Herofilos og Erasistratos grundlagde med deres metode den moderne anatomiske forskning. De baserede deres viden på dissektioner af menneskelig og nøjagtige beskrivelser af deres observationer. På den måde revolutionerede de anatomien og gjorde den til en empirisk videnskab.
Philinos fra Kos (200-tallet f.v.t.) var en af Herofilos' elever. Han grundlagde selv en skole, men der vides ikke meget om den. En anden udløber af traditionen fra Alexandria var Marinos fra Tyros (60-130). Han stod for den samme systematik og ihærdighed som de to oprindelige pionerer. Han udgav et anatomisk opslagsværk i 20 bind, som dog er gået tabt. Efter sigende blev det anvendt af Galenos, der også har skrevet af fra det.
Marinos var muligvis den første til at beskrive kranienerverne, altså de perifere nerver, der har deres udspring i hjernen og ikke rygmarven. Han redegjorde for forløbet af syv af de tolv kranienerver. Mange steder kan man imidlertid læse, at kranienerverne var Galenos' opdagelse og andre steder, at det var Herofilos, der først beskrev dem. Det fortaber sig i historiens tåger, hvem der var den første til at beskrive kranienerverne, og om flere personer eventuelt har opdaget dem uafhængigt af hinanden.
Derudover lavede Marinos en beskrivelse af tarmens slimhinde og af øjnenes blodkar, og han beskrev som den første den lille pulsåre, arteria centralis retinae, der forsyner nethinden. Mange af de læger i det østromerske rige, som under tiden kategoriseres som hørende til den byzantinske medicin, kan også siges at være udløbere sf Alexandriaskolen.
Dissektioner blev genoptaget i renæssancen af bl.a. lægen Andreas Vesalius. I hvor høj grad han var inspireret af Herofilos, vides ikke, men i renæssancen fik Herofilos tilnavnet "Antikkens Vesalius". Den danske læge og naturforsker Niels Stensens udsagn, at anatomen er “Guds pegepind” kan være baseret på Herofilos' citat om anatomen som “Gudernes hænder” (theon cheires).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.