Vers. 1
Denne version blev publiceret af Gyldendals Onlineleksikon 2. februar 2009. Artiklen ændrede 1260 tegn.

Suezkrisen, militært opgør 19.10.-6.11.1956 mellem Storbritannien, Frankrig og Israel på den ene side og Egypten på den anden. Opgøret blev indledt med en israelsk invasion af Sinaihalvøen fulgt af landsættelse af britiske og franske faldskærmstropper i Kanalzonen. I årene forinden havde Egyptens politik provokeret de tre lande: Storbritannien var i 1954 blevet presset til at trække sine tropper ud af Kanalzonen og var bekymret over Egyptens kritik af Baghdadpagten; Frankrig var utilfreds med Egyptens støtte til FLN i Algeriet, mens Israel var provokeret af blokaden af Tiranstrædet og dermed af israelsk besejling af Elat samt af palæstinensiske guerillaangreb fra Gaza ind i Israel. I oktober 1956 enedes de tre lande om en fælles militæraktion, hvor de fransk-britiske styrker skulle sættes ind under påskud af at ville adskille Egyptens og Israels tropper. Suezkrisen blev afsluttet, da USA og Sovjetunionen fandt sammen i et taktisk bestemt samarbejde i FNs Sikkerhedråd, der pålagde Israel, Storbritannien og Frankrig at trække sig tilbage; til gengæld blev en fredsbevarende FN-styrke placeret langs den egyptisk-israelske grænse. FN-styrken blev fjernet i sommeren 1967 efter krav fra Egypten. Se også arabisk-israelske krige.