Vers. 9
Denne version blev publiceret af Johannes Lundstrøm 9. april 2011. Artiklen blev ændret 970 tegn fra forrige version.

Gibraltar, britisk koloni på en kalkklippe på sydspidsen af Den Iberiske Halvø ved indsejlingen til Middelhavet; 6,5 km2, 27.776 indb. (2005). Østsiden på den op til 426 m høje halvø er stejl. På den jævnt skrånende vestside ned mod Bahía de Algericas ligger hovedbyen, Gibraltar, med havnen beskyttet bag store moler. Gibraltar forbindes med Spanien ved en lav, smal sandtange, La Línea. Her ligger koloniens lufthavn. Halvøen har kun få forekomster af grundvand, hvorfor vandforsyning bl.a. løses ved opsamling af regnvand. Bank- og finansvæsen, turisme, som bl.a. tiltrækkes af gibraltaraben, samt den britiske militærbase er af økonomisk betydning.

På Gibraltar er der fundet to neandertalkranier; det ældste fund blev offentliggjort i 1848 og er således et af de tidligste fund af fortidsmennesker. Det drejer sig om en ung voksen, sandsynligvis en kvinde, med et hjernerumfang på ca. 1270 cm3, som menes at have levet under sidste mellemistid (Eem, 130.000-150.000 år før nu). Det andet kranium blev fundet i 1926 blot 350 m fra det første fundsted. Trods størrelsen på hele 1400 cm3 stammer det fra et tre- eller fireårigt barn, formodentlig fra begyndelsen af sidste istid.

Området, der i antikken hed Calpe, blev i den antikke mytologi betragtet som den ene af Herakles' to støtter; den anden var Abila (nuv. Jabal Musa) i Nordafrika.

Da araberne 710-11 invaderede Den Iberiske Halvø, fik området navnet Jabal Tariq 'Tariqs bjerg' efter hærføreren Tariq. Gibraltar var herefter under maurisk herredømme, indtil det i 1462 blev erobret af det kristne Spanien. Englænderne besatte Gibraltar i 1704 under Den Spanske Arvefølgekrig, og ved Utrechtfreden i 1713 anerkendtes den britiske besiddelse af området. Spanien har gjort talrige forsøg på en generobring, alle uden held. I 1969 lukkede general Franco grænsen og stoppede enhver kommunikation mellem Spanien og Gibraltar; en folkeafstemning i 1967 havde givet et stort flertal for fortsat tilhørsforhold til Storbritannien. I 1985 blev alle grænserestriktioner ophævet, og i 1993 genoptog Spanien og Storbritannien forhandlingerne om området. I 2002 foreslog Storbritannien at dele suveræniteten over Gibraltar med Spanien. Forslaget mødte dog stor modstand fra befolkningen, der kræver en afstemning om sagen.

Briterne indrettede Gibraltar som flådebase kort efter erobringen i 1704 og udbyggede og forstærkede den helt frem til 2. Verdenskrigs afslutning. Flådebasen befæstede Storbritanniens dominans som sømagt; med Gibraltar havde man ikke bare nøglen til Middelhavet, man havde også en stærk base imellem arvefjenden Frankrigs to store flådehavne, Brest og Toulon, hvorved den franske flåde reelt var delt. Med Suezkanalens åbning i 1869 blev Middelhavet en hovedrute mellem Europa og Østen, og Storbritannien kunne nu fra Gibraltar og den anden stærke Middelhavsbase på Malta beskytte sin egen søfart og kontrollere andre staters søfart på kolonierne i Østen. Under de to verdenskrige var Gibraltar en meget vigtig base for de allierede, men som følge af efterkrigstidens afståelse af kolonierne i Østen og den kraftige reduktion af den britiske flåde har Gibraltar mistet sin strategiske betydning.

Gibraltar er et meget søgt udflugtsmål for endagsturister. Bl.a. arrangeres der busture fra mange af de sydspanske feriebyer. Vælger man selv at køre derud må det tilrådes at medbringe et godt kort eller bruge GPS da adgangsvejene gennem grænsebyen La Linea de la Concepción i Spanien er meget vanskelig. Der må også påregnes ventetid, når man skal igennem toldkontrollen, som kan være ganske grundig.

Når man først er kommet ud på halvøen, efter at have krydset lufthavnens startbane, som var det en jernbane, er det let at finde en betalingsparkeringsplads.

Byen er ikke, som man kan forvente det af et toldfrit område, et forretningsparadis. Det er nærmest som at komme til en mindre engelsk provinsby med små butikker og pubber. Kun i den nye bydel ved havnen finder man et stort supermarked, der kan føre tankerne lidt hen på vore egne grænsebutikker.

Den største atraktion er klippen, som man kan besøge enten med små minibusser eller med svævebane.