Anker Jørgensen

Anker Jørgensens forældre døde tidligt, og han voksede derfor op hos sin faster og onkel. Han kom i Det Kgl. Vajsenhus' Skole, afsluttede sin skolegang efter 7. klasse og arbejdede derefter som arbejdsdreng og lagerarbejder. I 1945 tog han præliminæreksamen og var siden på studieophold i USA.

I 1948 blev han gift med barneplejerske og senere plejehjemsstifter Ingrid Jørgensen, født Kvist Pedersen (1922-1997).

Anker Jørgensen var medlem af Folketinget i perioden 1964-1994 og varetog fra begyndelsen arbejdsmarkedsforhold. Han tilhørte den socialdemokratiske venstrefløj, markerede sig som talsmand for samfundets svage grupper, kritiserede åbent USA's krigsførelse i Vietnam og talte bl.a. for en forbedring af arbejdernes kår i andre lande.

På trods af at Anker Jørgensens eget fagforbund erklærede sig som modstander af Danmarks tilslutning til EF i 1972, argumenterede han for et ja. Det var sikkert medvirkende til, at Jens Otto Krag den 3. oktober 1972 pegede på ham som sin efterfølger. Dagen før havde et befolkningsflertal ved en folkeafstemning sagt ja til dansk EF-medlemskab, og det blev dermed Anker Jørgensens opgave at samle Socialdemokratiet, som var splittet i EF-spørgsmålet.

Anker Jørgensen overtog statsministerposten i en vanskelig periode. Kritikken af velfærdsstaten voksede fra både venstre og højre side, og ved det såkaldte jordskredsvalg i 1973 mistede Socialdemokratiet 24 af sine 70 mandater, og antallet af partier i Folketinget voksede fra fem til ti. Samtidig blev landet ramt af oliekrisen og den økonomiske krise, hvilket gjorde det vanskeligt at gennemføre Socialdemokratiets reformpolitik. Derfor rettede Anker Jørgensen i stedet fokus mod en socialt afbalanceret krisepolitik, og trods store forskelle og dybe ideologiske modsætninger blandt Folketingets partier gennemførte hans regeringer en række brede forlig.

Anker Jørgensen fungerede tillige kortvarigt som udenrigsminister juli-august 1978.

Anker Jørgensen forblev oppositionsleder, da han uden at udskrive valg i 1982 overlod det til Det Konservative Folkepartis leder Poul Schlüter at danne en ny regering.

Efter tilbagegang ved Socialdemokratiet ved både det foregående valg i 1981 og de to efterfølgende valg i 1984 og 1987 gik han af som partiformand og efterfulgtes i 1987 af Svend Auken.

Under den internationale krise efter Iraks invasion af Kuwait i august 1990 kom den nu tidligere politiker Anker Jørgensen til at spille en ny uventet rolle. En række vestlige statsborgere, der opholdt sig i Irak under invasionen, var af Saddam Husseins styre blevet nægtet udrejse og placeret som menneskelige skjold mod flyangreb på strategiske steder. Efter lang tøven, men på vedholdende opfordring fra de danske gidslers talsmand, læge John Godtfredsen, rejste Anker Jørgensen til Irak for at forhandle med styret om at få løsladt de danske gidsler. Initiativet mødte først hård kritik fra politiske modstandere både i og uden for regeringen, men det lykkedes Anker Jørgensen at få 16 af de 20 danskere fri, så han kunne vende hjem i et fly sammen med dem.

Anker Jørgensen fremstod ikke som en stærk eller visionær statsminister, men var med sin folkelige og åbenhjertige fremtræden med til at fastholde en bred opbakning bag velfærdsstaten, ligesom han som partiformand var med til at demokratisere Socialdemokratiet.

I 2017 blev en plads tæt ved den mindre lejlighed i arbejderkvarteret i Københavns Sydhavn, som Anker og Ingrid Jørgensen boede i og beholdt gennem hele hans statsministertid, benævnt Anker Jørgensens Plads.

Anker Jørgensen har skrevet Bølgegang. Fra mine dagbøger 1972-75 (1989), I smult vande. Fra mine dagbøger 1975-77 (1989), Brændingen. Fra mine dagbøger 1978-82 (1990) og Fra Christianshavn til Christiansborg. Erindringer 1922-1972 (1994). Han har desuden medvirket i en samtalebog med Bodil Udsen, Noget af en historie (2007).

• arbejderbevægelsen
• Socialdemokratiet
• statsministre i Danmark