Faktaboks

Edwin S. Porter
Født
1869
Død
1941

Edwin S. Porter, Edwin Stanton Porter, 1869-1941, amerikansk filmpioner. Allerede i 1896 begyndte Porter som omrejsende filmforeviser, og i 1900 blev han ansat af Edison-selskabet, for hvem han konstruerede den første filmfremviser, der kunne vise 15 minutters film uden afbrydelse.

Som selskabets chefkameramand, instruktør og produktionsleder indtil 1909 udnyttede han den nye filmlængde i flere skelsættende film, bl.a. Life of an American Fireman (1902) og Uncle Tom's Cabin (1903).

Kæmpesuccesen The Great Train Robbery (1903, Det store Togrøveri ) var banebrydende i den måde, handlingen førtes frem billede for billede, og blev en milepæl for den fortællende film.

Edwin S. Porter fortsatte i branchen, men mistede sin formue ved Børskrakket i 1929 og døde i ubemærkethed.