Pengeseddel, officielt kreditbevis, normalt af højere pålydende værdi end mønter. Der har været pengesedler i omløb i Kina siden omkring år 1000; Europas ældste bankudstedte pengesedler kom i Stockholm i 1661 (se bankvæsen (historie)). I Danmark har der været udstedt pengesedler fra en central bank siden 1737; dog udstedtes i 1713 under Store Nordiske Krig de første danske pengesedler.
Pengesedlernes historie kan ses som et langt kapløb mellem den lovlige udsteder og falskmøntnere, hvor sikkerhedsgrafik og papirkvalitet har spillet en stadig større rolle. Fra 1835 har der i Danmark været lagt vægt på gravuren, og Danmarks Nationalbank har ofte kunnet forene tekniske og æstetiske krav med smukke resultater til følge. Nu suppleres sikkerhedsgrafikken med talrige andre forholdsregler, således at den nyeste danske pengeseddelserie (1997) fremtræder noget anderledes end tidligere. Indtil ca. 1900 blev hver enkelt seddel underskrevet i hånden af en repræsentant for Danmarks Nationalbank.
Den 11. august 2009 udkom der en ny 50-kroneseddel i Danmark, efterfølgende kommer der 100-krone-, 200-krone-, 500-krone- 0g 1000-kronesedler. Det er kunstneren Karin Birgitte Lund der står for designet.
Pengeseddelomløbet i Danmark var 31.12.2001 42,453 mia. kroner.