Jean-Jacques Rousseau

Jean-Jacques Rousseau kom til verden i den calvinistiske bystat Genève. Moderen døde ved fødslen, og faderen forlod ham, da han var ti. Han stod i lære som gravør, men stak som 15-årig af og havnede hos fru Louise-Éléanore Warens (1700-1762), en 28-årig eventyrerske og sjælefanger i Annecy. Hun sendte drengen til Torino, hvor han omvendtes til den katolske tro.

Efter nogen omflakken vendte Jean-Jacques Rousseau tilbage og blev i 1733 fru Warens' elsker. De levede sammen i Chambéry til 1739, mens han uddannede sig og udviklede sit musiktalent.

I 1740 åbnedes vejen for ham til Paris. Her levede han 1742-1756, kun afbrudt af et job som fransk ambassadesekretær i Venedig 1743-1744. Han sluttede sig til den store Encyclopédies udgivere, Diderot og d'Alembert, og i 1744 tog han den ni år yngre, analfabetiske stuepige Thérèse Levasseur (1721-1801) som elskerinde. Hun fødte i årene 1746-1753 fem børn, der alle bragtes til hittebørnshospitalet.

Jean-Jacques Rousseau skrev nu essays om musik, en mislykket opera, Les Muses galantes (1745, De galante muser) og 360 musikopslag til encyklopædien (1749, senere omredigeret til hans Dictionnaire de musique, 1767), hvori han lagde afstand til Frankrigs førende komponist, Rameaus, mekaniske musiksyn.

Rousseau så musik som sindsrørelser, der fandt udtryk i sangens melodi. I sit Essai sur l'origine des langues (ca. 1761, Essay om sprogenes oprindelse, udgivet posthumt i 1781) skildrer han sprogets forvandling fra metaforisk poesi til afsjælet politisk prosa, efter at Gud med sin finger har hældet Jordens akse og beordret menneskene at blive sociale.

Rousseau slog i 1752 sin berømmelse fast med operaen Le Devin du village (Landsbyens spåmand). Han tjente livet igennem sit brød ved at kopiere noder.

Musiklivet lærte Rousseau folkelighed, og den evne bevarede han i sit forfatterskab. I 1750 skrev han sin prisbelønnede Discours sur les sciences et les arts (Diskussion om videnskaberne og kunstarterne), hvor han afviste, at intellektuelle fremskridt skulle føre moralske med sig. Det gik direkte imod oplysningstidens standpunkt og førte med årene til et markant brud med Diderot og Voltaire.

Jean-Jacques Rousseau fastholdt, at viden som redskab ikke i sig selv forbedrer os. Som Guds skabning er mennesket godt, og Rousseaus filosofi er en livslang overvejelse over, hvorledes denne naturlige godhed kan udtrykkes i samfundet, der er vort vilkår. I Discours sur l'origine et les fondements de l'inégalité parmi les hommes (1755, Afhandling om ulighedens oprindelse og grundlag blandt menneskene) modstiller han i første del fremskridtet, skabt af den enkeltes fri vilje (la volonté particulière), og barmhjertigheden.

Var denne følelse ikke kommet vor fornuft til hjælp, var vi forblevet monstre. I anden del forklares ulighed med samfundets retlige vilkårlighed og borgernes forfængelighed. I et encyklopædiopslag om politisk økonomi samme år introducerer han derfor almenviljen (la volonté générale) som et frit folks vilje til at befæste deres samfund med love så stærke, at konge, adel og kirke ikke kan knække dem. I seks Lettres morales (1758, 'Moralske breve', posthumt udgivet) bestemmer han menneskets samvittighed som samfundets og dets loves naturretlige fundament.

I brevromanen Julie ou La Nouvelle Héloïse (1761, dansk 1798-1800) tvinges hovedpersonen Julie ud af et elskovsforhold til sin huslærer og ind i et fornuftsægteskab, og bogen beskriver kulturens livslange kamp med sindet.

Kronen på sit moralske forfatterskab satte Rousseau i hovedværket Émile ou de l'éducation (1762, på dansk Emile eller Om opdragelsen, 1796-1799, 1962, forkortet udgave 1997). Émile opdrages til et naturligt menneske i samfundet til forskel fra det uciviliserede naturmenneske, der er samfundsmenneskets abstrakte modsætning.

Da Émile forlader barndommen, træder han ved sin anden fødsel, den åndelige, i moralsk karakter og forenes med sin udkårne Sophie. Han konfirmeres med "Den Savoyardiske Præsts Trosbekendelse", et teologisk manifest i fjerde bog, hvor Rousseau om sine tre moralfilosofiske hovedbegreber og deres indbyrdes forhold siger, at Gud har givet os fornuften, for at vi kan kende det gode, samvittigheden, for at vi kan elske det, og friheden, for at vi kan vælge det.

Jean-Jacques Rousseaus teologi støttede således hans påstand om, at kun det styre er legitimt, hvis borgere selv bestemmer de love, hvorunder de lever. Han begyndte med politiske overvejelser over teologen Saint-Pierres (1658-1743) teorier om international retsorden 1756-1761, fortsatte i en splid om dyder i borgerrepublikken Genève, formet som et brev til d'Alembert om teatret, 1758, og nåede målet i det med Émile forbundne skrift Du Contrat social (1762, dansk Samfundspagten, 1889, 1987).

Idéen er, at vi først kan udøve vor moralske frihed som borgere, når vi er indtrådt i et samfund med lighed for loven. Rousseau uddybede sine teorier i et Brev til Christophe Beaumont, Paris' ærkebiskop, 1763, og i ni Breve fra Bjerget (1764) til styret i Genève. Heri forsvarer han konkret de borgerlige rettigheder, specielt trosfriheden, og gør op med myndighederne i Paris og Genève, der fejltolkede hans filosofi om retssamfund og religion.

I 1765 kasserede Rousseau et udkast til en forfatning for oprørsøen Korsika, og i 1771 sendte han Polen sit syn på en styrereform, der kunne sikre den livstruede nations åndelige overlevelse.

Rousseau vendte i 1754 tilbage til protestantismen og fik sin borgerret i Genève igen. I 1756 flyttede han til Montmorency nord for Paris, hvor han først boede hos den velhavende fru Épinay og siden i Mont-Louis som husven hos ægteparret Luxembourg, en af det enevældige Frankrigs fornemste familier.

I 1757 mødte han sit livs eneste og kortvarige kærlighed, den 26-årige komtesse Sophie d'Houdetot (1730-1813). Katastrofen ramte ham, da myndighederne i Paris og Genève i 1762 forbød og brændte Émile og Du Contrat social. Rousseau måtte flygte til Môtiers i den preussiske enklave Neuchâtel i Schweiz og siden, 1766-1667, til England. I 1768 blev han viet til Thérèse Lavasseur.

Først 1770 vendte han tilbage til Paris, hvor han levede til sin død i 1778. Den indtraf, mens han besøgte markisen af Girardin (1735-1808) i Ermenonville.

Jean-Jacques Rousseau efterlod sig et stort uudgivet selvbiografisk forfatterskab, først og fremmest Les Confessions (1764-1770, dansk Bekendelser, 1798, 1948), dernæst tre store Dialoger, Rousseau juge de Jean-Jacques (1772-1776, 'Rousseau, Jean-Jacques' dommer'), og endelig ti essays, Les Rêveries du promeneur solitaire (1776-1778, dansk Den ensomme vandrers drømmerier, 1951, 1966).

Ved en erklæret hensynsløs ærlighed ville Rousseau her understrege sin og dermed menneskets individualitet, men tillige vise, at vi også træder ud af naturtilstanden ved den dialog med os selv, der udvikler vor egen bevidsthed og skaber os selv som væsen i historien.

• Fransk litteratur