Martin Luthers afvisning af den katolske opfattelse af messen som et offer og hans ønske om gudstjenesten på modersmålet nødvendiggjorde en reform. Hans tidligste gudstjenesteforslag, Formula missae (1523), fremtræder som en evangelisk renset katolsk messe, men den egentlige fornyelse kom med Deutsche Messe (1526). Her er messens rammer endnu bevaret, men sproget er tysk og de oprindelige latinske messeled erstattet af koraler (salmer). Dermed fik menighedens sang en central placering i gudstjenesten.
Luthers gudstjenesteforslag dannede mønster for talrige efterfølgende ordninger. I større byer med latinskolekor og kantorier kunne latin fortsat bruges, mens tysk i første række fandt anvendelse i de mindre byer og i landkirker. I mødet med lokale traditioner opstod mange forskellige gudstjenester, der som regel blandede tyske og latinske messeled.
Salmebogen Achtliederbuch og korsangbogen Geystliches Gesang-Büchlein (begge 1524) afspejler salmesangens dobbelte anvendelse som enstemmig menighedssang og flerstemmig korsang. I praksis blev koralens strofer ofte fremført vekselvis mellem menigheden og koret, endog orgelet kunne deltage.
Flere satser i Geystliches Gesang-Büchlein er holdt i en enkel node-mod-node-stil, som senere blev særegen for den protestantiske koral (se koralbearbejdelser). Denne type blev dog ikke umiddelbart fulgt op; først mod slutningen af 1500-t. og med direkte udspring i de humanistiske bevægelsers forenklingstendenser nåede menighedssangen sin endegyldige udformning i kantionalkoralen.
Som et monument over den tidlige protestantiske kormusik står komponisten og musikforlæggeren Georg Rhaus 16 samlinger (1538-51) med musik til enhver liturgisk lejlighed, de fleste udsættelser til latinske tekster. For Rhaus samlede opus gælder, at stilen er konservativ.
Mod slutningen af 1500-tallet var den lutherske kirke trængt af den katolske modreformation og af calvinismens succes. Som en reaktion opblomstrede tilvirkningen af tyske sange og korkompositioner, og nye musikformer af specifik protestantisk karakter udvikledes under indflydelse dels fra Orlando di Lassos modne stil, dels fra den italienske madrigal.
Til de vigtigste former hører kantionalmotetten og den imitatorisk anlagte koralmotet. Johannes Eccard, Leonhard Lechner, Hans Leo Hassler og Michael Praetorius står som denne tids førende protestantiske komponister.
Stærkt påvirket af den koncerterende stil fra Venezia opstod kort efter 1600 den gejstlige koncert, som med tiden udviklede sig til den kirkelige kantate.
Både koralpassion og motetpassion blev anvendt og videreudviklet i den lutherske kirke. Heinrich Schütz' stærkt personlige udformning af koralpassionstypen står som et kunstnerisk højdepunkt. Den senere oratoriepassion kulminerede med J.S. Bachs passioner.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.