Pave er betegnelsen for biskoppen af Rom, den romerskkatolske kirkes overhoved.
Læren om pavedømmet, der fandt sin foreløbige afslutning med 1. Vatikankoncil i 1869-1870, bygger oprindelig på en særlig fortolkning af Jesu ord til Peter i Matth. 16,18-19 (Himmerigets nøgler) og i Joh. 21,15-17 (Vogt mine får), hvorefter apostlen skulle have fået overdraget den øverste myndighed i kirken, der efter ham overgik til den romerske biskop som hans arvtager (se apostolsk succession). Fra 1059 er paven blevet valgt af en forsamling af kardinaler, et konklave, se pavevalg.
Ifølge katolsk lære er paven Kristi stedfortræder og alle kristnes lærer og fader med en regents fuldmagt over den samlede kirke. 1. Vatikankoncil tildelte ham ufejlbarhed, når han taler om tro og sæder "ex cathedra", dvs. som indehaver af den højeste apostolske fuldmagt. Paven kan både universelt og lokalt træffe afgørelser i kirken. Der findes ingen højere instans, som pavens afgørelser kan ankes til.
De første århundreder
Titlen pave stammer fra den østlige (græske) kirke, hvor den siden 100-tallet kendes som betegnelse for abbeder, biskopper og patriarker. Anvendt om Roms biskop kendes den fra 300-tallet. I 400-tallet blev det almindeligt at bruge den (se Innocens 1.), og i middelalderen var den i den latinske kirke forbeholdt Romerbiskoppen alene.
Der var i Rom lige så lidt som i den øvrige kirke "monarkiske" biskopper fra begyndelsen. De eksisterende bispelister, der begynder med apostlen Peter, er senere rekonstruktioner. Det er almindelig antaget, at Peter har været i Rom og lidt martyrdøden dér, mens intet tyder på, at han har grundlagt menigheden. Først et stykke ind i 200-tallet har vi enkelte sikre oplysninger om romerske biskopper.
| De paver, der af den romerskkatolske kirke traditionelt regnes for modpaver, er sat med indryk. Paver, der er biograferet i dette værk, er sat med fed skrift. Paverækkens første navne bringes i den traditionelle rækkefølge; den første pålidelige information om en romersk biskop er Pontianus' død i 235. Pavetitlen blev først brugt fra 300-tallet. | |
|---|---|
| Peter | -ca. 65 |
| Linus | ca. 65-ca. 79 |
| Anacletus 1. | ca. 79-ca. 90/92 |
| Clemens 1. | 90/92-ca. 99/101 |
| Euaristus | 99/101-ca. 107 |
| Alexander 1. | ca. 107-ca. 116 |
| Xystus (Sixtus 1.) | ca. 116-ca. 125 |
| Telesphorus | ca. 125-ca. 136 |
| Hyginus | ca. 136-ca. 140/142 |
| Pius 1. | ca. 140/142-ca. 154 |
| Anicetus | ca. 154-ca. 166 |
| Soter | ca. 166-ca. 174 |
| Eleutherus | ca. 174-ca. 189 |
| Victor 1. | ca. 189-ca.198 |
| Zephyrinus | ca. 198-ca. 217 |
| Calixtus 1. (Kallistos) | ca. 217-ca. 223 |
| Hippolytos | ca. 217-ca. 235 |
| Urban 1. | ca. 223-ca. 230 |
| Pontianus | ca. 230-235 |
| Anterus | 235-236 |
| Fabianus | 236-250 |
| Cornelius | 251-253 |
| Novatian | 251-ca. 258 |
| Lucius 1. | 253-254 |
| Stefan 1. | 254-257 |
| Sixtus (Xystus) 2. | 257-258 |
| Dionysius | ca. 260-ca. 268 |
| Felix 1. | ca. 268-ca. 274 |
| Eutychianus | ca. 274-ca. 283 |
| Gajus | ca. 283-ca. 295 |
| Marcellinus | ca. 295-304 |
| Marcellus 1. | ca. 307-ca. 308 |
| Eusebius | ca. 309 |
| Miltiades (Melchiades) | ca. 310-314 |
| Sylvester 1. | 314-335 |
| Markus | 336 |
| Julius 1. | 337-352 |
| Liberius | 352-366 |
| Felix 2. | 355-358 |
| Damasus 1. | 366-384 |
| Ursinus | 366-ca. 385 |
| Siricius | 384-399 |
| Anastasius 1. | 399-401 |
| Innocens 1. | 401-417 |
| Zosimus | 417-418 |
| Bonifacius 1. | 418-422 |
| Eulalius | 418-419 |
| Coelestin 1. | 422-432 |
| Sixtus (Xystus) 3. | 432-440 |
| Leo 1. | 440-461 |
| Hilarius | 461-468 |
| Simplicius | 468-483 |
| Felix 3. (eller 2.)1 | 483-492 |
| Gelasius 1. | 492-496 |
| Anastasius 2. | 496-498 |
| Symmachus | 498-514 |
| Laurentius | 498-506 |
| Hormisdas | 514-523 |
| Johannes 1. | 523-526 |
| Felix 4. (eller 3.)1 | 526-530 |
| Bonifacius 2. | 530-532 |
| Dioskuros | 530 |
| Johannes 2. | 533-535 |
| Agapetus 1. | 535-536 |
| Silverius | 536-537 |
| Vigilius | 537-555 |
| Pelagius 1. | 556-561 |
| Johannes 3. | 561-574 |
| Benedikt 1. | 575-579 |
| Pelagius 2. | 579-590 |
| Gregor 1. | 590-604 |
| Sabinianus | 604-606 |
| Bonifacius 3. | 607 |
| Bonifacius 4. | 608-615 |
| Deusdedit (Adeodatus 1.) | 615-618 |
| Bonifacius 5. | 619-625 |
| Honorius 1. | 625-638 |
| Severinus | 640 |
| Johannes 4. | 640-642 |
| Theodor 1. | 642-649 |
| Martin 1. | 649-ca. 653 |
| Eugenius 1. | 654-657 |
| Vitalianus | 657-672 |
| Adeodatus 2. | 672-676 |
| Donus | 676-678 |
| Agatho | 678-681 |
| Leo 2. | 682-683 |
| Benedikt 2. | 684-685 |
| Johannes 5. | 685-686 |
| Konon | 686-687 |
| Sergius 1. | 687-701 |
| Theodor | 687 |
| Paschalis | 687 |
| Johannes 6. | 701-705 |
| Johannes 7. | 705-707 |
| Sisinnius | 708 |
| Konstantin 1. | 708-715 |
| Gregor 2. | 715-731 |
| Gregor 3. | 731-741 |
| Zacharias | 741-752 |
| Stefan 2. | 7522 |
| Stefan 2. (eller 3.) | 752-7572 |
| Paul 1. | 757-767 |
| Konstantin 2. | 767-768 |
| Filip | 768 |
| Stefan 3. (eller 4.) | 768-7722 |
| Hadrian 1. | 772-795 |
| Leo 3. | 795-816 |
| Stefan 4. (eller 5.) | 816-8172 |
| Paschalis 1. | 817-824 |
| Eugenius 2. | 824-827 |
| Valentin | 827 |
| Gregor 4. | 827-844 |
| Sergius 2. | 844-847 |
| Johannes | 844 |
| Leo 4. | 847-855 |
| Benedikt 3. | 855-858 |
| Anastasius 3. (Anastasius Bibliothecarius) | 855 |
| Nicolaus 1. | 858-867 |
| Hadrian 2. | 867-872 |
| Johannes 8. | 872-882 |
| Marinus 1. (Martin 2.) | 882-884 |
| Hadrian 3. | 884-885 |
| Stefan 5. (eller 6.) | 885-8912 |
| Formosus | 891-896 |
| Bonifacius 6. | 896 |
| Stefan 6. (eller 7.) | 896-8972 |
| Romanus | 897 |
| Theodor 2. | 897 |
| Johannes 9. | 898-900 |
| Benedikt 4. | 900-903 |
| Leo 5. | 903 |
| Christoffer | 903-904 |
| Sergius 3. | 904-911 |
| Anastasius 3. | 911-913 |
| Lando | 913-914 |
| Johannes 10. | 914-928 |
| Leo 6. | 928 |
| Stefan 7. (eller 8.) | 928-9312 |
| Johannes 11. | 931-935/936 |
| Leo 7. | 936-939 |
| Stefan 8. (eller 9.) | 939-9422 |
| Marinus 2. (Martin 3.) | 942-946 |
| Agapetus 2. | 946-955 |
| Johannes 12. | 955-ca. 963 |
| Leo 8. | 963-965 |
| Benedikt 5. | 964 |
| Johannes 13. | 965-972 |
| Benedikt 6. | 973-974 |
| Bonifacius 7. (første gang) | 974 |
| Benedikt 7. | 974-983 |
| Johannes 14. | 983-984 |
| Bonifacius 7. (anden gang) | 984-985 |
| Johannes 15. (eller 16.)3 | 985-996 |
| Gregor 5. | 996-999 |
| Johannes 16. | 997-998 |
| Sylvester 2. | 999-1003 |
| Johannes 17. (eller 18.)3 | 1003 |
| Johannes 18. (eller 19.)3 | ca. 1003-1009 |
| Sergius 4. | 1009-1012 |
| Benedikt 8. | 1012-1024 |
| Gregor 6. | 1012 |
| Johannes 19. (eller 20.)3 | 1024-1032 |
| Benedikt 9. (første gang) | 1032-1045 |
| Sylvester 3. | 1045 |
| Gregor 6. | 1045-1046 |
| Clemens 2. | 1046-1047 |
| Benedikt 9. (anden gang) | 1047-1048 |
| Damasus 2. | 1048 |
| Leo 9. | 1049-1054 |
| Victor 2. | 1055-1057 |
| Stefan 9. (eller 10.) | 1057-582 |
| Benedikt 10. | 1058-1059 |
| Nicolaus 2. | 1059-1061 |
| Alexander 2. | 1061-1073 |
| Honorius 2. | 1061-1072 |
| Gregor 7. | 1073-1085 |
| Clemens 3. | 1084-1100 |
| Victor 3. | 1086-1087 |
| Urban 2. | 1088-1099 |
| Paschalis 2. | 1099-1118 |
| Theoderik | 1100-ca. 1101 |
| Albert (også kaldet Alerik) | 1101 |
| Sylvester 4. | 1105-1111 |
| Gelasius 2. | 1118-1119 |
| Gregor 8. | 1118-1121 |
| Calixtus 2. | 1119-1124 |
| Honorius 2. | 1124-1130 |
| Coelestin 2. | 1124 |
| Innocens 2. | 1130-1143 |
| Anacletus 2. | 1130-1138 |
| Victor 4. | 1138 |
| Coelestin 2. | 1143-1144 |
| Lucius 2. | 1144-1145 |
| Eugenius 3. | 1145-1153 |
| Anastasius 4. | 1153-1154 |
| Hadrian 4. | 1154-1159 |
| Alexander 3. | 1159-1181 |
| Victor 4. | 1159-1164 |
| Paschalis 3. | 1164-1168 |
| Calixtus 3. | 1168-1178 |
| Innocens 3. | 1179-1180 |
| Lucius 3. | 1181-1185 |
| Urban 3. | 1185-1187 |
| Gregor 8. | 1187 |
| Clemens 3. | 1187-1191 |
| Coelestin 3. | 1191-1198 |
| Innocens 3. | 1198-1216 |
| Honorius 3. | 1216-1227 |
| Gregor 9. | 1227-1241 |
| Coelestin 4. | 1241 |
| Innocens 4. | 1243-1254 |
| Alexander 4. | 1254-1261 |
| Urban 4. | 1261-1264 |
| Clemens 4. | 1265-1268 |
| Gregor 10. | 1271-1276 |
| Innocens 5. | 1276 |
| Hadrian 5. | 1276 |
| Johannes 21. | 1276-12773 |
| Nicolaus 3. | 1277-1280 |
| Martin 4. | 1281-12854 |
| Honorius 4. | 1285-1287 |
| Nicolaus 4. | 1288-1292 |
| Coelestin 5. | 1294 |
| Bonifacius 8. | 1294-1303 |
| Benedikt 11. | 1303-1304 |
| Clemens 5. (i Avignon fra 1309) | 1305-1314 |
| Johannes 22. (i Avignon)3 | 1316-1334 |
| Nicolaus 5. (i Rom) | 1328-1330 |
| Benedikt 12. (i Avignon) | 1334-1342 |
| Clemens 6. (i Avignon) | 1342-1352 |
| Innocens 6. (i Avignon) | 1352-1362 |
| Urban 5. (i Avignon) | 1362-1370 |
| Gregor 11. (i Avignon, i Rom fra 1377) | 1370-1378 |
| Det store skisma | |
| Urban 6. | 1378-1389 |
| Clemens 7. (i Avignon) | 1378-1394 |
| Bonifacius 9. | 1389-1404 |
| Benedikt 13. (i Avignon) | 1394-1417 |
| Innocens 7. | 1404-1406 |
| Gregor 12. | 1406-1415 |
| Alexander 5. (i Bologna) | 1409-1410 |
| Johannes 23. (i Bologna) | 1410-1415 |
| Martin 5. | 1417-14314 |
| Clemens 8. | 1423-1429 |
| Eugenius 4. | 1431-1447 |
| Felix 5. | 1439-1449 |
| Nicolaus 5. | 1447-1455 |
| Calixtus 3. | 1455-1458 |
| Pius 2. | 1458-1464 |
| Paul 2. | 1464-1471 |
| Sixtus 4. | 1471-1484 |
| Innocens 8. | 1484-1492 |
| Alexander 6. | 1492-1503 |
| Pius 3. | 1503 |
| Julius 2. | 1503-1513 |
| Leo 10. | 1513-1521 |
| Hadrian 6. | 1522-1523 |
| Clemens 7. | 1523-1534 |
| Paul 3. | 1534-1549 |
| Julius 3. | 1550-1555 |
| Marcellus 2. | 1555 |
| Paul 4. | 1555-1559 |
| Pius 4. | 1559-1565 |
| Pius 5. | 1566-1572 |
| Gregor 13. | 1572-1585 |
| Sixtus 5. | 1585-1590 |
| Urban 7. | 1590 |
| Gregor 14. | 1590-1591 |
| Innocens 9. | 1591 |
| Clemens 8. | 1592-1605 |
| Leo 11. | 1605 |
| Paul 5. | 1605-1621 |
| Gregor 15. | 1621-1623 |
| Urban 8. | 1623-1644 |
| Innocens 10. | 1644-1655 |
| Alexander 7. | 1655-1667 |
| Clemens 9. | 1667-1669 |
| Clemens 10. | 1670-1676 |
| Innocens 11. | 1676-1689 |
| Alexander 8. | 1689-1691 |
| Innocens 12. | 1691-1700 |
| Clemens 11. | 1700-1721 |
| Innocens 13. | 1721-1724 |
| Benedikt 13. | 1724-1730 |
| Clemens 12. | 1730-1740 |
| Benedikt 14. | 1740-1758 |
| Clemens 13. | 1758-1769 |
| Clemens 14. | 1769-1774 |
| Pius 6. | 1775-1799 |
| Pius 7. | 1800-1823 |
| Leo 12. | 1823-1829 |
| Pius 8. | 1829-1830 |
| Gregor 16. | 1831-1846 |
| Pius 9. | 1846-1878 |
| Leo 13. | 1878-1903 |
| Pius 10. | 1903-1914 |
| Benedikt 15. | 1914-1922 |
| Pius 11. | 1922-1939 |
| Pius 12. | 1939-1958 |
| Johannes 23. | 1958-1963 |
| Paul 6. | 1963-1978 |
| Johannes Paul 1. | 1978 |
| Johannes Paul 2. | 1978-2005 |
| Benedikt 16. | 2005-2013 |
| Frans 1. | 2013- |
| 1Det højeste tal bruges, hvis den Felix 2., som var pave fra 355 til 358, regnes med som pave, selvom han normalt regnes for modpave. 2Stefan 2. blev valgt til pave d. 23. marts 752, men døde to dage senere, inden han kunne indvies, og regnes derfor normalt ikke med. Spørgsmålet har gjort nummereringen af de følgende Stefaner uregelmæssig. 3Der opstod forvirring om paver med navnet Johannes efter Johannes 14. (983-984), fordi historikere i 1000-tallet fejlagtigt antog, at der havde været en pave Johannes mellem Bonifacius 7. (984-985) og den virkelige Johannes 15. (985-996). De nummererede derfor dem, der skulle have været Johannes 15.-19. som Johannes 16.-20. Disse paver tilbagenummereres sædvanligvis til 15.-19., mens Johannes 21. og 22. forsat bærer de navne, de selv antog ud fra den overbevisning, at der havde været 20 Johanneser før dem. Efter den fulgte nummerering findes derfor ingen Johannes 20. 4I 1200-tallet læste man i det pavelige kancelli navnene på de to paver med navnet Marinus som Martinus; derfor antog Simon de Brie i 1281 navnet Martin 4. i stedet for Martin 2. Nummereringen er aldrig blevet rettet, og der findes altså ingen Martin 2. og 3. |
Fra samme periode vides det, at den romerske menighed nød stor anseelse og besad en betydelig tiltrækningskraft, dels ved sin størrelse og samhørighed med rigshovedstaden, dels ved sin standhaftighed under forfølgelser og sin påberåbelse af Peters og Paulus' virke i Rom, en påberåbelse, der ikke anfægtedes af andre menigheder.
Roms anseelse steg langsomt, skønt forsøgene på at hævde en fortrinsret, især i disciplinære spørgsmål og under henvisning til apostlen Peter, ikke opnåede anerkendelse i den øvrige kirke. Den forøgede henvisning til den apostolske tradition gav Rom gode muligheder, samtidig med at Roms biskop fik øget politisk betydning efter rigshovedstadens flytning til Konstantinopel under Konstantin 1. den Store i 300-tallets første halvdel.
400-700-tallet
I den romerske rigskirke anerkendtes Roms biskop som Vestens patriark, og betydelige biskopper i 300-tallets slutning og 400-tallets begyndelse havde flere gange held til at gribe ind i dogmatiske stridigheder i kirken. Med Det Vestromerske Riges undergang under folkevandringen i 400-tallets slutning opstod en ny situation. Under de forvirrede politiske forhold blev Roms biskop uden konkurrence de romerske traditioners ledende repræsentant i Vesten over for de germanske folkeslag, der havde sat sig i besiddelse af tidligere romerske provinser. Samtidig var han underkastet Det Byzantinske Riges regering, navnlig efter Justinian 1.s erobring af Italien i 500-tallet.
Skønt den romerske biskop inden for det byzantinske rigskirkesystem kun betragtedes som patriark (på linje med patriarkerne af Alexandria, Antiochia, Konstantinopel og Jerusalem), opnåede han i løbet af den næste periode en stærk autoritet over for de germanske folkeslag, efterhånden som de tilsluttede sig den katolske storkirke (frankernes overgang til katolicismen 496; den katolske mission i England ca. 600; englændernes endegyldige overgang til katolicismen 664; den angelsaksiske mission i Tyskland i 700- og 800-tallet). Germanerne anså paven, Peters efterfølger, som den bedste garant for kristentroen og tillagde ham uden forbehold den højeste åndelige autoritet i kirken. En af banebryderne for denne opfattelse af Rom var pave Gregor 1. den Store, der både tog et politisk ansvar for den italienske befolkning under det byzantinske styres nedgang og longobardernes tryk og tog initiativ til den katolske mission i England.
700-900-tallet
Under araberstormen i 700-tallet blev det klart, at Det Byzantinske Rige ikke længere formåede at beskytte Rom, og samtidig steg Frankerriget op til at blive den betydeligste magt i Vesten. Som en konsekvens heraf sluttede pave Stefan 2. i 754 et forbund med Frankerrigets hersker, Pippin 3. den Lille, og opsagde dermed sit undersåtforhold til den byzantinske kejser. Pippin blev salvet til konge af paven og overdrog, efter at have besejret longobarderne, byzantinske rigsterritorier, først og fremmest Ravenna og Rom, til paven, hvorved Kirkestaten blev til.
Pavens overenskomst med frankerne fik den allerstørste betydning for tilblivelsen af det, vi forstår ved Europa. "Verden" var nu delt i tre skarpt adskilte områder: det byzantinske Østen, muslimernes herredømme i Afrika og Spanien samt det latinske Vesten under frankernes ledelse i nært forbund med paven.
Forbundet mellem Frankerriget og pavedømmet bestyrkedes ved Karl den Stores kejserkroning i 800. Karl opfattede sig som den vestlige kristenheds herre og beskytter, der traf alle afgørelser, også om kirkens lære, men accepten af paven som åndeligt overhoved og tilpasningen af den frankiske kirke til romerske traditioner skabte nye muligheder for pavestolen, der siden hen skulle blive væsentlige. I løbet af 700- og 800-tallet blev en del dokumentforfalskninger til, der i en senere periode kom til at danne grundlag for pavestolens autoritetskrav, blandt andet Det Konstantinske Gavebrev. Allerede pave Nicolaus 1. stillede krav om pavens absolutte kirkelige autoritet, men vilkårene var ikke gunstige i en tid, da Vesten var splittet og truet på sin eksistens af saracenere, ungarere og vikinger. Tværtimod sank pavestolen i 800-tallets slutning ned til at blive den romerske adels bytte, med deraf følgende moralsk forfald.
Pavens jordiske magt over for kejserens
Først med kejserdømmets genoplivelse under Otto 1. den Store fik pavestolen ny værdighed, men nu under de tysk-romerske kejseres ledelse. Kejseren opfattedes og betegnedes som Kristi stedfortræder og udøvede herredømme over Italien og Rom. Flere kejsere i første halvdel af 1000-tallet var grebet af den reformbevægelse, som udgik fra abbediet Cluny, og søgte at reformere kirken uden dog at give afkald på overherredømmet. Alligevel blev deres indsats udgangspunktet for en total ændring af pavestolens placering.
Fra 1046 indsatte kejser Henrik 3. tyske biskopper som paver for at bringe den romerske adels indflydelse til ophør og sikre sig kontrollen med Rom. Dermed forenedes reformbevægelsen med de romerske krav, som var kommet til orde i de omtalte forfalskninger. Med kravet om, at Peters efterfølger stod over al anden myndighed i Verden, begyndte en kamp mellem kejserdømme og pavedømme, som kom til at vare i flere århundreder. Pavens krav om det absolutte herredømme i kristenheden, både gejstligt og verdsligt, blev ganske vist aldrig virkelighed, trods pavens overtagelse af den gamle kejsertitel "Kristi stedfortræder", men kirkeligt blev det snart anerkendt, at al myndighed udgik fra paven. Den nye pavelige retsforståelse, som fik sit gennembrud med Gregor 7., nåede et højdepunkt under Innocens 3. Ved udbygning af kirkeretten (den kanoniske ret) blev pavestolens absolutte myndighed i kirken efterhånden ført igennem helt ned til de lokale led, og korstogene, der begyndte på paveligt initiativ, øgede bevidstheden om paven som kristenhedens leder. Af væsentlig betydning både for kirkeret og teologi blev de nye videnskabelige centre ved universiteterne, der ofte byggede deres virke på pavelige privilegier.
I kampen mod kejserdømmet mobiliserede pavestolen alle til rådighed stående midler, både åndelige (bandlysning) og politiske. Sejren over kejser Frederik 2. midt i 1200-tallet bragte pavestolen i afhængighed af Frankrig, der havde været dens virksomste støtte i kampen. Prisen blev høj: Pavestolens "udlændighed" i Avignon i 1309-1377 og det store skisma med en pave både i Avignon og i Rom (1378-1415). Pavestolens finansielle udnyttelse af kirkens resurser og misbrug af gejstlige sanktioner samt stærke nationalkirkelige tendenser svækkede pavens anseelse, og det samme gjorde konciliarismen, der erklærede det almene, økumeniske koncil (kirkemøde) for at være den højeste myndighed i kirken.
Reformation og modreformation
Kritikken af pavemagten og kravet om en reform af kirken "på hoved og lemmer" fortsatte efter pavens tilbagevenden til Rom, der i 1400-tallet prægedes af renæssancen. Paverne søgte i denne periode at konsolidere og udbygge deres position som territorialfyrster i Italien, samtidig med at de optrådte som mæcener for kunst og litteratur, men først det tab af store dele af Nord-, Central- og Østeuropa, som var en følge af Reformationen i 1500-tallet, førte til nødvendige fornyelser.
På Tridentinerkoncilet i 1545-1563 tog den katolske kirke stilling til Reformationen, og med kraftig bistand af den nye jesuiterorden (se jesuitter) gennemførtes en række reformer under ledelse af handlekraftige paver, der også bragte den katolske verdensmission ind under deres kontrol (se også modreformationen). Pavestolen havde genvundet sin autoritet i kirken, men måtte i tiden fra Den Westfalske Fred i 1648 til Den Franske Revolution i 1789 indkassere mange politiske nederlag i forhold til de europæiske magter, der ikke længere var rede til at lade konfessionelle hensyn styre deres politik.
Den fyrstelige absolutisme og antikirkelige strømninger i oplysningstiden med deraf følgende sekularisering svækkede kirkens indflydelse, samtidig med at paven måtte søge at inddæmme og om muligt standse strømninger, der på forskellig måde indebar indrømmelser til tidsånden (fx gallikanisme, febronianisme (se Johann Nikolaus von Hontheim), josefinisme). Pavestolens politiske afmagt viste sig klart, da det i 1773 blev nødvendigt at give efter for den generelle uvilje ved at ophæve jesuiterordenen.
1800-tallet og 1900-tallet
Den Franske Revolution og Napoleon 1. indbragte pavestolen store ydmygelser, men restaurationen efter Wienerkongressen i 1814-1815 og den romantiske bevægelse førte til en genoplivelse af pavestolens anseelse. Kirkestaten genoprettedes, og ultramontanismen styrkede katolicismen enormt.
Samtidig reagerede imidlertid paverne reaktionært over for den politiske liberalisme og stødte derved mange dannede mennesker fra sig. Kampen mod det moderne nåede et højdepunkt under pave Pius 9., der fordømte næsten alt, hvad tidens liberale strømninger anså for at være værdifuldt. Kirkestatens korrupte styre ansås for det ringeste i datidens Europa, og i 1870, mens det 1. Vatikankoncil forhandlede om pavens absolutte autoritet i kirken, mistede Pius 9. sin verdslige magt ved kongeriget Italiens anneksion af Kirkestaten. Indtil Mussolinis aftale med pavestolen i 1929, der førte til oprettelse af Vatikanstaten, betragtede paven sig som "fange i Vatikanet".
Ved sin uforsonlige holdning havde Pius 9. bragt sig i et ulykkeligt forhold til de fleste katolske magter i Europa, men det lykkedes hans efterfølger, Leo 13. at afbøde de værste skader. Det hindrede dog ikke adskillelsen mellem kirke og stat i Frankrig i 1905, der føltes som et alvorligt nederlag for Pius 10.; han koncentrerede sig i øvrigt især om at hindre modernismens indtrængen i kirken (se også antimodernist-eden). De følgende paver var navnlig optaget af de to verdenskrige og deres følger, herunder forholdet til de totalitære politiske systemer.
Dogmatisk og moralteologisk opretholdt paverne en strengt konservativ linje uden væsentlige indrømmelser. Johannes 23. tilstræbte med det 2. Vatikankoncil (1962-65) en fornyelse og større åbenhed over for de øvrige kirkesamfund, mens hans forgængere havde fastholdt den afvisende holdning, som allerede Tridentinerkoncilet havde indtaget. Under pave Johannes Paul 2. kunne det være svært at få øje på virkningerne af 2. Vatikankoncil. Han styrkede utvivlsomt på verdensplan pavestolens autoritet, såvel inden for den romerskkatolske kirke som på det politiske plan, men hans konservatisme medførte samtidig en vis skuffelse og utilfredshed, der navnlig er mærkbar i Vesteuropa og Nordamerika, hvor katolicismen for alvor står over for de protestantiske kirker. Især volder seksualmoralen og cølibattvangen for præster vanskeligheder. Under efterfølgeren, Benedikt 16., blev den katolske kirke gentagne gange rystet af afsløringer af seksuelle overgreb mod børn begået af præster. Det viste sig desuden, at kirkens hierarki i flere tilfælde havde dækket over handlingerne. Det førte til en stor moralsk krise inden for kirken.
Nutidige perspektiver
Et uløst problem af en helt anden art er eksistensen af store kirkesamfund uden forbindelse med paven, der jo ifølge romerskkatolsk lære er alle kristnes fader. Trods flere forsøg allerede i middelalderen er det brud med den græskortodokse kirke, som fandt sted under reformpavedømmet i 1000-tallet, stadig ikke helet, om end de unerede kirker er forbundet med paven. Såvel for den ortodokse kirke som for de kirker, der er udgået fra Reformationen i 1500-tallet, er det selve pavedømmet, der er den største hindring for kirkeligt fællesskab. Paven er altså i den situation, at det Petersembede, han gør fordring på at være indehaver af, synes at stå i vejen for den enhed, dette embede netop skulle være garanten for.
Gennem alle omskiftelser har pavedømmet gang på gang formået at overvinde vanskeligheder og på ny blive den katolske kirkes ubestridte ledelse. Paven står i dag i spidsen for en verdensomfattende kirke. Petersembedet holder sammen på en kirke, hvis geografiske og kulturelle mangfoldighed er af samme omfang som Jordens befolkning. Uden det ville den opløses i nationale og regionale kirker med dybe forskelle. Inden for den romerskkatolske kirke er paven virkelig det egentlige udtryk for enheden.