Christian 3.

Ved Christians fødsel i 1503 var hans far hertug af Slesvig og Holsten med residens på Gottorp Slot. Han blev først konge i 1523, da Christian 2. blev fordrevet. Christian blev opdraget i et tysk miljø. Han oplevede i 1521 Martin Luther på rigsdagen i Worms, og påvirket af Luthers idéer gennemførte han fra 1525 Reformationen i Tørning og Haderslev Len. Da faderen i 1523 blev dansk konge efter den afsatte Christian 2., viste Christian ingen interesse i tronen, og det danske rigsråd foretrak øjensynlig hans yngre, katolsksindede halvbror Hans (1521-1580).

Efter faderens død i 1533 tilbød Christian at være formynder for sin 12-årige lillebror Hans, hvis det danske og det norske rigsråd valgte broderen. Samme år udsatte det danske rigsråd kongevalget, officielt for at de norske rigsråder kunne nå at deltage, men reelt nok så meget for i den kongeløse tid at styrke katolicismen.

Derfor tilbød borgerne i København og Malmø samt den luthersksindede adel tronen til Christian. Han afslog, men accepterede 1534 et lignende tilbud fra den jysk-fynske adel, efter at grev Christoffer af Oldenborg med Lübecks hjælp havde udløst borgerkrigen (Grevens Fejde) med det formål at genindsætte Christian 2. Med assistance fra tyske lejetropper og fra den erfarne hærfører Johan Rantzau vandt Christian 3. borgerkrigen og kunne i 1536 diktere freden.

Christian 3.s betydning som monark lå i, at han 1536, efter Grevens Fejde, skabte mere stabile og formaliserede rammer for det kompromisbetonede samarbejde mellem kongemagt og adel, der bestod frem til enevældens indførelse i 1660/61.

Kongemagten blev styrket, ved at tronfølgeren skulle vælges, mens Christian 3. levede, og efter dennes død overtage den militære kontrol med fæstningerne; denne kontrol havde været rådets garanti for monarkens udstedelse af en håndfæstning. Omvendt blev rigsrådets magt styrket ved, at tre rigsembedsposter altid skulle være besat, og indehaverne være medlemmer af rigsrådet.

Norge mistede sin selvstændighed, og det norske rigsråd blev nedlagt. Biskopperne blev fængslet som ansvarlige for det udsatte kongevalg og den efterfølgende borgerkrig. Den højeste magt i riget lå nu hos Danmarks krone, der bestod af konge og rigsråd i forening. Arrangementet afspejlede interessefællesskabet mellem kongemagt og adel, herunder ønsket om en styrket og kontinuerligt fungerende regering for at undgå nye oprør.

Efter sejren gennemførte Christian 3. i 1536 Reformationen i Danmark; i 1537 udkom en kirkeordinans på latin, som Luther og Johannes Bugenhagen havde gennemset.

Kirkens gods (ca. ¹/₃ af landets jord) blev beslaglagt af kronen, og indtægterne fra det voksende krongods forøget gennem en lensreform og ikke mindst gennem prisstigninger på landbrugsprodukter. De bedre statsfinanser betød, at gælden fra Grevens Fejde var afviklet i slutningen af 1540'erne.

Efter de første urolige år var resten af Christian 3.s regeringsperiode præget af en fredelig udenrigspolitik. Ved Brömsebrotraktaten 1541 sluttede han forbund med Sverige, og ved Speyertraktaten 1544 opgav den tyske kejser sin hidtidige støtte til den fængslede Christian 2.

På det retslige område fastlagdes appel mellem de enkelte retsinstanser, ligesom en række bestemmelser blev samlet i recesserne fra 1547 og 1558. Ved sin død efterlod Christian 3. således et stærkt forandret, men stabilt samfund.

• kongerækken i Danmark
• Danmark under Reformation og enevælde