Den Røde Hær i Moskva, 1918

Den Russiske Borgerkrig var en væbnet konflikt i Sovjetrusland, primært mellem bolsjevikkerne (de ”røde) på den ene side og deres modstandere (de ”hvide”) på den anden side. Borgerkrigen brød for alvor ud i sommeren 1918, og selv om enkelte kampe fortsatte helt frem til 1923, havde bolsjevikkerne fra slutningen af 1920 reelt vundet krigen.

Baggrund og aktører

Bolsjevikkerne tog magten i Rusland ved Oktoberrevolutionen i 1917. Det var ikke alle, der hilste magtovertagelsen velkommen, men begivenhederne i 1917 ledsagedes kun af begrænsede kamphandlinger. Først i sommeren 1918 udløste bolsjevikkernes monopolisering af magten og radikale økonomiske politik en blodig borgerkrig. De røde fik bred, men ikke total opbakning fra de russiske arbejdere og fra dele af bondestanden. De hvide omfattede en række yderst forskellige grupperinger, fra medlemmer af den ikke-bolsjevikiske venstrefløj over borgerligt-liberale partier til monarkistiske bevægelser, der ønskede at få kejseren tilbage; den stærkeste kraft var tidligere zaristiske officerer.

En vigtig faktor i borgerkrigen var desuden de forskellige ikke-russiske folkeslag, der kæmpede for større selvstyre eller uafhængighed af Rusland. Da de hvide konsekvent gik imod disse ønsker, samarbejdede mange selvstændighedsbevægelser periodisk med de røde, hvis holdning til folkenes selvbestemmelsesret var mere uigennemsigtig. Dertil var der mange lokale og regionale fraktioner, der faldt uden for de allerede nævnte kategorier, særligt de ”grønne” under ledelse af anarkisten Nestor Makhno (1888-1934), der i perioder samarbejde med de røde for dernæst at kæmpe imod dem.

Udenlandsk intervention

Flere udenlandske magter intervenerede i borgerkrigen, dog stort set uden at komme i kamp. Målet for den britiske og den franske intervention var oprindelig at skabe en ny østfront i 1. Verdenskrig, efter at sovjetregeringen i marts 1918 havde sluttet separatfred med Tyskland ved Brest-Litovsk. Japan forfulgte mere ekspansionistiske mål i Russisk Fjernøsten og havde tropper i Vladivostok frem til slutningen af 1922, mens USA især var optaget af at holde Japan i skak. Dertil kom et mere generelt ønske hos interventionsmagterne om at inddæmme kommunismen, hvorfor de støttede de hvide materielt og moralsk og opretholdt en økonomisk blokade overfor de røde.

Årsager til bolsjevikkernes sejr

Lev Trotskij, leder af Den Røde Hær, ca. 1918

I begyndelsen af 1919 havde de røde kun kontrol med ca. 10 procent af det tidligere Russiske Imperiums territorium, men de havde kontrol med de europæiske storbyer og den centrale infrastruktur. De hvide havde kontrol med langt større områder, men disse var tyndt befolkede og dårligt forbundet.

De røde havde en centraliseret hær under ledelse af Lev Trotskij, hvorimod de hvide var en mere løs sammenslutning af tidligere zaristiske officerer, der ikke altid var i stand til at mestre en koordineret krigsindsats. Bolsjevikkernes økonomiske politik, senere kaldt ”krigskommunisme”, bestod i at konfiskere bøndernes korn og give det til soldaterne i Den Røde Hær. Politikken gjorde ikke noget godt for økonomien, men adgangen til føde sikrede et rekrutteringsgrundlag til Den Røde Hær, der var medvirkende til at sikre den endelig sejr.

Både de hvide og de røde anvendte terror mod civilbefolkningen i bestræbelserne på at mindske modstanden mod deres tropper. Det medførte en modvilje fra befolkningen overfor begge sider. De rødes løfter om større adgang til jorden for fattige bønder og større ret til selvbestemmelse for nationale bevægelser blev dog ofte hilst mere velkomne end de hvides ønske om at genoprette det Russiske Imperium.

Konsekvenserne af borgerkrigen

Borgerkrigen mellem røde og hvide fortsatte og forværrede den dybe økonomiske og sociale krise i Rusland, som var begyndt under 1. Verdenskrig og Den Russiske Revolution. Først i 1927 havde man nået en industriel produktion tilsvarende til den i 1913.

Bolsjevikkernes sejr i borgerkrigen var det første skridt på vejen mod at blive anerkendt som legitime magthavere i Rusland. Sovjetregeringen indgik i marts 1921 en handelsaftale med Storbritannien, der markerede en om ikke officiel anerkendelse så dog en de facto anerkendelse af sovjetmagten. Storbritannien anerkendte først officielt Sovjetunionen i februar 1924.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig