Antarktis

Den Transantarktiske Bjergkæde strækker sig fra Weddellhavet i øst til Rosshavet i vest. Højeste punkt er at finde i Vinsonmassivet med en højde af 5140 m. Skønt bjergrigt er det antarktiske kontinents landmasser relativt lavtliggende, men overfladen er som helhed højtliggende pga. det tykke isdække. Isen dækker 98 % af kontinentet og strækker sig langt uden for landmassiverne som en issokkel; det indeholder 90 % af verdens is. Overfladen ligger normalt i højder mellem 2000 og 4000 m, og isdækket er de tykkeste steder 4500 m tykt.

Ismasserne har i tidens løb presset kontinentet omkring 600 m ned, således at omkring en tredjedel af landområderne ligger under havniveau. Islaget tynder gradvis ud mod kysten, og i områder med lavtliggende jævnt terræn flyder isen mod havet med en hastighed på få meter pr. år. I faldende terræn kan hastigheden blive meget større; de hurtigste gletsjerbevægelser er målt i Filchner Ice Shelf i den sydlige del af Weddellhavet, som i gennemsnit bevæger sig mere end 1000 m pr. år. Flere steder strækker isshelfen sig langt ud i havet; de største er Ross-shelfen i Rosshavet og Ronne Ice Shelf i Weddellhavet.

I modsætning til kontinentet er havet omkring Antarktis rigt — specielt på plankton. Store mængder næringsstoffer i havet sammen med sommerhalvårets store lysmængder giver mulighed for en stor primærproduktion af fytoplankton og hermed basis for zooplankton. Halvdelen af dette udgøres af krill(Euphausia superba), som i mængder på 100-150 mio. t er det vigtigste fødeemne for bardehvaler, krabbeædere (en sælart), pingviner og havfugle.

Fiskefaunaen er derimod ret sparsom; kun 90-100 af jordens 20.000 fiskearter er fundet ved Antarktis. Bundfaunaen er til gengæld meget rig på krabbearter, pighuder, blæksprutter m.m.

Havene hører til verdens mest stormomsuste, og et bælte af pakis omgiver kontinentet. Kun ganske få områder er isfrie selv i slutningen af sommerperioden. Havisen består i høj grad af isbjerge, der er brækket af shelf-isen, men også af sammenfrysninger af sne- og iskrystaller på disse isbjerge. Isbjergene er betragteligt større end i Arktis, op til 60-100 km. Store ismassiver kan stå med 70-80 m høje, lodrette kanter og en dybgang på 500 m. Isen bevæger sig relativt langsomt væk; der kan således gå 5-10 år fra den kalver, til den når uden for de antarktiske farvande og smelter.

Havområdet omkring Antarktis er et relativt lukket system, afgrænset af Den Antarktiske Konvergenszone. Det er et ca. 40 km bredt bælte, som ligger mellem 50° og 60° s.br. Inden for denne zone synker det kolde og tunge antarktiske overfladevand ned under de lettere og mere saltholdige, varme, subarktiske vandmasser. Denne zone virker som en markant blokering for fisk, krebsdyr, muslinger m.m., således at artsforskellene er tydelige på de to sider af konvergenszonen.

Det antarktiske område er for isoleret, og de isfrie områder for små og spredte til at kunne fungere som eksistensgrundlag for mennesker. Sagn fortæller, at polynesiere tidligt har besøgt Antarktis, men der er ikke fundet spor heraf. Derimod har mennesket i nyere tid kunnet udnytte det rige dyreliv i de antarktiske have. Fra slutningen af 1770'erne begyndte den kommercielle fangst af pelssæler og søelefanter, først på Falklandsøerne og South Georgia, men efterhånden førte fangsten til opdagelsen af de mange øer og til sidst kontinentet. Det var især fangere med erfaring fra Nordatlanten, bl.a. nordmænd, skotter og New England-amerikanere, som forlængede deres fangstsæson ved at udnytte den antarktiske sommer i det nordlige vinterhalvår. Jagten på sæler var omfattende; mere end 1 mio. dyr blev dræbt på South Georgia fra 1820-22; i begyndelsen var jagtens formål at sikre sig såvel sælens pels som spækket — i mere end 100 år var tran udvundet fra spæk hovedkilde til belysning i Europa og Nordamerika. Senere, da mineralsk olie begyndte at overtage denne rolle, blev hvalolie først og fremmest brugt til margarinefremstilling, og tran blev overflødigt.

Efterhånden som spæk fik større betydning, gik jagten i højere grad mod de større dyr, søelefanter og hvaler. Den ukontrollerede nedslagtning af pelssælen medførte, at arten næsten var udryddet omkring 1830. I 2012 skønnes bestanden at være på 4,5-6-3 mio.

Hvalfangst. Egentlig moderne hvalfangst med brug af "varme", dvs. eksplosive harpuner, harpunkanoner og motorbåde, blev introduceret i Antarktis i 1904, da en norskdrevet argentinsk hvalstation blev etableret på South Georgia. Ved 1. Verdenskrigs begyndelse virkede 6 hvalstationer, 21 flydende fabrikker og 62 fangstbåde, og der blev fanget omkring 10.000 hvaler årligt. Mange samfund, heriblandt en række norske byer, blev efterhånden helt afhængige af hvalfangsten. Det store norske engagement i Antarktis ses bl.a. af de mange stednavne i området med norsk oprindelse.

Højdepunktet i hvalfangsten blev nået i 1930-31. Der blev dette år alene nedlagt over 45.000 dyr nogenlunde ligeligt fordelt mellem blåhvaler og finhvaler. Den store fangst var blevet muliggjort med introduktionen af de store fabriksskibe, hvalkogere, i 1925-26. Disse blev indført for at begrænse antallet af landstationer. Indtil da havde man bugseret de fangne hvaler til hvalstationer på land (fx Grytviken på South Georgia) eller fabriksskibe, der lå i læ ved kysten. Her blev hvalerne parteret og trannet kogt af.

Bortset fra næsten stilstand under 2. Verdenskrig lå fangsttallet årligt på omkring 30.000 dyr fra midten af 1920'erne til slutningen af 1960'erne. Blåhvaler udgjorde i begyndelsen hovedparten af fangsterne, men bestanden af bardehvaler blev ret hurtigt decimeret, og fangst på denne art ophørte helt i begyndelsen af 1960'erne; bestanden er i begyndelsen af 2000-tallet skønsmæssigt 10.000-25.000. Dernæst var det finhvalerne, som var hovedbyttet, men i begyndelsen af 1960'erne var også denne bestand så stærkt reduceret, at mindre hvalarter, sejhval, kaskelot mfl., blev jaget i stedet. I denne periode nedtrappede nordmændene deres aktiviteter, og fra 1967 fangede kun Japan og Sovjetunionen hvaler ved Antarktis.

Fra 1985 har alle hvalfangstnationer undtagen Norge tilsluttet sig et internationalt moratorium for hvalfangst. Undtaget fra dette frivillige forbud har været fangst af enkelte hvaler til videnskabelige formål.

Fiskeri. I slutningen af 1960'erne indledte det daværende Sovjetunionen et kommercielt fiskeri omkring Antarktis med fangster på ca. 300.000 t årligt, først og fremmest antarktiske arter af torsk, sild og blåhvilling. Siden er bl.a. Japan, Australien og New Zealand gået ind i dette fiskeri. Endvidere deltager flere nationer i fiskeri på den enorme resurse af krill. I 2016 blev det besluttet at frede et stort havområde, så kommercielt fiskeri ikke er tilladt her.

I 1959 udarbejdede 12 nationer i fortsættelse af Det Geofysiske År en traktat, hvis formål skulle være at regulere relationerne mellem de lande, som havde engageret sig i Antarktis. Siden er gruppen blevet udvidet til 25 lande. Forudsætningen for at deltage i gruppen er dokumentation for væsentlig videnskabelig aktivitet i Antarktis. Siden vedtagelsen af denne traktat er der indgået en række supplerende aftaler, som begrænser økonomisk aktivitet i området og beskytter naturen; bl.a. er der en årlig fangstkvote på 200.000 af kontinentets skønsmæssigt 30 mio. sæler. En anden aftale forbyder deponering af atomaffald.

Der er påvist store forekomster af kul i Den Transantarktiske Bjergkæde samt store forekomster af jernmalm. Også olie og naturgas er fundet i betydelige mængder. Ligeledes er der påvist forekomster af en lang række andre mineraler i undergrunden såsom guld, sølv og bly. Lødigheden af disse malme er dog relativt ringe, så udnyttelse er ikke rentabel med de aktuelle metalpriser, ikke mindst pga. de vanskelige vilkår der gælder for udvinding og transport. Alligevel har mange lande siden 1930'erne gjort krav på dele af fastlandet (se afsnittet om stats- og folkeretlige forhold).

Mange lande har permanente forskningsstationer i Antarktis, bl.a. Argentina, Rusland og Storbritannien. Mange forskningsprojekter foregår i internationalt samarbejde og omfatter også lande, som ikke selv har stationer.

Et stigende antal krydstogtskibe besøger farvandet omkring Den Antarktiske Halvø og tilbyder besøg på "det sidste uberørte kontinent". De ekstreme naturforhold i området sætter dog en snæver grænse for turistvirksomhed.

Kontinentet er præget af kulde gennem hele året. Selv ved kysterne når sommertemperaturerne sjældent over 0 °C, og på højsletterne er der meget koldt; ved den russiske station Vostok i Østantarktis har man målt den laveste temperatur på Jorden: -89,2 °C. Store dele af Antarktis har langvarigt polarmørke, og i sommerhalvåret (okt.-mar.) står solen lavt på himlen. Sammen med de isdækkede overfladers store refleksion resulterer det i en negativ strålingsbalance. Den kraftige nedkøling skaber et vedvarende højtryk, og der er derfor kun ringe tilførsel af luftmasser fra de varmere egne. Heller ingen varme havstrømme findes til at mildne klimaet.

På Antarktis blæser det også meget. Nedsynkningen af luftmasser i højtryksområdet er årsag til de meget tørre vinde, der præger kontinentet; middelvindstyrken er omkring kuling. Kraftige storme med vindhastigheder over 100 m/s er almindelige.

De små nedbørsmængder på mellem 50 og 250 mm pr. år, der udelukkende falder som sne, modsvares af en tilsvarende lille fordampning. De barske naturforhold betyder, at området stort set er uden vegetation (se dog antarktiske florarige).