Pengepolitik er en centralbanks handlinger med henblik på at påvirke rente og likviditet på de finansielle markeder. Da statsgældens sammensætning af lån med forskellige løbetider og pålydende rentesatser kan påvirke de generelle rente- og kursforhold, foretages afgrænsningen til tider således, at pengepolitik omfatter alle offentlige foranstaltninger, som kan ændre den private sektors formuesammensætning. I modsætning hertil defineres finanspolitik som offentlige foranstaltninger, der gennem skatter og offentlige udgifter kan ændre størrelsen af den private sektors indkomst og formue.
Uanset forskellen mellem formuestørrelse og -sammensætning er der en nær forbindelse mellem penge- og finanspolitik. Således vil finanspolitikken almindeligvis påvirke renteforholdene. Omvendt vil pengepolitikken og dermed rentens højde have betydning for forrentningen af statsgælden og dermed for statsfinanserne. Pengepolitikken er et led i den almindelige økonomiske politik; på langt sigt antages den normalt kun at have indflydelse på prisniveauets højde (og i åbne økonomier derfor på den nominelle, men ikke den reale valutakurs). På kort og mellemlangt sigt kan en veltilrettelagt pengepolitik i tillæg til begrænsede ændringer i prisniveauet medvirke til at udjævne konjunktursvingninger, herunder udsving i produktion og beskæftigelse. En ustabil pengepolitik vil foruden at skabe inflation eller deflation kunne destabilisere produktion og beskæftigelse (og i åbne økonomier tillige den nominelle og som regel også den reale valutakurs).
Disse forhold har medført, at pengepolitikken i dag i mange lande (herunder Eurozonen, dvs. de lande, som deltager i den fælles pengepolitik i EUs Økonomiske og Monetære Union, ØMUen) har til opgave at sikre prisstabilitet, og først når dette hensyn er tilgodeset, at bidrage til en stabil udvikling i produktion og beskæftigelse. Ofte har centralbanken endvidere til opgave at sikre stabiliteten i den finansielle sektor ved fx i krisesituationer at foretage udlån og herved sikre likviditeten hos solvente banker. Gennem årene har opgavefordelingen varieret mellem hensynet til prisstabilitet, som bedst tilgodeses ved en regelbaseret pengepolitik, og ønsket om konjunkturudjævning, som pga. stød og forsinkelser i virkningerne kræver en mere skønsmæssig (diskretionær) pengepolitik.
Under det internationale guldfodssystem før 1. Verdenskrig var vægten entydigt lagt på et regelbaseret hensyn til prisstabilitet, idet centralbankens pligt til at købe og sælge guld til den fastsatte pris ikke gav den mange muligheder for regelafvigelser og initiativer med andre formål. I den politisk urolige mellemkrigsperiode skiftede vægtfordelingen flere gange. Efter 2. Verdenskrig lagde mange lande af hensyn til statsfinanserne og som følge af den store statsgæld i første omgang vægt på at fastholde et lavt renteniveau. Siden blev beskæftigelse og konjunkturregulering fremtrædende målsætninger. Efter sammenbruddet i Bretton Woods-systemets internationale samarbejde om faste valutakurser og den verdensomspændende inflation i forbindelse med OPEC-landenes olieprisforhøjelse i 1970'erne er vægten igen blevet flyttet til prisstabilitet, der dog ofte defineres som en inflation på 1-2% om året. For at fastholde denne prisstabilitet som målsætning er centralbanken i mange lande samtidig blevet gjort operationelt uafhængig af kortsigtede politiske interesser.
Den teoretiske diskussion om pengepolitikkens tilrettelæggelse har altid været stærkt påvirket af de aktuelle problemstillinger. På det teoretiske plan har man derfor på tilsvarende måde bevæget sig fra de klassiske økonomers og monetaristernes ønske om en stabil udvikling af pengemængden til sikring af prisstabilitet over keynesianernes skepsis med hensyn til pengepolitikkens effektivitet og siden ønske om en mere skønsmæssig (diskretionær) konjunkturregulering til nyklassikernes interesse for en politisk-økonomisk begrundet inflationsbias med tilhørende behov for en regelbaseret pengepolitik.
Pengepolitiske instrumenter
Pengepolitiske instrumenter er de finansielle vilkår, som centralbanken kan kontrollere direkte. Det kan være rentesatser for den finansielle sektor og især bankernes mellemværende med centralbanken (diskonto, indskudsrente, reporente mv.). Det kan også være likviditeten i den private sektor og især hos bankerne, der påvirkes gennem centralbankens køb og salg af værdipapirer (ofte kaldet open market operations) og dens udlån. I nogle lande anvendes også kassekvoter, dvs. deponering i centralbanken af en vis procent af bankernes indlån, ligesom kvantitative restriktioner, dvs. maksimale udlånsgrænser, for banker og andre i den finansielle sektor har været anvendt, fx i Danmark.
På velfungerende finansielle markeder er den vigtigste beslutning vedrørende instrumentvalg, om den pengepolitiske styring skal foregå ved centralbankens fastsættelse af likviditeten, hvorefter markedet bestemmer renten, eller om centralbanken skal fastlægge den korte rente, hvorefter den leverer den likviditet, som markedet ønsker ved denne rente.
Som følge af kortsigtede ændringer i likviditetsefterspørgslen og det forhold, at renten har hovedansvaret for at viderebringe centralbankens pengepolitiske intentioner til virksomheder og husholdninger, er det siden slutningen af 1980'erne blevet almindeligt, at centralbankerne med faste mellemrum fastlægger likviditeten, men herefter begrænser svingningerne i den korte, markedsbestemte pengemarkedsrente til et snævert interval, som opad er afgrænset af en rente for bankernes låntagning (ofte reporenten) og nedad af en rente for bankernes indskud i centralbanken. Det er fastsættelsen af disse intervalbestemmende korte rentesatser, som er de væsentligste elementer i centralbankernes rentepolitik. En diskontoændring er som regel et signal om større ændringer i disse rentesatser.
I nogle lande anvendes såkaldte mellemmål helt eller delvis som sigtepunkt i stedet for endelige mål, når værdien af de pengepolitiske instrumenter skal justeres. Som mellemmål vælges som regel samfundets pengemængde, men fx BNP i løbende priser har også været foreslået som mellemmål.
Anvendelse af mellemmål er ensbetydende med, at centralbankens rentepolitik fastlægges med henblik på en bestemt udvikling i fx pengemængde frem for i prisniveauet. Denne fremgangsmåde kræver en stabil sammenhæng mellem pengemængde (mellemmål) og prisniveau (endeligt mål), men også at mellemmålet er nemmere eller hurtigere at observere. Den første forudsætning er ikke altid opfyldt, idet bl.a. pengesubstitutter som korte værdipapirer kan medføre, at samfundets pengeefterspørgsel kan være ustabil. Centralbanken supplerer derfor normalt sine oplysninger om udviklingen i pengemængden med andre oplysninger om den monetære og økonomiske udvikling.
Pengepolitikkens virkninger
Centralbankernes instrumenter og dermed især den korte pengemarkedsrente har ikke væsentlige direkte virkninger på de endemål, som gælder for pengepolitikken. De videre og dermed indirekte virkninger (de pengepolitiske transmissionsmekanismer) etableres via pengeinstitutternes rentesatser, kurser og dermed renter for obligationer og andre fordringer, aktiekurser mv. Disse variable er medbestemmende for husholdningers køb af fast ejendom og varige goder, virksomheders investeringer i materiale og bygninger og dermed for efterspørgsel, produktion og kapitaldannelse i samfundet. Bankers, realkreditinstitutters og andres kreditvurdering og dermed kreditgivning kan dog også spille en selvstændig rolle, især i forhold til mindre og kapitalsvage virksomheder.
I et åbent samfund vil ændringer i pengepolitikken især via ændringer i forholdet mellem inden- og udenlandske rentesatser skabe incitamenter til private kapitalbevægelser. I tilfælde med faste valutakurser vil det påvirke valutastillingen og likviditeten i samfundet, idet centralbanken for at fastholde valutakursen er nødt til at opkøbe eller sælge fremmed valuta mod indenlandsk mønt. I tilfælde med fleksible valutakurser og dermed uden centralbankintervention vil valutakursen blive ændret som følge af de nævnte incitamenter, hvilket vil have direkte betydning for eksport, import og dermed for både betalingsbalancen og den indenlandske produktion. Pengepolitikken har derfor kraftigere virkninger i et samfund med fleksible valutakurser.
I mange lande er pengepolitikken siden slutningen af 1970'erne gradvis blevet mere afhængig af vilkårene på de internationale markeder, på samme måde som det var tilfældet under guldfodssystemet før 1. Verdenskrig. I begge tilfælde er denne orientering en følge af frie internationale kapitalbevægelser og ensbetydende med en højere grad af regelstyring af pengepolitikken, end tilfældet var i den mellemliggende periode. Under guldfodssystemet var målsætningen at opretholde en given guldpris og dermed en stabil valutakurs. I dag er målsætningen især prisstabilitet både for lande med fleksible valutakurser og for lande i fastkurssamarbejde, som dog kun er udbredt i Europa. Se også Danmarks Nationalbank.