Franklin D. Roosevelt

I disse første måneder i embedet underskrev Roosevelt hele 15 skelsættende love, en politisk præstation af sådanne dimensioner, at alle senere præsidenter er blevet målt på, hvor godt de har klaret sig i løbet af deres første 100 dage. Roosevelt bevarede samtidig sin kontakt med offentligheden dels gennem pressekonferencer, dels gennem sin eminente udnyttelse af radiomediet til uformelle taler, fireside chats.

I den tidlige fase lagde Roosevelt vægten på at genrejse økonomien via et statsligt samarbejde med industriens og landbrugets interesseorganisationer, herunder fagbevægelsen. Det afgørende økonomiske vendepunkt udeblev dog, og snart kom det industrielle genrejsningsorgan NRA (National Recovery Administration) under anklage fra venstrefløjen for at favorisere storindustrien, mens højrefløjen kritiserede New Deal-programmets skelsættende beskæftigelses- og bistandsprojekter.

Under den tiltagende politiske polarisering drejede Roosevelt i 1935 sin retorik noget mod venstre; men selvom han underskrev love, der institutionaliserede arbejdernes organisationsret, etablerede et voldgiftssystem og, vigtigst af alt, grundlagde en rudimentær amerikansk velfærdsstat, forlod han ikke sin pragmatiske, midtsøgende kurs.

Roosevelts knusende sejr over republikaneren Alfred M. Landon ved præsidentvalget i 1936 markerede skabelsen af en ny vælgerkoalition bestående af arbejdere, etniske minoriteter i storbyerne – herunder mange afroamerikanere – samt hvide sydstatsvælgere og intellektuelle.

I 1937 indledte han et forsøg på at reformere USA's Højesteret, der i 1935-1936 havde erklæret både NRA og det agrare genrejsningsprogram for grundlovsstridige. I den efterfølgende politiske kamp mistede han megen indenrigspolitisk prestige, og New Deal-programmet stagnerede.

Fra 1933 til 1938 holdt Roosevelt en forsigtig udenrigspolitisk kurs, hvor han trods sine internationalistiske sympatier tog hensyn til isolationisterne i Kongressen. Med udbruddet af 2. Verdenskrig gjorde han det imidlertid hurtigt klart, at han trods sit erklærede ønske om at holde USA ude af krigen ville revidere neutralitetslovgivningen for at yde Storbritannien materiel støtte.

Denne politik indledte han i 1939, og da han i januar 1941 holdt sin tale om nationens tilstand, plæderede han netop for et større internationalt engagement, samtidig med at han hyldede de fire friheder: ytringsfriheden, trosfriheden, friheden fra nød og friheden fra frygt. Med vedtagelsen af Lend-Lease Act (Låne- og lejeloven) i marts 1941 nåede den britiskvenlige neutralitetspolitik sit højdepunkt.

I august 1941 formulerede Roosevelt og Winston Churchill Atlanterhavsdeklarationen om målene for krigen og den kommende fredsordning, en deklaration, som de 26 allierede magter tilsluttede sig den 1. januar 1942 under navnet De Forenede Nationer.

Med en ordre om at skyde på fjendtlige flådefartøjer uden varsel inddrog Roosevelt i september 1941 i realiteten USA i en ikke-erklæret flådekrig mod Tyskland i Nordatlanten. Med Japans angreb på Pearl Harbor den 7. december 1941 – en begivenhed, Roosevelt karakteriserede som en dag "der vil leve videre i vanære" – blev USA direkte involveret i krigen.

I den situation gav Kongressen Roosevelt beføjelser til for det første at organisere den hjemlige krigsøkonomi, hvilket skete ved bl.a. at ansætte flere konservative erhvervsfolk i nøglepositioner, for det andet at lede den amerikanske krigsstrategi.

I november 1943 mødtes Roosevelt, Josef Stalin og Winston Churchill ved Teherankonferencen, hvor Roosevelt støttede Stalins krav om en snarlig landgang af tropper i Vesteuropa, og ved Jaltakonferencen i februar 1945 samledes de tre store atter.

Roosevelt ville sikre sovjetisk deltagelse i krigen mod Japan og i FN, men han blev siden kritiseret for den elastiske aftale, han og Churchill indgik med Stalin om Østeuropas og ikke mindst Polens fremtid.