Belgien - geografi

Belgien har tre regioner, Flandern, Vallonien og Bruxelles.

Regionen Flandern var oprindelig et landbrugsområde; 13.522 km², det vil sige godt 44% af Belgiens areal, med 6 millioner indbyggere (2006). Det officielle sprog er nederlandsk (flamsk), og regering og administration er fælles med Bruxelles-regionens flamlændere.

Flandern har været under stor indflydelse fra den katolske kirke og haft høje fødselstal. Først i 1960'erne faldt fødselstallene og kom ned på samme lave niveau som i Vallonien. Den økonomiske udvikling har især siden 2. Verdenskrig været præget af dynamik og åbenhed over for udenlandske investeringer, og indkomsterne er højere end i Vallonien. Trekanten mellem Bruxelles, Antwerpen og Gent er meget tæt befolket og rummer flere mellemstore byer, som har tiltrukket udenlandske virksomheder. Her ligger blandt andet Mechelen, som er Belgiens ærkebispesæde og centrum for gartnerierhvervet. Området øst og nordøst for Bruxelles er ligeledes dynamisk og præget af mange elektronikvirksomheder; der findes industricentre omkring lufthavnen i Zaventem og byen Leuven.

I den østligste og vestligste del af Flandern, navnlig i provinserne Limburg og Vestflandern, er der sket en hastig udvikling siden 2. Verdenskrig. Efter middelalderens tilsanding af havnen i Brugge forblev Vestflandern længe et udkantsområde, hvor kun den mondæne badeby og færgehavn Oostende var aktiv. Nu er der i adskillige byer omkring Kortrijk skabt industrier inden for mange brancher — blandt andet videreføres den gamle tekstilproduktion i form af en blomstrende tæppeindustri. Limburg var et fattigt landbrugsområde med magre sandjorder, høje fødselstal og stor udvandring. Først langt op i 1900-tallet blev provinsen industrialiseret med støtte af udenlandske investeringer, der delvis hang sammen med kulforekomster ved Genk. Folketallet steg kraftigt; men ikke alle nye fabrikker har kunnet opretholdes efter kulminelukningerne, og området havde i 1990'erne stor arbejdsløshed.

Regionen Vallonien er Belgiens sydligste; 16.844 km², det vil sige ca. 55% af Belgiens areal, med 3,4 millioner indbyggere (2004). Namur er hovedstad, og det officielle sprog er fransk, bortset fra ni kommuner ved den tyske grænse, hvor tysk benyttes.

Vallonien blev industrialiseret allerede i løbet af 1800-tallet. Der opstod såvel en socialistisk som en liberal bevægelse, kirken mistede sin indflydelse, og fødselstallene dalede. Folketallet voksede kun langsomt trods indvandring fra Flandern og i mellemkrigstiden også fra udlandet, og vallonerne blev et mindretal i Belgien. Siden 1960'erne, da kulminedriften og de gamle industrier blev ramt af krise, er indkomsterne sakket bagud i forhold til de flamske. Provinsen Liège udgør en selvstændig økonomisk og kulturel enhed, og byen Liège var centrum for områdets storstilede kulminedrift og industrialisering. Som service- og transportcenter for den østlige del af Vallonien med universitet og andre institutioner er byen dog ikke så hårdt ramt som de rene mine- og industribyer i nærheden. I de vestlige kulområder i provinsen Hainaut, fx omkring La Louvière og i Borinage-egnen, findes talrige spredtliggende, nedlagte kulminer med slaggebjerge, nedlagte industrianlæg og spredte klynger af arbejderboliger. Forureningen, de rustne anlæg og den høje arbejdsløshed gør disse områder lidet attraktive, og folketallet er i hastig tilbagegang.

Den vallonske del af provinsen Brabant er derimod i økonomisk fremgang, og her bor mere velstående mennesker med arbejde i Bruxelles. Byer som Louvain-la-Neuve og Namur, sidstnævnte uden industri, er i kraftig økonomisk udvikling. Ardennerne, der i 1800-tallet og langt ind i 1900-tallet var et landbrugsområde præget af afvandring, har siden 1970 i kraft af sin natur tiltrukket befolkning på ny. Turisme spiller en stor rolle, men der er også opstået nye virksomheder inden for flere andre erhverv. Provinsen (belgisk) Luxembourg har således Valloniens laveste arbejdsløshed.

Regionen Bruxelles er Belgiens hovedstadsregion; 161 km², kun ca. 0,5% af Belgiens areal, med 1,02 millioner indbyggere (2006). De officielle sprog er nederlandsk (flamsk) og fransk.

De politiske spændinger mellem befolkningsgrupperne i regionen er stærke. Oprindelig var byen flamsksproget, men størstedelen af befolkningen skiftede i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet til fransk sprog. I 1963 blev det besluttet, at byen med de daværende forstæder skulle være tosproget område. Bruxelles fremstår som en international by med et aktivt kultur- og restaurationsliv. Befolkningen består af fransktalende (ca. 85% af de fastboende belgiere), flamsktalende indpendlere, et meget stort antal indvandrere fra Middelhavslandene og et voksende antal "eurokrater" og andre højtuddannede vesteuropæiske og nordamerikanske funktionærer. Byen har handelsmæssige, finansielle og kulturelle servicefunktioner, men ikke nogen stor industri. Placeringen i 1958 af EF's administration i Bruxelles gav stødet til vækst i 1960'erne, og gamle kvarterer faldt planløst for at give plads til motorveje og kontorsiloer. Siden midten af 1970'erne har væksten været beskeden trods et stigende antal internationale funktioner, hvilket blandt andet hænger sammen med den aftagende betydning af de nationale belgiske funktioner under forbundsstatens dannelse.

Geologisk og terrænmæssigt kan Belgien fra syd mod nord opdeles i tre hoveddele. Syd for floden Maas (fransk Meuse) og dennes biflod Sambre findes højsletten Ardennerne i ca. 500 meters højde med Belgiens højeste punkt Botrange (694 meter). Området blev hævet langsomt i Tertiærtiden, samtidig med at floderne skar deres løb dybt ned i underlaget og skabte bugtede dale med stejle, nu skovbevoksede sider. Flere steder i Ardennerne findes malme med jern, bly og zink. De centrale områder er forholdsvis flade og indeholder talrige højmoser. De udnyttes til kvægavl og skovbrug. Egnene Condroz og Pays de Herve i den nordligste del er præget af nordøst-sydvest-løbende højdedrag og dale, som repræsenterer hårde og mindre hårde geologiske lag. Landskabet er afvekslende med skov på højdedragene og landbrug i dalene. Langs nordkanten af Ardennerne når tynde, kulførende lag fra Karbontiden op til jordoverfladen, især omkring Liège, Charleroi, La Louvière og i Borinage-egnen vest for Mons. Her er kul blevet brudt i adskillige århundreder, først fra overfladen og senere i minegange. Udvindingen ophørte i 1984.

I den midterste del af landet, indtil en linje fra Kortrijk nord om Bruxelles til Hasselt i øst, findes tertiære aflejringer. Terrænet falder jævnt mod nord fra ca. 200 meters højde, og landskabet er præget af sletter og let nedskårne floddale. Kvartærtidens is nåede ikke til Belgien, men under istiderne aflejrede vinden i disse områder finkornet materiale, løss, der er meget frugtbart. Området er intensivt dyrket.

Den nordligste del af landet er flad. Øst for Antwerpen, i Kempen, ligger sandede flodaflejringer, som trods deres ufrugtbare natur efterhånden er blevet opdyrket. I jorderne vest for Antwerpen indgår lerlag i aflejringerne, og området har længe været intensivt dyrket. Belgiens 65 kilometer lange Nordsøkyst er en udligningskyst med sandstrand og klitter; den ligger foran et smalt bælte af marskenge, der blev dannet i middelalderen. Endnu i 1300-tallet var Brugge en vigtig havneby.

De centrale og nordlige dele af Belgien afvandes af Schelde og dennes talrige bifloder. Scheldes udmunding i Nordsøen ligger i Holland; men 80 kilometer fra havet, ved Antwerpen, er floden dyb nok til at kunne besejles af oceangående skibe.

Kun 2,6% af arealet er naturfredet, hvilket er meget lidt i forhold til andre lande. Forurening med gødnings- og pesticidrester fra det intensive landbrug er et stort problem, som foreløbig er uløst på grund af stærke landbrugslobbyer.

Søfart fra Brugge, senere Gent og endnu senere Antwerpen, der har Europas næstvigtigste havn, var medvirkende til de flamske byers rigdom i middelalderen og renæssancen. En ny havn er anlagt ved Zeebrugge. Disse havne er forbundet med et stort net af kanaler (først og fremmest Albertkanalen mellem Antwerpen og Liège) og med sejlbare floder: Schelde og Maas med bifloder samt hele Rhinsystemet. Der er mere end 1500 kilometer kommercielt anvendte vandveje i Belgien. Landet fik i 1835 som det første land uden for England jernbane og har et af Europas tætteste jernbane- og motorvejsnet. Mange af de vigtigste transportruter mellem Tyskland, Holland, Storbritannien og Frankrig krydser landet.

Belgiens klima er et udpræget tempereret kystklima med sommertemperaturer omkring 17-18 °C, vintertemperaturer omkring 2-3 °C og rigelig nedbør på alle årstider. I Ardennerne er temperaturerne lavere og nedbøren større.

Landbruget, der helt fra middelalderen har været teknisk højt udviklet og intensivt, optager under ¹/₄ af arealet. Der dyrkes de almindelige mellemeuropæiske afgrøder, blandt andet korn og industriplanter som sukkerroer. Også gartnerierhvervet er betydeligt; friske grøntsager og specialiteter er jordbær og julesalat. Den animalske produktion er stor; okse- og svinekød og mælk. Landbruget tegner sig for ca. 1% af beskæftigelsen og få procent af den samlede produktion.

• Belgiens sprog
• Belgien generelt