Friedrich von Hayek

Efter at have taget en østrigsk juridisk doktorgrad i 1921 blev Hayek inddraget i kredsen omkring økonomen Ludwig von Mises, og det var i høj grad hans tanker, særlig inden for penge-, kapital- og konjunkturteori, som Hayek byggede videre på. I perioden 1931-1948 var Hayek tilknyttet London School of Economics, senere i 1950-1962 tilknyttet University of Chicago, fra 1962 til 1968 Universität Freiburg og endelig fra 1968 til 1977 Universität Salzburg.

Hayek har igennem sit virke påvirket flere fremtrædende økonomer, herunder John R. Hicks, Abba P. Lerner og Nicholas Kaldor, i betydelig grad.

I begyndelsen af 1930'erne var Hayek aktivt engageret i den store systemdebat, hvis hovedemne var spørgsmålet om hvorvidt et samfunds økonomi kunne fungere uden privat ejendomsret, og hvori også Oskar Lange og Abba Lerner tog del. Hayek forsvarede her von Mises' synspunkt om, at privat ejendomsret var en forudsætning for velfungerende markeder.

Hayeks økonomiske hovedværk er Prices and Production fra 1935, hvor det argumenteres, at økonomiske kriser skyldes, at en for ekspansiv pengepolitik skaber forvridning i samfundets investeringer, og at aktiv krisepolitik herefter kun gør ondt værre. Disse synspunkter blev kritiseret af Keynes, med hvem Hayek førte en skarp debat, og den voksende accept af Keynes' synspunkter førte til at Hayek i løbet af 1930'erne trådte i baggrunden af den økonomiske debat, og han orienterede sig i stigende grad mod politiske og filosofiske emner.

Efter 2. Verdenskrig arbejdede han med tværdisciplinære bidrag, hvor hovedvægten var lagt på politisk filosofi med inddragelse af retsfilosofi, videnskabsteori og idéhistorie.

I essaysamlingen Individualism and Economic Order fra 1948 retter Hayek en grundlæggende kritik mod socialismen, som han vurderer som ude af stand til at udnytte et samfunds resurser rationelt. Dette er et centralt punkt i hans politiske filosofi, og han fører sine ideer tilbage til Adam Smith og David Hume. Ifølge Hayek er det liberale samfunds vigtigste fortrin, at det ikke kræver koncentration af informationer for at kunne fungere effektivt. Tværtimod danner det liberale samfund en spontan orden, således at den information, som er spredt i samfundet, udnyttes bedst muligt. Dette synspunkt er udviklet i værket The Constitution of Liberty fra 1960.

I stigende grad indlejrede Hayek idéen om spontan orden i en kultur-evolutionær tankegang, ifølge hvilken de liberale samfund, som udnytter samfundets vidensresurser bedst, også vil opleve den højeste vækst. Disse synspunkter præsenteres i trilogien Law, Legislation og Liberty (1973, 1976, 1979) og i hans sidste større arbejde, The Fatal Conceit (1988).

• klassisk liberalisme