Thomas Mann, 6.6.1875-12.8.1955, tysk forfatter, en af Tysklands største fortællere. Han voksede op i en af Lübecks gamle, ansete købmandsfamilier. Moderen var født i Brasilien og af portugisisk-kreolsk afstamning.
Ungdomsårene
Både det nordtyske borgerlige miljø og bevidstheden om det sydlige element i moderens herkomst spillede en vigtig rolle i Thomas Manns selvforståelse og indgik på forskellig måde i det selvbiografisk prægede ungdomsværk, således fx i novellen Tonio Kröger (1903, da. 1905). Også flere af Thomas Manns senere essays kredser om dette emne, fx Lübeck als geistige Lebensform (1926, da. 1964).
Efter faderens død 1893 sikrede en mindre arv Thomas Mann relativ økonomisk uafhængighed. Ligesom sin fire år ældre bror Heinrich Mann satsede han på en litterær løbebane og orienterede sig indgående i europæisk, herunder også nordisk litteratur (H.C. Andersen, J.P. Jacobsen, Herman Bang, Jonas Lie, Alexander Kielland o.a.).
Årene før 1. Verdenskrig
I oktober 1897 påbegyndte Thomas Mann i Italien sin første store roman, Buddenbrooks, der udkom i 1901 (da. 1903) og med et slag gjorde den unge forfatter verdensberømt. Det var med en udtrykkelig henvisning til netop denne roman, at han i 1929 tildeltes nobelprisen.
Bogen er en slægtsroman, der beskriver fire generationer af en nordtysk købmandsfamilie 1835-76. Med sin episke bredde, sin realistiske miljøbeskrivelse og sin uforlignelige humor kan den minde om den europæiske realismes store familie- og købmandsromaner.
Virkelighedsbillederne i Buddenbrooks er dog alle knyttet til romanens overordnede idé, der antydes i undertitlen: en families forfald. Denne gennemgående forfaldstematik placerer romanen litteraturhistorisk i dekadencen. Dette understreges yderligere af den vigtige rolle, to af især den franske dekadences ledestjerner spiller i slutningen af romanen, nemlig Arthur Schopenhauers filosofi og Richard Wagners musik.
Sammen med flere af de fortællinger, Thomas Mann skrev i tilknytning til romanen, fx "Der Kleine Herr Friedemann", "Tristan", "Wälsungenblut", udgør Buddenbrooks det vigtigste tyske bidrag til den europæiske dekadencelitteratur.
1905 giftede Thomas Mann sig med Katia Pringsheim (1883-1980) og kom dermed ind i en af Münchens mest prominente tysk-jødiske familier. I forbindelse med sit ægteskab skrev Mann de følgende år på sin anden roman Königliche Hoheit (1909, da. Hans kongelige Højhed, 1910), hvor han ironisk portrætterer sig selv og sin rige svigerfamilie.
Trods ægteskab og familieliv (seks børn) forblev Thomas Manns latente homoseksualitet et problem for ham, som det fremgår af ti bind dagbøger, udgivet længe efter hans død. Især årene før 1. Verdenskrig var for Thomas Mann kriseår.
Den store fortælling Der Tod in Venedig (1912, da. Døden i Venedig, 1913) vidner herom: Den højt ansete kunstner Gustav Aschenbach forelsker sig i den billedskønne dreng Tadzio. Den voksende erotiske besættelse bevirker, at hans selvdisciplin og tilkæmpede værdighed gradvis nedbrydes. I en afsluttende monolog tager Aschenbach afstand fra Platons og senere tiders idealistiske opfattelse af kærlighed og skønhed.
1. Verdenskrig og mellemkrigstiden
I en tilstand af nihilistisk rådvildhed oplevede Thomas Mann udbruddet af 1. Verdenskrig som en befrielse. Villigt lod han sig rive med af nationalismens bølge. I bogen Betrachtungen eines Unpolitischen (1918) angriber han det vestlige udland (og sin broder Heinrich) som identisk med fornuft, demokrati og "civilisation", et ord der her har en negativ klang.
Omvendt forsvarer han Tyskland og tysk kultur med rødderne i det upolitiske, irrationelle og indadvendte, i mystik, romantik og musik. Få år efter 1. Verdenskrig ændrede Thomas Mann radikalt mening og gik derefter helhjertet ind for demokrati og humanitet.
Litterært afspejler denne problematik sig i romanen Der Zauberberg (1924, da. Troldfjeldet, 1930, nyoversat Trolddomsbjerget, 1989). Titlen refererer til bjergsanatoriet i Davos i Schweiz, hvor handlingen foregår. Den bør dog også associeres med det gamle sagn om Venusbjerget. Hovedpersonen, den unge nordtysker Hans Castorp, kommer uventet til at tilbringe syv år i dette kosmopolitiske sanatoriemiljøs magiske atmosfære.
Med sin raffinerede antydnings- og symboliseringskunst gør Thomas Mann denne ret intetsigende unge mand til en slags repræsentant for Tyskland, landet i midten mellem vestlig humanisme og østlig dæmoni. Romanens mål er en ny humanitet, en syntese af fornuft og irrationalitet, oplysning og romantik, vest og øst.
I Der Zauberberg gøres tidsbegrebet til genstand for dybtgående fortælletekniske og filosofiske overvejelser. Ad denne vej fandt Thomas Mann frem til sin opfattelse af myten som en tidløs urform. Da han derfor i slutningen af 1920'erne begyndte at genfortælle den gammeltestamentlige beretning om Josef og hans brødre, var det for ham ikke et historisk, men et mytisk projekt. Resultatet blev den monumentale roman-tetralogi, de fire romaner om Joseph und seine Brüder (1933-43), skrevet i årene mellem 1926 og 1942, (da. 1933-48, nyoversat 1991-93).
2. Verdenskrig og senere værker
Thomas Manns hovedværk i den sidste del af hans liv er Doktor Faustus. Das Leben des deutschen Tonsetzers Adrian Leverkühn, erzählt von einem Freunde (1947, da. 1957). Romanen er en roman om Tyskland og tyskhed. Mann overfører her den mytisk-typiske betragtningsmåde på det nationale.
Det tidløst tyske præsenteres i bogen som en uforanderlig substans, som Thomas Mann mener at genkende hos bl.a. den historiske Faust i 1500-t., hos Martin Luther og Johann Wolfgang von Goethe (jf. Goethe-romanen Lotte in Weimar (1939, da. 1956)), og hos Richard Wagner, Friedrich Nietzsche, Hugo Wolf og — sig selv!
Tysklandsproblematikken havde fulgt Thomas Mann siden 1. Verdenskrig. Den fandt i Faustus-romanen sit tragisk-dæmoniske udtryk i lyset af nazismen og 2. Verdenskrig. I efterkrigstidens Tyskland udløste den harmfulde protester og voldsom diskussion.
Da Thomas Mann skrev sin Tysklandsroman, var han emigrant i USA, hvor han opholdt sig 1938-52. Han optrådte her i rollen som den fornemme repræsentant for den humanistiske tradition i tysk kultur. 1952 vendte han tilbage til Europa og bosatte sig i Schweiz, hvor han døde i Kilchberg ved Zürich.
Året før var romanfragmentet Bekenntnisse des Hochstaplers Felix Krull (1954, da. 1955) udkommet, den ironiske historie om en charmerende storsvindler, som havde optaget Thomas Manns fantasi siden ungdomsårene.
Andre værker og breve
Til Thomas Manns værk hører også hans talrige essays og trykte taler. Hele sit liv skrev han utrætteligt om litteratur, politik, kultur, om sig selv og om sine værker.
Dertil kommer et ufatteligt stort antal breve, ca. 28.000. En del af dem er udgivet, de fleste bevarede (ca. 15.000) er registreret med summariske indholdsangivelser i det store fembindsværk Die Briefe Thomas Manns: Regesten und Register (1977-87). En del af Thomas Manns bøger er filmatiseret; ikke mindst Luchino Viscontis Døden i Venedig fra 1971 fik succes.
Katia Pringsheim udgav i 1973 Meine ungeschriebenen Memoiren (da. Mine uskrevne erindringer, 1974) om livet med Mann.