Guillaume Apollinaire

Hovedværket er Alcools fra 1913 med digte fra årene 1901-12; i "La Chanson du mal-aimé" og "L'Émigrant de Landor Road" (1904) mærker man det karakteristiske sug af splittelse og melankoli, der kendetegner Guillaume Apollinaire, og som får sit mest velklingende udtryk i "Le Pont Mirabeau" (1912), hvor digteren står mellem minderne og nuet og betragter tidens strøm glide forbi. Samme år opstår det lange digt "Zone", hvor man følger digterens vandring fra morgen til aften gennem Paris, hvis billeder blander sig med erindringsbilleder; resultatet er et virvar af brudstykker fra en verden, der faktisk et par år efter skulle falde fra hinanden ved 1. Verdenskrigs begyndelse.

Guillaume Apollinaire gjorde tjeneste ved artilleriet, men blev såret og hjemsendt i 1916. Hans digtning var nu præget af oplevelserne ved fronten, som det ses i samlingen Calligrammes (1918); samtidig foreligger en række stærkt eksperimenterende digte, hvor den typografiske opsætning afbilder det, digtet taler om, en mandolin eller et springvand. Han banede vej for surrealismen, bl.a. med fortællingerne i Le Poète assassiné (1916).

Mange komponister har skrevet sange over hans digte, bl.a. Arthur Honegger og Francis Poulenc; denne skrev tillige en opera over Guillaume Apollinaires teaterstykke Les Mamelles de Tirésias (1917, Tiresias' bryster).

Selv om man alle vegne i hans tekster finder spor af hans egen omflakkende og usikre eksistens, står de som et dirrende billede af det moderne menneskes udsathed i en verden under forvandling.

• modernisme
• Frankrigs litteratur

• Harder, Uffe (1968). Franske lyrikere. Fremmede digtere i det 20. århundrede (red. Sven Møller Kristensen), bd. 2. København: Gads Forlag.
• Laugesen, Peter (2022). Apollinaire var den franske poesis store nye mester. Information, Bogtillæg, 8. april.
• Oster, Daniel (1975). Guillaume Apollinaire. Paris: Seghers.