Vers. 4
Denne version blev publiceret af Jonatan Roedahl Nobusawa 18. december 2020. Artiklen blev ændret 35 tegn fra forrige version.

Tojo Hideki, 30.12.1884-23.12.1948, japansk general og politiker, premierminister 1941-44. Efter at have gjort militær karriere, bl.a. i Manchuriet, blev Tojo i 1940 krigsminister og fik dermed afgørende indflydelse på Japans udenrigspolitik. Han medvirkede til, at Japan tilsluttede sig Aksemagterne, og var tilhænger af en aggressiv politisk linje. Kort før Japans angreb på Pearl Harbor blev Tojo også premierminister. Han blev populær på de første måneders militære sejre, men afsattes, da Japans situation i 1944 var blevet håbløs. Ved Tokyoprocessen 1946-48 blev han dømt som krigsforbryder og hængt.