Helmandprovinsen er en af Afghanistans 34 provinser med et areal på 58.584 km2 og med en anslået befolkning på 1,4 millioner indbyggere (2020). Provinsen ligger i det sydlige Afghanistan.

Hovedstaden er Lashkar Gar med over 600.000 indbyggere (2020). Provinsen, som overvejende er befolket af pashtuner, omfatter 18 distrikter.

Mange erobringer af Helmand

Helmand har en lang og omskiftelig historie med en invasion af Alexander den Store i 330 f.v.t. og en bronzealder civilisation i 200-tallet f.v.t.

Helmand blev siden erobret af varierende imperier, som for eksempel Ghaznavide-imperiet, hvor Taaq Bust (Bost-buen), bygget i 1000-tallet fortsat er et af Helmands arkæologiske monumenter. Store kunstvandingssystemer blev ødelagt i forbindelse med Djengis Khans erobring i 1100-tallet.

Floden og dæmningen

Helmandfloden gennemskærer provinsen og har siden oldtiden skabt grundlaget for kunstvandet agerbrug.

Kajakidæmningen på Helmandfloden er et af Afghanistans største vandreservoirer og forsyner et vandkraftværk, som byggedes i 1950'erne med støtte fra USAID (The Helmand Valley Project). Dæmningen sikrede kunstvandingsvand til dyrkning af yderligere op mod 145.000 ha. og forsynede store landbrugsarealer med kunstvanding. De nye landbrugsarealer skabte grundlag for en omfattende bomuldsdyrkning, og tilhørende bomuldsspinderi, og mere end 5.500 jordløse familier især fra Østafghanistan, fik tildelt jord i Helmand i 1950'erne og 1970'erne. Dæmningen har været genstand for stridigheder mellem Iran og Afghanistan angående delingen af Helmandflodens vandressourcer.

Fra bomuld til opium

I løbet af knap 40 års kaos og lange perioder med borgerkrig siden 1980'erne blev bomuldsdyrkningen efterhånden udskiftet med dyrkning af opiumsvalmuer. Afghanistan blev verdens største opiumsproducent og stod for 74 procent af verdensproduktionen (2012) med Helmand som det vigtigste opiumproducerende område.

I april 2022 proklamerede Taleban-styret et forbud mod opiumsdyrkning, og i Helmandprovinsen faldt det dyrkede område fra 129.000 ha i 2022 til kun 740 ha (april 2023). Udviklingen har været tilsvarende i andre opiumsdyrkende provinser.

Taleban-bevægelsen opstod i begyndelsen af 1990'erne i Sydafghanistan og har siden været stærkt repræsenteret i Helmandprovinsen.

Danske soldater i Helmand

I 2006-14 deltog Danmark i det britisk ledede Provincial Reconstruction Team i Lashkar Gah, i Helmandprovinsen.

I 2007 knyttedes en selvstændig dansk bataljon til den britisk-ledede Task Force Helmand i Camp Bastion.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig