Altmarkaftalen var en våbenstilstand, som Sverige og Polen indgik i 1629 i landsbyen Altmark i det tidligere Vestpreussen (nu Stary Targ i Polen) ca. 60 km sydøst for Gdańsk. Altmarkaftalen afsluttede i praksis den polsk-svenske krig 1599–1629 og havde vidtrækkende følger for Livland. Aftalen var en af forudsætningerne for den svenske indgriben i Tyskland i Trediveårskrigen.

Faktaboks

Også kendt som

Våbenstilstanden i Altmark

Aftalens bestemmelser

Der blev indgået en aftale om en våbenstilstand for seks år, ikke en fred. Sverige kunne beholde den største del af Livland, som det havde erobret forinden. Sverige fik en række kystbyer mellem Elbing (det nuværende Elbląg) og Memel (nu Klaipėda i Litauen) og måtte opkræve told dér. Disse indtægter muliggjorde svensk krigsføring i Tyskland. Brandenburg og Polen modtog nogle områder længere ind i landet.

Følger

Med aftalen i Stuhmsdorf i 1635 opgav Sverige sine besiddelser i Preussen og toldindtægterne derfra, men kunne beholde Livland. Ved Freden i Oliwa 1660 blev Sveriges herredømme over Livland gjort permanent, og det polske kongehus Vasa opgav sit krav på den svenske krone. Selv om Sverige tabte Livland (og Estland) til Rusland ved Freden i Nystad 1721, har Altmarkaftalen haft den langsigtede konsekvens, at Livland forblev luthersk.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig