MR-scanning

MR-scanninger har fået stor udbredelse og betydning inden for moderne medicin. Teknologiske fremskridt bidrager til stadig forbedret kvalitet af undersøgelserne. MR kan give et detaljeret billede af hvilken som helst del af kroppen. I udgangspunktet skelner MR bedre mellem forskellige typer blødt væv end CT og ultralyd. MR har derfor fået særlig stor anvendelse ved undersøgelse af sygdomme i hjernen og centralnervesystemet og ved udredninger af bevægeapparatet med muskler, sener, knogler og led.

Der er udviklet teknikker, der reducerer problemerne med at undersøge tarmene og hjertet på grund af bevægelser. Dette har bidraget til, at MR bruges meget også ved undersøgelse af organerne i bug- og brysthulen. Hjertekontraktioner og blodgennemstrømning kan vises med dynamiske "filmsnutter", og blodårer og blodstrømningshastigheder måles med stor nøjagtighed. MR har derfor i mange tilfælde erstattet invasiv røntgenfotografering af blodårerne (angiografi).

MR-scanninger tager længere tid og er dyrere end CT-scanninger. Nogle oplever ubehag ved larmen, selv med høreværn, og tunnelen kan føles klaustrofobisk. Billedkvaliteten kan også påvirkes af forstyrrelser. Da MR bruger stærke magneter, er der strenge sikkerhedsregler for at undgå metal i kroppen. Det, at MR ikke medfører ioniserende stråling, gør, at det er en foretrukken metode ved undersøgelse af børn. Men det er en ulempe, at undersøgelsen er relativt tidskrævende, og at personen skal ligge helt stille under billedoptagelsen. For børn under 5-6 år kan det derfor være nødvendigt med narkose for at få gennemført undersøgelsen.

Den kraftige magnet i en MR-scanner danner et magnetfelt, der gør, at hydrogenatomerne i kroppen ordnes parallelt med det ydre magnetfelt. Når undersøgelsen starter, sendes der en kortvarig elektrisk strømpuls gennem snoede elektriske kabler i maskinen. Derved dannes et kortvarigt magnetfelt i kroppen. Magnetfeltet har gradueret styrke i tre plan, hvilket gør, at ethvert punkt kan lokaliseres eksakt i rummet. Derefter sendes pulser af radiobølger ind i kroppen via antenner (spoler), der slutter omkring den del af kroppen, der undersøges.

Radiobølgerne gør, at hydrogenatomerne modtager energi og slås ud af ligevægt. Når radiosignalet slås fra, falder hydrogenatomerne tilbage i ligevægt. Energien, der frigives, opfanges af antennerne, før de sendes tilbage til computeren som radiosignaler. Det er disse signaler, der til sidst danner MR-billedet. Kroppen består af rigeligt med vand, som indeholder hydrogenatomer. Derfor modtages gode signaler fra hele kroppen. Men tiden, som hydrogenatomerne bruger på at nå ligevægt efter en radiopuls, varierer med sammensætningen af molekyler og vævsstrukturen til hydrogenatomerne. Dette forklarer, hvorfor de forskellige væv i kroppen har forskellige signal-karakteristika, og hvorfor sygt væv har andre MR-signaler end raskt væv.

Personen, der skal undersøges, ligger på et bevægeligt bord, som køres ind i en tunnelformet magnet, efter at radiografen har placeret en radioantenne omkring den del af kroppen, der skal undersøges. Hovedet ligger inden for eller uden for åbningen alt efter, hvilken del af kroppen der undersøges. Bordet vil ikke bevæge sig under billedoptagelsen. Personen har hele tiden kontakt med personalet, som også overvåger direkte og via en TV-monitor. Nogle gange mærkes en vis varmefølelse under billedoptagelsen, men der er ikke smerter eller ubehag. Ventilatorer sørger for, at luften er godt cirkuleret inde i tunnelen.

Maskinen afgiver kraftige bankelyde under optagelsen. Personen får derfor høreværn, hvor man eventuelt får beroligende musik eller modtager beskeder. Nogle gange vil der blive givet kontrastvæske gennem en tynd venekanyle i armen, men dette bliver man informeret om på forhånd. En undersøgelse kan være overstået på 20 minutter eller vare længere, hvis den er mere omfattende.

Den østrigske fysiker Wolfgang Pauli var den første, der observerede atomkerners magnetiske moment i 1924. Fysikerne Felix Block (1905–1983) og Edward Mills Purcell blev i 1952 tildelt Nobelprisen i fysik for deres arbejde med måling af kernemagnetisk resonans og definition af begrebet kernespin.

Magnetresonans blev først anvendt til kemisk analyse og strukturbestemmelse, kernemagnetisk resonansspektroskopi. Magnetresonanssignaler fra dyr blev første gang målt i 1967, og metoden blev foreslået brugt til diagnostik af sygdom hos mennesker. Først i 1973 lykkedes det den amerikanske kemiker og informationsvidenskabsmand Paul Christian Lauterbur (1929–2007) at danne billeder ved hjælp af magnetresonanssignaler, og i 1976 blev de første magnetresonansbilleder af levende mennesker offentliggjort af den britiske fysiker Sir Peter Mansfield.

• radiologi
• røntgenundersøgelse
• MRCP