Lied, (ty. 'sang'), Liedens historie går tilbage til 1200-t.s ridderlige minnesang og den senere mestersang. Den klaverledsagede lied optræder i 1700-t. hos bl.a. J.A.P. Schulz (ophavsmand til den danske romance), hvis sange kendetegnes ved stor overensstemmelse mellem det musikalske udtryk og digtets indhold.
Med J.F. Reichardt begyndte liedens storhedstid, ikke mindst fordi tidens betydeligste digtere, Goethe og Schiller, med deres stærke digtersprog blev de store inspiratorer. Bl.a. ud fra deres digtning skrev Haydn, Beethoven og Mozart lieder, som dog kun udgør en mindre del af deres samlede værk. 1800-t. blev det store liedårhundrede med Schubert, Schumann, Brahms og Wolf som de vigtigste bidragydere.
Båret frem af tidens førende digtere, først og fremmest Heine, skabte de et univers, der strakte sig fra middelalderens enkle strofeform over den varierede til den gennemkomponerede form, hvor hver strofe behandles musikalsk individuelt. Klaverledsagelsen fik efterhånden mere selvstændig betydning, en tendens, der fortsatte i den orkesterledsagede lied hos bl.a. Wagner, Mahler og Richard Strauss. Her er menneskestemmen i højere grad tænkt som en del af en større musikalsk sammenhæng. Væsentlige liedkomponister fra 1900-t. er Schönberg, Alban Berg og Hindemith.