Four Jacks var en dansk sangkvartet, der blev dannet i 1956 af Poul Rudi (f. 1930), Otto Brandenburg, Bent Werther (1932-1973) og John Mogensen. I 1958 forlod Otto Brandenburg gruppen og blev erstattet af James Rasmussen (f. 1937).

I årene fra 1957 til 1963 var Four Jacks en af de mest populære vokalgrupper herhjemme med et repertoire, der spændte fra sømandsviser til blød rock and roll på dansk. Kvartetten blev opløst i 1964 for siden at blive gendannet og videreført med forskellige besætninger frem til 1966.

De store år, 1957-1963

Kvartetten havde sin tv-debut i 1957 og fik samme år sit første hit med Den vilde vind. Det var dog titler som Æselsangen (1958), O Marie, a vil hjem til dig (1960) og Mandalay (1961) der for alvor gjorde dem til en af periodens store pladesælgere. Med John Mogensen som den kreative drivkraft, dyrkede kvartetten en stil, der dels hvilede på den danske slagertradition, og samtidig var inspireret af udenlandske vokalgrupper som The Four Freshmen og Mills Brothers. Sammen med den danske gruppe Blue Boys blev Four Jacks eksempel på, at gruppeformatet for alvor var ved at slå igennem i den danske populærmusik.

Opløsning og nye besætninger, 1964-1966

I 1964 forlod først Bent Werther og kort efter også John Mogensen kvartetten, og dermed var det slut på Four Jacks' succesrige år. Frem til 1966 blev gruppen videreført med skiftende besætninger under navne som Three Jacks, Scandinavian Four og De Nye Four Jacks, men uden samme succes.

Tiden efter Four Jacks

Efter tiden med Four Jacks fik de enkelte medlemmer alle succes på egen hånd. Otto Brandenburg blev teenageidol, umiddelbart efter at han forlod gruppen, og fik en lang karriere som både sanger og skuespiller. Bent Werther fik succes både på egen hånd og i duo med Gustav Winckler. Poul Rudi indsang flere plader soloplader og fik bl.a. et stort hit med Jeg gør hvad jeg kan for Maria (1971) . James Rasmussen emigrerede efter opløsningen af Four Jacks til USA, men vendte tilbage til Danmark i 1979, hvor han genoptog sin danske karriere. Han har især siden 2010 haft mange sange placeret på Dansktoppen.

Fornyet succes

Siden midten af 1990’erne har Four Jacks er der opstået en fornyet interesse for gruppen. I 2005 udkom en cd-boks med gruppens samlede indspilninger, der blev nummer ét på den officielle danske salgsliste og solgte til platin. James Rasmussen har siden 1996 optrådt med gruppens sange, dels i kvartetten Jacks og siden i James Rasmussens Trio.

Four Jacks som teaterkoncert

I 2008 blev historien om Four Jacks omsat til en teaterkoncert med Stig Rossen, Keld Heick, Jesper Asholt og Jesper Lohmann. Forestillingen der bar titlen Four Jacks – Åh, den vej til Mandaley, havde premiere i Glassalen i Tivoli og blev en stor anmelder- og publikumssucces.

Teaterkoncerten blev siden fulgt op af forestillingen More Jacks og senest i 2024 med Four Jacks for altid med de samme medvirkende.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig