Starlink

En SpaceX Falcon 9 løfteraket launcher 24 Starlink-satellitter fra Cape Canaveral Space Force Station, Florida, USA, den 6. januar 2025.

Launch

Af Joe Marino/UPI/Ritzau Scanpix.

Licens: Begrænset anvendelse

Starlink er et satellitsystem, der er udviklet og opsendt af amerikanske SpaceX. Systemet er designet til at levere internet til brugere over hele Jorden.

Ved at benytte en satellitkonstellation, kan hele Jordens overflade nås uafhængig af lokal infrastruktur. Således er det muligt at tilbyde internet i øde områder og til skibe langt fra land. Dog dækker første fase af konstellationen ikke Jordens poler.

Rumfartsselskabet SpaceX ejes af Elon Musk.

Antallet af Starlink-satellitter

Der er over 6.000 Starlink-satellitter i kredsløb om Jorden, og dermed tilhører omkring halvdelen af alle fungerende satellitter i verden i dag (2025) SpaceX. Det foreløbige delmål er, at konstellationen skal at bestå af 11.926 aktive satellitter. Bliver det en realitet, vil omkring 75% af alle aktive satellitter tilhøre Starlink.

Til sammenligning er der, siden rumalderen begyndte i 1957, og indtil Starlink projektet begyndte, opsendt godt 4.600 satellitter.

De første Starlink-satellitter

De to første Starlink-satellitter, Tintin-A og B, blev opsendt den 22. februar 2018. De fungerede som testsatellitter og er ikke længere i kredsløb. Den efterfølgende opsendelse den 24. maj 2019 bestod af 60 satellitter; også disse fungerede som testsatellitter og kunne ikke levere internet.

Opbygning af Starlinks satellitflåde

Den egentlige opbygning af Starlinks satellitflåde blev påbegyndt den 11. november 2019. Hver Starlink-opsendelse består typisk af 60 satellitter. Konceptet med en større satellitflåde er i høj grad gjort rentabelt gennem brug af genbrugelige raketter.

Det er SpaceX's egenudviklede Falcon 9, der har opbygget konstellationen. Når Starship er klar forventes den også at blive anvendt til at udbygge og vedligeholde Starlink.

New space

New space har i høj grad bidraget til, at Starlink er blevet en realitet. Begrebet new space refererer til den udvikling, at nationale og internationale rumprogrammer som NASA og ESA ikke længere er ene om at udvikle fx satellitter; andre aktører som universiteter og private virksomheder er nu en vigtig drivkraft i denne udvikling.

Tendensen opstod omkring årtusindskiftet, blandt andet som resultat af konceptet CubeSat, hvor studenterprojekter på universiteter verden over udviklede små satellitter. Denne tilgang har i nogen grad gjort op med den klassiske tilgang til bygning af satellitter, hvor der bruges mange ressourcer på test og verifikation.

Satellitter på samlebånd

En Falcon 9 løfteraket pakket med små Starlink-satellitter, der skal sendes i kredsløb om Jorden. Falcon 9 er ligesom Starlink-satellitterne udviklet af SpaceX.

Falcon 9

Af Ho/AFP/Ritzau Scanpix.

Licens: Begrænset anvendelse

Starlink-satellitterne bliver bygget på samlebånd. I 2020 meddelte SpaceX, at de er i stand til at producere seks satellitter om dagen. Dermed kan de i princippet afsende en raket med 60 satellitter hver tiende arbejdsdag.

En af ulemperne ved at masseproducere satellitterne er, at fejlraten går op. Således ligger fejlraten for Starlink-satellitterne omkring 9%.

Geopolitik

Starlink har demonstreret et nyt marked for global kommunikation – et marked, som andre nationer også har interesse i at udnytte. Således er Kina i gang med at opbygge lignende systemer, blandt andet Qianfan (de tusinde sejl konstellationen).

Det Europæisk baserede Eutelsat OneWeb vil genanvende geostationære kommunikationssatellitter ejet af Eutelsat og kombinere dem med OneWeb satellitter i lav jordbane. Konstellationen er blevet til i samarbejde med Indien.

I alt planlægger Eutelsat OneWeb en konstellation på 6.372 satellitter, hvoraf godt 650 er i kredsløb (januar 2025).

Mange satellitter i lav jordbane

Efterhånden som antallet af satellitter øges i lav jordbane, øges risikoen for sammenstød også. Ved sammenstød dannes mange fragmenter. Disse fragmenter kan igen støde ind i andre satellitter og skabe endnu flere fragmenter. Herved kan en lavineproces sættes i gang som ultimativt kan øge mængden af rumskrot (udtjente satellitter, raketter og fragmenter fra sammenstød) til et niveau, hvor det ikke længere er muligt at være i kredsløb i lav jordbane eller passere igennem til det ydre rum.

Den proces blev erkendt i 1978 af Donald J. Kessler og Burton G. Cour-Palais og betegnes Kessler-syndromet. I dag findes der ikke en international regulering af adgangen for satellitter til lav jordbane. Derfor gælder det om at komme først.

Satellitter og astronomiske observationer

De mange satellitter har vakt bekymring blandt astronomer, der studerer stjerner fra Jordens overflade: Satellitterne reflekterer Solens lys, og dermed forstyrres observationerne. Senere versioner af Starlink er malet sorte for at reducere refleksion, men det kan ikke helt undgås.

Starlink i Ukraine

I begyndelsen af krigen mellem Ukraine og Rusland lykkedes det russerne at hacke systemet Viasat, således at det ukrainske militær ikke kunne kommunikere. Kort efter blev Starlink systemet operationelt over Ukrainsk område.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

Fagansvarlig for Satellitter og rumsonder

René Fléron

Danmarks Tekniske Universitet