Lateranforliget
Kardinal Pietro Gasparri og premierminister Benito Mussolini sammen med en gruppe af gejstelige og embedsmænd i Lateranpaladset før underskrivelsen af Lateranforliget i 1929.

Lateranaftalerne er tre aftaler, der blev indgået i Lateranpaladset den 11. februar 1929 mellem Kongeriget Italien under ledelse af Benito Mussolini og Den Hellige Stol under pave Pius 11.

Lateranaftalerne normaliserede det spændte forhold mellem parterne, som havde eksisteret siden Italiens samling i 1861 og Roms indlemmelse i den nye stat i 1870.

Aftalekomplekset

Aftalekomplekset udgøres af 1) en traktat (“Laterantraktaten”), 2) et konkordat, der regulerede forholdet mellem stat og kirke og 3) en aftale om økonomisk kompensation for de tab, som Den Hellige Stol havde lidt i forbindelse med Italiens samling.

Bestemmelserne

Traktaten gjorde den romerskkatolske religion til Italiens statsreligion (se den romerskkatolske kirke). Den romerskkatolske religion havde været statsreligion i kongeriget Sardinien, men var i første omgang ikke blevet det i det nydannede kongerige Italien.

Konkordatet

Blandt de vigtigste af traktatens øvrige bestemmelser var oprettelsen af Vatikanstaten under Den Hellige Stols suverænitet og Den Hellige Stols anerkendelse af kongeriget Italien.

Konkordatet gav bl.a. Den Hellige Stol fuld suverænitet med hensyn til besættelsen af kirkelige embeder; dog skulle staten godkende udnævnelsen af biskopper og præster, og biskopperne skulle aflægge ed på, at de ville respektere kongen og regeringen og sørge for, at deres underordnede gejstlige også gjorde det.

Staten anerkendte 10 katolske helligdage, og under højmessen skulle celebranten bede for »fremgang for kongen af Italien og den italienske stat«. Konkordatet gav den kirkelige vielse samme status som den borgerlige og stipulerede desuden, at kun en kirkelig domstol kunne ophæve dens civilretlige virkninger. Katolsk religionsundervisning blev obligatorisk i både under- og mellemskolen, og såvel religionslærerne, der som oftest var præster, som lærebøgerne skulle godkendes af kirken.

Konkordatet sikrede den katolske lægmandsorganisation Azione cattolica (Katolsk Aktion) fuld frihed for statslig indblanding. Azione cattolica blev i de følgende år tilflugtssted for de antifascistiske katolske kræfter, som i 1943 stiftede det kristendemokratiske parti Democrazia Cristiana, der gennem et halvt århundrede dominerede det politiske liv i det demokratiske Italien.

Erstatningsaftalen

Erstatningsaftalen gav Den Hellige Stol en engangssum på 750 millioner lire samt statsobligationer med en pålydende værdi af en milliard lire som erstatning for tabet af Pavestatens territorium og kirkelige organisationers ejendom i forbindelse med Italiens samling.

Laterantraktaten og konkordatet blev indarbejdet i det demokratiske Italiens forfatning af 1948 og forblev i kraft, indtil en ny aftale mellem Italien og Den Hellige Stol trådte i kraft i juni 1985.

1984-Konkordatet

Den nye aftale (der blev undertegnet i 1984 og ofte kaldes “1984-Konkordatet”, selvom den teknisk set blot er en tilpasning af det oprindelige konkordat og, i mindre grad, af traktaten) ophævede bl.a. den romerskkatolske religions status som statsreligion, ligestillede kirkelige vielser med borgerlige og gjorde religionsundervisningen frivillig.

Læs mere i Lex