Asteroiden Pallas
Pallas som observeret af ESOs Very Large Telescope. Overfladen er dækket af kratere. Den lyse plet nær sydpolen er formodentlig en saltaflejring, som den man har fundet på (1) Ceres. Pallas har endnu ikke haft besøg af nogen rumsonde.
Af .
Licens: CC BY 2.0

Pallas er den tredjestørste asteroide, kun overgået klart af Ceres og marginalt af Vesta. Pallas har form af en treakset ellipsoide med målene 568 km × 532 km × 448 km og en middelradius på 256 km. Dens middeldensitet er 2.9 g/cm3.

Med en middelafstand fra Solen på 2.77 au bruger Pallas 4.611 år om et omløb. Banen er ret ekscentrisk (e = 0.2302) og inklinationen (hældningen relativt til ekliptika) er høj, i = 34.93°. Dette besværliggør udforskningen af Pallas med rumsonder.

Opdagelse

Banen for asteroiden Pallas
Figuren viser to aspekter af Solsystemet ud til banen for Jupiter. Banen for asteroiden Pallas er stærkt ekscentrisk (øverste panel) og har en høj inklination (banehældning, nederste panel). De viste positioner gælder for 1. januar 2018.
Af .
Licens: CC BY 2.0

Pallas blev opdaget den tyske astronom Heinrich W. M. Olbers den 28. marts 1802, godt et år efter Ceres, og blev betragtet som en planet. Da antallet af asteroideopdagelser steg kraftigt efter 1845, blev disse herefter omtalt som småplaneter, asteroider (”små stjerner”) eller planetoider (”små planeter”).

Egenskaber

Pallas’ form afviger markant fra et objekt, hvis egengravitation som Ceres, har givet det form af en rotations ellipsoide. Pallas klassificeres derfor ikke som en dværgplanet. Overfladen synes mættet med kratere.

Overfladen af Pallas menes ud fra refleksionsspektret at bestå af silikater med et lavt indhold af jern og vand. Sådant materiale kaldes kulkondritter. Det kendes fra meteoritter og indeholder op til 3 % kulstof i form af grafit, karbonater og anorganiske aminosyrer..

Pallas-familien

Pallas er langt det største medlem af en gruppe meget mindre asteroider med omtrent samme baneelementer (middelafstand, ekscentricitet og inklination) som Pallas. De tilhører desuden alle den sjældne B-type af asteroider. Disse har en lav albedo på grund af kulstof på overfladen og spektret er samtidigt blåligt (”B”). De små medlemmer af gruppen er formodentlig bortsprængte dele af Pallas. Gruppen blev identificeret af den japanske astronom Kiyotsugu Hirayama i 1928.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig