Alexandriaskolen

I år 334 f.v.t. krydsede Alexander den Store Hellesponten med sin hær og erobrede frem til sin død i 323 f.v.t. hele Perserriget fra Tyrkiet i vest til det nordlige Indien i øst. Undervejs faldt også Egypten, hvor man i 332 f.v.t. grundlagde en by og opkaldte den efter Alexander. Ved Alexander den Stores død blev hans rige delt mellem hans generaler, og Ptolemæus (367-283 f.v.t.) fik magten over Egypten (Ptolemæerriget). Alexandria blev Middelhavets vigtigste havneby og en af oldtidens største byer.

Der blev også grundlagt et stort bibliotek – Det Alexandrinske Bibliotek – med manuskripter på alverdens sprog og om alverdens emner. I alt rådede Biblioteket over 700.000 tekstruller på pergament og papyrus. En lang række af berømte videnskabsmænd, heriblandt Arkimedes, Euklid og Theophrast m.fl., havde deres gang ved biblioteket, der reelt var en form for universitet. De første århundreder efter Alexanders død frem mod år 0, hvor græsk og orientalsk kultur blandedes i Egypten og Mellemøsten, betegnes af historikere og arkæologer som "Hellenismen". Af samme grund anvender nogle medicinhistorikere betegnelsen “hellenistisk medicin” om Alexandriaskolen.

Storhedstiden var 323-30 f.v.t. I den periode var Alexandria hovedstad i Ptolemæerriget. De første ptolemæiske konger (faraoner) engagerede sig meget i bibliotekets etablering og udvikling. Det gjaldt særligt Ptolemæus Soter (323-285 f.v.t.). Det vides fra forskellige samtidige skriftlige kilder, at det intellektuelle miljø prægede byens atmosfære. Aristoteles, der havde været lærermester for Alexander den store, opfordrede sine elever til at rejse til Alexandria og deltage i undervisningen og selv bidrage med skrifter til Biblioteket. Hvor mange, der studerede medicin, hvor mange der underviste og hvordan undervisningen foregik, vides ikke. Formentlig mødtes personkredsen, der var tilknyttet de forskellige lærere jævnligt til diskussioner og en form for forelæsninger, men en formaliseret lægeuddannelse har der næppe været tale om.

Galenos, der studerede i Alexandria omkring 152-154, har beskrevet, at et af stedets fortrin var en studiesamling af skeletter fra mennesker. I 391 brændte biblioteket, og dermed begyndte en nedgangstid. Da araberne i 642 erobrede Egypten, var der ikke meget tilbage af det oprindelige læringsmiljø, men stedet formåede alligevel at inspirere til oprettelse af nye lægeskoler i Bagdad, Antiochia og Harran.

Biblioteket i Alexandria og dets indflydelse på videnskaben er omtalt af forskellige samtidige forfattere, heriblandt: Aristoteles, Celsus, Plinius den ældre, Rufus af Efesos, Soranos af Efesos, Tertullian, Galenos, Caelius Aurelianus, Aetius m.fl. Flere af disse forfattere havde selv en stor interesse for lægevidenskab. Alle nævner både Erasistratos og Herofilos, og ofte omtales de sammen, som om de bliver opfattet som associerede med hinanden. Herofilos var imidlertid noget ældre end Erasistratos og om de to har kendt eller overhovedet mødt hinanden, kan anses for tvivlsomt, men det kan ikke udelukkes.

Udtrykket "Alexandriaskolen" stammer fra 1800-tallets medicinhistoriske forskning. Begrebets indhold er uklart og set med nutidens øjne kan det diskuteres om det er meningsfuldt. I 1810 udgav medicinhistorikeren C. F. H. Beck et tobindsværk, De Schola medicorum Alexandrina, i 1828 udgav Kühn Scholæ medicæ Alexandrinæ og i 1884 udgav den franske medicinhistoriker M. J. Matter Histoire de l'école Alexandria.

Herofilos og Erasistratos grundlagde med deres metode den moderne anatomiske forskning. De baserede deres viden på dissektioner af menneskelig og nøjagtige beskrivelser af deres observationer. På den måde revolutionerede de anatomien og gjorde den til en empirisk videnskab.

Philinos fra Kos (200-tallet f.v.t.) var en af Herofilos' elever. Han grundlagde selv en skole, men der vides ikke meget om den. En anden udløber af traditionen fra Alexandria var Marinos fra Tyros (60-130). Han stod for den samme systematik og ihærdighed som de to oprindelige pionerer. Han udgav et anatomisk opslagsværk i 20 bind, som dog er gået tabt. Efter sigende blev det anvendt af Galenos, der også har skrevet af fra det.

Marinos var muligvis den første til at beskrive kranienerverne, altså de perifere nerver, der har deres udspring i hjernen og ikke rygmarven. Han redegjorde for forløbet af syv af de tolv kranienerver. Mange steder kan man imidlertid læse, at kranienerverne var Galenos' opdagelse og andre steder, at det var Herofilos, der først beskrev dem. Det fortaber sig i historiens tåger, hvem der var den første til at beskrive kranienerverne, og om flere personer eventuelt har opdaget dem uafhængigt af hinanden.

Derudover lavede Marinos en beskrivelse af tarmens slimhinde og af øjnenes blodkar, og han beskrev som den første den lille pulsåre, arteria centralis retinae, der forsyner nethinden. Mange af de læger i det østromerske rige, som under tiden kategoriseres som hørende til den byzantinske medicin, kan også siges at være udløbere sf Alexandriaskolen.

Dissektioner blev genoptaget i renæssancen af bl.a. lægen Andreas Vesalius. I hvor høj grad han var inspireret af Herofilos, vides ikke, men i renæssancen fik Herofilos tilnavnet "Antikkens Vesalius". Den danske læge og naturforsker Niels Stensens udsagn, at anatomen er “Guds pegepind” kan være baseret på Herofilos' citat om anatomen som “Gudernes hænder” (theon cheires).

• Herofilos fra Kalchedon
• Erasistratos
• medicinens historie
• byzantisk medicin