle ham, der lagde op til de modernistiske pionerers intense søgen efter fornyende impulser i såkaldt primitive folkeslags kunst.