Rappendamvognen er en vogntype fra tiden omkring begyndelsen af vor tidsregning. Den blev første gang rekonstrueret på Moesgaard Museum i 1982 efter opmåling af 70 vogndele, der blev fundet ved Nationalmuseets udgravning i Rappendam ved Jørlunde på Sjælland i 1940'erne.
Fundet i Rappendam
I Rappendam var ofret vogndele over en længere periode i ældre jernalder sammen med andre træsager samt en kvinde (et moselig). Fundsituationen belyser derfor den kult omkring guden Nerthus, der kendes fra den romerske forfatter Tacitus.
Vogntypen
Rappendamvognen er en lav kraftig vogntype, der blev formentlig trukket af okser, under et hornåg ligesom tidens plove (arder). Den er fremstillet af løvtræ med brug af en særlig nordisk teknik, der udnytter veddets fiberforløb, smidighed og tilstandsforandringer. Samlingerne af hjulenes planker og løse rørformede nav benytter sig således af veddets krympning fra grønt til tørt. De øvrige vogndele er samlet med surringer, nagler og kiler af træ helt uden søm og beslag af metal.
Denne vogntype, der var udbredt i Skandinavien samtidig med Dejbjergvognene, blev formentlig udviklet af to efterhængte tohjulede stenalderkærrer af Klosterlund-typen i løbet af sen bronzealder, idet den ses på en del skandinaviske helleristninger og er påvist ved fund i Danmark og sydlige Norge.
Afstanden mellem hjulene på forvognen er mindre end afstanden mellem hjulene på bagvognen, hvilket viser, at vogntypen ikke benyttede sporkørte veje, men faste køreflader stabiliseret med sten under græstørv mellem de små inddigede marker (såkaldte celtic fields) og landsbyen. Forsøg med vogntypen har således vist, at den ikke er terrængående, men har gode stabile køreegenskaber og kan laste 300-400 kg, uden at akslerne knækker.