Suezkrisen, militært opgør 29.10.-6.11.1956 mellem Storbritannien, Frankrig og Israel på den ene side og Egypten på den anden. Opgøret blev indledt med en israelsk invasion af Sinaihalvøen fulgt af landsættelse af britiske og franske faldskærmstropper i Kanalzonen.
I årene forinden havde Egyptens politik provokeret de tre lande: Storbritannien var i 1954 blevet presset til at trække sine tropper ud af Kanalzonen og var bekymret over Egyptens kritik af Baghdadpagten; Frankrig var utilfreds med Egyptens støtte til FLN i Algeriet, mens Israel var provokeret af blokaden af Tiranstrædet og dermed af israelsk besejling af Elat samt af palæstinensiske guerillaangreb fra Gaza ind i Israel. Endelig havde Egypten den 26.7.1956 nationaliseret Suezkanalen som en reaktion på at USA havde trukket sin støtte til anlægget af Aswan-dæmningen tilbage.
I oktober 1956 enedes de tre lande om en fælles militæraktion, hvor de fransk-britiske styrker skulle sættes ind under påskud af at ville adskille Egyptens og Israels tropper. Suezkrisen blev afsluttet, da USA og Sovjetunionen fandt sammen i et taktisk bestemt samarbejde i FNs Sikkerhedsråd, der pålagde Israel, Storbritannien og Frankrig at trække sig tilbage; til gengæld blev en fredsbevarende FN-styrke placeret langs den egyptisk-israelske grænse.
FN-styrken blev fjernet i sommeren 1967 efter krav fra Egypten. Resultatet af Suezkrisen blev betragtet som en ydmygelse af Storbritannien og Frankrig, som ikke var i stand til at føre en aktivistisk udenrigspolitik uafhængigt af USA. Se også arabisk-israelske krige.