Herakles

Denne oversigt bygger på en tradition, der formentlig går tilbage til mytologen Ferekydes fra Syros i 500-tallet f.v.t., og som opdeler arbejderne i seks udført på Peloponnes og seks andre steder. Rækkefølgen af de enkelte arbejder varierer dog i den antikke litteratur og billedkunst. Arbejderne er beskrevet nærmere i de respektive artikler.

• 1. Den nemeiske løve
  • Kong Eurystheus pålagde først Herakles at dræbe den usårlige løve, som hærgede egnen omkring Nemea. Herakles klarede opgaven ved at kvæle dyret med de bare næver.
• 2. Hydra
  • I sumpene ved Lerna huserede en frygtelig slange, hvis mange hoveder voksede ud igen til endnu flere, hvis man prøvede at hugge dem af. Herakles fik bugt med uhyret ved at svide sårene fra de afhuggede hoveder med en glødende stok.
• 3. Det erymanthiske vildsvin
  • På Erymanthos-bjerget hærgede et kæmpestort vildsvin, som Herakles fangede levende og bragte hjem til Eurystheus, der skrækslagen sprang ned i et nedgravet forrådskar.
• 4. Den kerynitiske hind
  • På Kenryneia-bjerget levede Artemis' hellige hind, som det lykkedes Herakles at indfange efter et års jagt.
• 5. De stymfaliske fugle
  • En flok fugle var til stor skade for egnen omkring Stymfalos. Herakles kom dem til livs ved at skræmme dem op med nogle bronzekastagnetter og skyde dem.
• 6. Augeias' stald
  • I kong Augeias' stald lå mange års møg, som Herakles med hjælp fra Athena mugede ved at lede to floder gennem stalden.
• 7. Den kretensiske tyr
  • På Kreta indfangede Herakles med hjælp fra kong Minos en mægtig tyr, som han bragte til Eurystheus.
• 8. Diomedes' heste
  • Kong Diomedes havde nogle menneskeædende heste, som Herakles tæmmede ved først at lade dem æde deres herre.
• 9. Hippolytes bælte
  • Amazonedronningen Hippolyte var usårlig pga. et magisk bælte, som Herakles stjal, hvorefter han kunne dræbe hende.
• 10. Geryoneus' okser
  • Den trehovedede kæmpe Geryoneus havde en hjord af okser, som Herakles bemægtigede sig ved at dræbe den stærke modstander.
• 11. Hesperidernes æbler
  • I hesperidernes have langt ude mod vest voksede et æbletræ, hvis frugter gav evigt liv. For at komme til haven måtte Herakles passere Atlas, der holder himmelhvælvet. Ved Athenas hjælp bar Herakles himlen, mens Atlas hentede æblerne, og han narrede Atlas til selv at tage den tunge byrde igen.
• 12. Kerberos
  • Ved Hades' port lå hunden Kerberos på vagt og sørgede for, at de sjæle, som Hermes bragte derned, nok slap ind i dødsriget, men ikke ud igen. Herakles lænkede dyret og bragte det op til Eurystheus.

I Delfi prøvede han forgæves at fravriste Apollon den hellige trefod og dermed herredømmet over oraklet. Herakles giftede sig med den thebanske prinsesse Megara, som fødte ham mange børn. Igen ville Hera hævne sig og slog Herakles med vanvid, så han dræbte sine børn. Som bod blev han i tolv år sin fætter Eurystheus' tjener og måtte udføre tolv tilsyneladende umulige opgaver, de tolv arbejder. Efter trældomsårene hos Eurystheus giftede han sig med flodguden Acheloos' datter Deianeira og fik med hende sønnen Hyllos. Da kentauren Nessos søgte at voldtage Deianeira, dræbte Herakles forbryderen, men den døende kentaur lokkede Deianeira til at væde sin chiton, "Nessosskjorte", med hans udstrømmende blod, som ville sikre hende Herakles' troskab (se også Iole). Hun gav senere Herakles dragten på, og straks ramtes han af ulidelige smerter, der til sidst drev ham til at bestige et ligbål, som Zeus antændte med sin lynild. Herakles blev nu gjort udødelig og holdt sit indtog på Olympen, hvor han blev gift med Hebe.

Herakles er et udtryk for gamle græske mandsidealer, men med umiskendelige træk af den universelle gavtyv. Hans popularitet var særlig stor på Peloponnes, mens athenerne af politiske grunde søgte at fremhæve Theseus, deres egen nationalhelt. Gennem hele den klassiske og hellenistiske periode vedblev Herakles at være en heros. Først i romersk tid blev Herakles opfattet og dyrket som en gud.

De antikke mytologer deler Herakles' bedrifter op i hans tolv arbejder og et stort antal eventyr, som han oplever på sine rejser (se Acheloos, argonauterne, Busiris, Omfale).

Opfattelsen af Herakles' væsen ændredes gennem århundrederne fra det fandenivoldske til det moralsk rigtige. I Xenofons Erindringer om Sokrates gengives en fortælling af sofisten Prodikos, hvori den unge Herakles møder to kvinder et sted, hvor vejen deler sig i to. Kvinderne, hvis navne viser sig at være Kakia og Arete (Sletheden og Godheden), tilbyder at ledsage den unge mand ad hver sin vej. I to taler fremlægger de deres fortrin, og Herakles ender naturligvis med at vælge godhedens vej.

'Herakles' efterkommere' er i mytologien og hos de oldgræske historikere betegnelsen for de mange sønner, Herakles havde avlet i hele Grækenland, og som under voldsomme kampe erobrede næsten hele Peloponnes. Særlig nævnes Herakles' tipoldebørn Temenos, Aristodemos og Kresfontes, der erobrede hhv. Argos, Lakedaimon og Messenien. Om sagnet afspejler en indvandring af dorere nordvestfra, vides ikke med sikkerhed.

har under etruskernes navn Hercle været kendt i det italiske område fra omkring 500 f.v.t. I Rom var hans ældste kult på Ara Maxima ved Circus Maximus, men senere havde han templer overalt i byen. Fx fandtes der et tempel for Hercules Victor på Forum Boarium fra slutningen af 300-tallet f.v.t. og en statue på Capitol fra samme periode. Romerske mønter med Hercules kendes fra 200-tallet f.v.t. og senere. Efter den romerske erobring af Grækenland kom mange græske Heraklesstatuer til Rom. Hercules var meget populær blandt handelsfolk i Rom og derfor konkurrent til Merkur som beskytter af gevinst, mønters lødighed og lignende.

Herakles/Hercules kendes på sine attributter: kølle, løveskind, bue og eventuelt pile og pilekogger. Fremstillinger kendes fra Grækenland i perioden fra sengeometrisk (750-700 f.v.t.) til hellenistisk tid og fra Italien frem til sen kejsertid. Den græske og etruskiske Herakles/Hercle er fremstillet som skulptur på mønter, terrakottaer, gemmer og især på vaser; i Etrurien var han særlig populær på spejle. Han afbildes alene, i familieliv (som barn eller med kone og børn), i de forskellige eventyr, kæmpende mod uhyrer eller sammen med de olympiske guder eller Theseus. De mest almindelige fremstillinger er dog Herakles' tolv arbejder; de skildres på fx metoperne på athenernes skathus i Delfi (ca. 490 f.v.t.) og på Zeustemplet i Olympia (ca. 465 f.v.t.), og de er et hyppigt motiv på vasebilleder.

I romersk kunst optræder Hercules tillige på vægmalerier, mosaikker, sarkofager og lamper. Han ses også hyppigt i middelalderens, renæssancens og barokkens billedkunst, bl.a. som personifikation af kardinaldyden fortitudo 'udholdenhed, mod'.

• mykenske sagnkreds
• olympiske guder
• Grækenland i oldtiden – religion
• Grækenland i oldtiden – litteratur