Parisfredsaftalerne 1919-20 er den samlede betegnelse for de fredsaftaler, der blev indgået efter 1. Verdenskrig. De omfatter Versaillestraktaten (med Tyskland), Saint-Germain-traktaten (med Østrig), Neuillytraktaten (med Bulgarien), Trianontraktaten (med Ungarn) og Sèvresfreden (med Osmannerriget), der dog i 1923 blev erstattet af Lausannefreden (med Tyrkiet). Versaillestraktaten var uden sammenligning den vigtigste, både fordi Tyskland var den eneste af krigens tabere, der fortsat ville have stormagtsstatus efter krigen, og fordi traktaten kom til at spille en afgørende rolle for Tysklands historie – og dermed Europas og Verdens historie – i de følgende årtier. Det er forklaringen på, at Versaillestraktaten ofte ses brugt som fællesbetegnelse for fredsaftalerne i deres helhed.

Baggrunden

På slagmarkerne sluttede 1. Verdenskrig i efteråret 1918, da Centralmagterne én efter én anmodede om våbenhvileforhandlinger. Alle henviste til den amerikanske præsident Woodrow Wilsons fredsprogam. Her var selvbestemmelsesretten og afvisningen af at slutte krigen med en hævnfred sammen med ambitionen om at oprette et internationalt fredsbevarende samarbejde centrale elementer (se De 14 punkter). Wilsons fredsprogram var ikke anerkendt af USA's allierede som et fælles fredsprogram, men programmet var kendt og diskuteret i offentligheden og spillede en helt afgørende rolle, når det gjaldt forventningerne til kommende fredsaftaler, ikke blot hos Centralmagterne, men også i de sejrende lande.

Forhandlingerne i Paris

De fredsaftaler, som sejrherrerne forhandlede sig frem til i Paris, afskilte sig på centrale områder fra disse forventninger. Mens traktaten om det nye internationale samarbejde i Folkeforbundet kunne indskrives i alle fredstraktater, viste det sig overordentligt vanskeligt at nå frem til fredsbestemmelserne i forhold til krigens tabere. Det gjaldt særligt fastlæggelsen af nye grænser i store dele af Europa og Mellemøsten efter sammenbruddet af de fire landimperier: Osmannerriget, Det russiske Zardømme, Det tyske Kejserrige og Østrig-Ungarn.

Det var der flere grunde til. For det første var der traditionelle stormagtsinteresser, hvor det især var vigtigt, at Frankrig ville sikre sig, at Tyskland ikke blev for stærkt. For det andet havde både etablerede og nye stater i overgangen mellem krig og fred med våbenmagt søgt at sikre sig store landområder uden hensyn til selvbestemmelsesretten. For det tredje måtte selvbestemmelsesretten ofte konkurrere med krav om ”historiske grænser”, der var trukket uden nogen nationale hensyn. For det fjerde var fredsmagerne i Paris også optaget af, at grænser måtte drages, så Europas nye stater blev økonomisk og sikkerhedspolitisk bæredygtige. Til sammen betød disse forhold, at de grænser, som fredsaftalerne trak, vakte bred utilfredshed – ofte med henvisning til den selvbestemmelsesret, som sejrherrerne selv hyldede.

Virkningshistorien: Freden, der endte al fred?

Alle sejrherrernes udkast til fredsaftaler blev mødt med skarp modstand i de tabende stater, men bortset fra mindre indrømmelser om folkeafstemninger i mindre grænseområder (hvoraf det tyske Øvreschlesien var det eneste af stor økonomisk betydning) måtte taberne acceptere aftalerne. Undtagelsen var Sèvrestraktaten, som blev afvist af de tyrkiske nationalister under Mustafa Kemal (den senere Kemal Atatürk) og efter Osmannerrigets opløsning i november 1922 erstattet af en fred indgået i Lausanne i 1923.

I de øvrige lande, der stod som tabere, blev traktaternes bestemmelser efter krigen en fortsat kilde til politisk utilfredshed og uro. Det var meget markant i både Tyskland og Ungarn, men også i Italien, der nok havde hørt til sejrherrerne, men hvor skuffelsen over fredsbestemmelserne spillede en vigtig rolle i undermineringen af det det demokratiske styre frem til fascisten Benito Mussolinis overtagelse af magten. Skuffelsen var også stor blandt arabere og jøder, der må acceptere, at de britiske og franske imperier delte Osmannerrigets besiddelser i Mellemøsten mellem sig.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig