Himmerland, (1231 Himbersysel, 1. led vist et folkenavn, måske på cimbrerne, 2. led syssel), egn mellem Limfjorden og Kattegat, mod syd afgrænset af Mariager Fjord, Onsild Å og Skals Å; 2785 km2.
Himmerland er overvejende et morænelandskab, der i den østlige og mest kuperede del ligger 75-100 m.o.h. med Rold Bavnehøj (114 m.o.h.) som det højeste punkt. Morænelandskabet er opdelt af brede tunneldale, bl.a. Gravlevdalen, hvoraf mange blev udvidet og udjævnet af smeltevandsaflejringer fra slutningen af sidste istid og Litorinahavets indtrængen i stenalderen.
De mange stejle dalsider er furede af vanderosion og står som "falske bakker" ud mod ådalene, fx i Rebild Bakker. Mod øst og nord ses den højtliggende kalkundergrund ofte i dalsider. Kalken udnyttes af cementindustrien i Aalborg.
Jordbunden er overvejende sandet. I den østlige del findes brede litorinaflader 5-8 m.o.h. med sandede og grusede aflejringer der omgiver talrige kalkholdige moræneøer. Lille Vildmose ligger på litorinafladen mod øst.
Rold Skov i Midthimmerland er med sine 80 km2 overvejende nåleskov landets næststørste skovområde. I vest ligger Trend Skov, der hovedsagelig blev plantet omkring år 1900. På de sent opdyrkede hedeområder i Vesthimmerland findes de nu fredede Oudrup Østerhede og Lundby Hede.
De fleste af egnens byer ligger ud til de store ådale eller litorinafladerne. Ved Limfjorden ligger de gamle købstæder Aalborg, Løgstør og Nibe, og i bunden af Mariager Fjord Hobro. Andre større byer i Himmerland er Farsø, Aars, Støvring, Arden og Hadsund.