Hans Globke, tysk jurist. Globke var først ansat i det preussiske indenrigsministerium og fra 1932 til 1945 ekspeditionssekretær i Tysklands indenrigsministerium. Efter nazisternes magtovertagelse blev han ansvarlig for jødiske anliggender i ministeriet og som sådan, medvirkede han til at skabe retsgrundlaget for jødeforfølgelserne og blev kendt for i 1935 at have forfattet kommentaren vedrørende gennemførelsen af de antijødiske Nürnberglove, der gjorde jøderne til andenrangs borgere i Tyskland. Samtidig stod han bag en antijødisk navneændringsforordning der pålagde jødiske mænd at bære navnet Israel og jødiske kvinder navnet Sara. Han blev anholdt i 1945, blev afnazificeret og rehabiliteret efter Grundgesetz art. 131, der gjorde det muligt for tidligere statsansatte at fortsætte karrieren. Og han kunne snart fortsætte karrieren; han var således i årene 1953-63 departementschef eller statssekretær i Adenauers kanslerkontor Bundeskanzleramt. Globke der var antikommunistisk indstillet, blev et symbol på den omstridte rehabilitering af tidligere nazistiske embedsmænd.