Den Store Depression var en omfattende økonomisk krise i 1930'erne. Krisen gav sig første gang markant udslag på New Yorks børs, New York Stock Exchange, på Wall Street, da kurserne i 1929 styrtdykkede 29/10, den sorte tirsdag. i tiden derefter faldt verdensmarkedspriserne på råvarer, og arbejdsløsheden begyndte at stige.
Verdensøkonomien blev fra omkring midten af 1800-t. så integreret, at dårlige og gode tider i et større land bredte sig til andre lande. Frem til 1939 var svingninger i den økonomiske aktivitet et regelmæssigt fænomen i hele den vestlige verden.
I mellemkrigstiden var der tre økonomiske kriseperioder eller depressioner, 1920-22, 1929-33 og 1937-38, og af disse var verdenskrisen 1929-33 langt den alvorligste både pga. dens længde og pga. den meget store arbejdsløshed, den var årsag til.
Det er usikkert, hvad der forårsagede krisen. Der er peget på, dels at store investeringer i de forudgående år havde medført ledig kapacitet, som bevirkede, at incitamentet omkring 1929 til yderligere investeringer var meget lille, dels at det internationale kapitalmarked manglede stabilitet, bl.a. som følge af konflikten om omfanget og betalingen af de tyske krigsskadeserstatninger i årene efter 1. Verdenskrig.
Pga. faldende amerikansk import og de faldende priser forplantede krisen sig fra USA til Europa og en lang række råvareproducerende lande, og i løbet af 1930 udviklede forholdene sig til en verdensomfattende depression med de mest alvorlige følger i USA og Tyskland. I slutningen af 1932 var der 30 mio. arbejdsløse i den vestlige verden, heraf omkring halvdelen i USA.
Medvirkende til den voldsomme krise var også den økonomiske politik, som de fleste lande førte i krisens første år; den omfattede renteforhøjelser til forsvar af guldfodssystemet og siden begrænsninger i import og en indgående kontrol med internationale kapitalbevægelser. Desuden ændredes det internationale betalingssystem radikalt, da England i september 1931 forlod guldstandarden, og en række andre lande fulgte.
Fra 1933 vendte konjunkturerne imidlertid til det bedre. Medvirkende var bl.a., at lagrene var blevet tømt, hvilket krævede øget produktion, og muligvis har også politiske foranstaltninger spillet en rolle. I USA gennemførte administratiionn,
Præsident Franklin D. Roosevelts administration fremlagde i 1933 en lovgivning, der skulle fremme beskæftigelse og produktion, og i Tyskland førtes en meget ekspansiv økonomisk politik, efter at nazisterne i 1933 var kommet til magten. Verdenskrisens aftryk kunne dog følges op gennem 1930'erne; i USA nåede man således først i 1940 det samme produktionsomfang som i 1929.
Til Danmark nåede krisen først i 1931. Indtil da havde det danske erhvervsliv fordel af de faldende priser på importerede råvarer, men derefter blev landbruget ramt af restriktioner på eksportmarkederne, og industrien af øget konkurrence på hjemmemarkedet fra udenlandske varer. I 1932 nåede arbejdsløsheden op på 32% af de forsikrede.
De danske politiske foranstaltninger havde mange lighedspunkter med udlandets; der blev indført vidtgående importrestriktioner og en række støtteordninger til fordel for landbruget og de arbejdsløse. Som helhed blev Danmark dog ramt mindre hårdt af krisen end de fleste andre lande, og 1932 var det eneste år med nedgang i bruttonationalproduktet.
Verdenskrisen fik dybtgående følger for de vestlige samfund; den var formodentlig medvirkende til at sikre det nazistiske parti dets valgsejre i Tyskland, og den førte til en ændret opfattelse af statsfinansernes rolle i samfundet.
Svenske, tyske og engelske økonomer med John Maynard Keynes som den mest kendte opstillede teorier, der brød med den klassiske laissez faire-politik og viste mulighederne for krisebekæmpelse gennem en aktiv finanspolitik. Disse nye idéer blev efter 1945 i større eller mindre grad omsat til praksis i den vestlige verden mhp. at undgå nye økonomiske kriser. Se også krise – økonomisk krise.