Franco gik som 14-årig ind i militæret, og størstedelen af årene 1912-1926 tilbragte han som officer i Marokko, hvor han gjorde lynkarriere i hæren.
Franco blev general i 1926 og var i årene 1928-1931 direktør for det nyoprettede militærakademi i Zaragoza. I 1934 ledede han højreregeringens brutale nedkæmpelse af arbejderopstanden i Asturien, bl.a. med brug af marokkanske tropper. Højreregeringen gjorde ham i 1935 til generalstabschef, men efter dannelsen af folkefrontsregeringen i 1936 blev Franco forflyttet til De Kanariske Øer.
I sommeren 1936 gjorde militæret oprør mod folkefrontsregeringen. Franco var ikke med i forberedelserne til oprøret og tilsluttede sig først sent. Det blev dog hans afrikanske eliteenheder, som med materiel og mandskabsmæssig støtte fra Adolf Hitler og Benito Mussolini reddede oprøret fra fiasko.
I september 1936 blev Franco udnævnt til generalissimo og 1. oktober til statschef for det nationalistiske Spanien. Han blev endvidere i april 1937 leder af fascistpartiet, Falangen, som han slog sammen med katolske og konservative grupper og gjorde til det eneste tilladte parti.
Franco forsøgte sig med en fascistisk retorik, men hans politiske holdning var især præget af militæret. Han gik ind for et disciplineret og centralistisk Spanien og støttede sig mest til traditionelle spanske værdier og kirken.
Kommentarer (2)
skrev laura rytter
Hej Kay, kan du uddybe hvad du mener når du skriver "Franco behøvede ikke mere at frygte det vestlige pres, der ellers var begyndt via FN fra 1946". Hvilket vestlige pres og hvad var formålet med dette?
svarede Marie Bilde
Kære Laura Rytter.
Tak for din kommentar. Kay Lundgreen-Nielsen har skrevet den oprindelige artikel i Den Store Danske, men er ikke tilknyttet lex.dk. Der er endnu ikke tilknyttet en fagansvarlig for kategorien Spanien efter 1918, så desværre kan vi ikke hjælpe dig med en uddybning i øjeblikket.
Venlig hilsen
Marie Bilde, redaktør.
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.