Faktaboks

Per Albin Hansson
Født
28. oktober 1885, Malmø, Sverige
Død
5. oktober 1946, Stockholm, Sverige

Per Albin Hansson på vej til arbejde i en stockholmsk sporvogn. Som næsten alle ledende svenske socialdemokrater under folkhemmets opbygning lagde Hansson vægt på en beskeden, nærmest puritansk livsførelse. Den bidrog i høj grad til hans uovertruffent stærke stilling som folkelig leder. Udateret fotografi.

.

Per Albin Hansson var en svensk socialdemokratisk politiker, der var Sveriges statsminister i perioden 1932-1946 med en kort afbrydelse i 1936. Han var medlem af Riksdagen fra 1918 til sin død.

Baggrund

Per Albin Hansson voksede op i et arbejderkvarter i Malmø og fik efter blot fire års skolegang arbejde som buddreng. Han blev tidligt knyttet til arbejderbevægelsen og var i 1903 medstifter af Socialdemokratiska Ungdomsförbundet og dets formand fra 1908 til 1909. Fra 1904 var Hansson journalist ved avisen Arbetet i Malmø; efter et nederlag til de mere yderligtgående i partiet, heriblandt Zeth Höglund, kom han i 1910 til Social-Demokraten i Stockholm og efterfulgte i 1917 Hjalmar Branting som chefredaktør. Under de politiske opgør mellem moderate og revolutionære socialdemokrater i kølvandet på Den Russiske Revolution i 1917 stillede Hansson sig utvetydigt på moderat side.

Forsvarsminister og statsminister

Per Albin Hansson fik hurtigt en central position og blev forsvarsminister i de socialdemokratiske regeringer i 1920, 1921-1923 og 1924-1926. Efter Brantings død i 1925 blev han trods betydelig modstand valgt til partiformand og konsoliderede i de følgende år sin stilling som Socialdemokratiets ubestridte førstemand. Midt under den økonomiske krise blev Hansson i 1932 leder af en socialdemokratisk mindretalsregering. Gennem store forlig, især med Bondeförbundet (det nuværende Centerpartiet) om den såkaldte krisuppgörelsen i 1933, fik han støtte til en aktiv politik mod arbejdsløshed og landbrugskrise samt til en omfattende socialpolitisk indsats. Hanssons regering afløstes i sommeren 1936 af en regering under Bondeförbundet, men allerede i september samme år dannede han igen regering, denne gang i koalition med Bondeförbundet. Fra 1939 til 1945 stod han i spidsen for en samlingsregering, og fra 1945 til 1946 dannede han atter en ren socialdemokratisk regering.

Anden Verdenskrig

Per Albin Hansson slog sin position som statsmand fast under 2. Verdenskrig; udadtil sikredes Sveriges formelle, senere noget omstridte neutralitet, og indadtil etableredes borgfred, dvs. samarbejde mellem alle betydelige partier. Grundlaget for dette var en selvforsyningspolitik og en styrkelse af forsvaret.

Eftermæle

Hanssons vision om Sverige som "det goda folkhemmet" og hans mange henvendelser til befolkningen over radioen bidrog til national samling og til hans ry som landsfader. Han er en af de få politikere, som næsten hele den svenske nation har været på fornavn med. Per Albin fremstår stadig ligesom Stauning i Danmark som synonym med den epoke, da Socialdemokratiet blev omdannet fra klasseparti til folkeparti og fra kampparti til magtens parti.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig